Ekstern lektor: Specialområdet undergraves, hvis privathospitaler får lov at lave specialiserede behandlinger

På grund af omtale af patientforløb med lang ventetid på højt specialiseret, planlagt behandling har regeringen aftalt med Danske Regioner og Sundhed Danmark at undersøge i foråret 2023, om private sygehuse kan udføre visse specialiserede behandlinger med særligt lange ventetider og kapacitetsudfordringer.

Det kan virke som en oplagt løsning men vil medføre problemer på langt og kort sigt og fordyre sundhedsvæsenet.

Siden Strukturreformen har Sundhedsstyrelsen via specialeplanen styret, hvor de mest specialiserede behandlinger bliver udført – efter ansøgning. Det er især meget vanskelige, dyre og nye behandlinger, der ofte kræver specialiserede støttefunktioner. 

Specialeplanen skal sikre kvalitet og personale
Grundprincippet bag specialeplanen er, at samling af højt specialiserede opgaver og specialer på få afdelinger er nødvendig, for at man 24/7 kan levere høj kvalitet, varetage både akutte og elektive patienter, samt have tilstrækkeligt mange patienter til at opnå rutine og at udføre forskning, udvikling og videreuddannelse.

Der er ikke en ledig, privat kapacitet, der kan bruges til at reducere ventetiderne. Måske er de fysiske rammer der – men ikke personalet

Hans Okkels Birk
Ekstern lektor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Disse behandlinger udføres altså på få sygehuse for at opnå høj kvalitet og driftssikkerhed og for at sikre, at der bliver uddannet specialister til at løse opgaven fremover. De få vagtberedskaber begrænser personalets vagtbelastning, og det forbedrer arbejdsmiljø og rekruttering. Desuden opnås der økonomiske stordriftsfordele ved at holde antallet af fysiske enheder og vagtberedskaber nede og ved at integrere uddannelse og daglig drift.

De højt specialiserede afdelinger har søgt om at få lov til at udføre de avancerede behandlinger. Til gengæld for denne ret og dette monopol har de forpligtet sig på en række områder ud over diagnostik, behandling, pleje og kvalitetssikring: De skal også sikre tilstrækkelig kapacitet, beredskab til løse akutte opgaver, forske, og uddanne personale.

Der er tydeligvis et problem med kapaciteten. Om det skyldes sygehusenes ekstra opgaver under pandemien eller andre forhold er svært at afgøre udefra.

Privathospitaler rekrutterer fra offentlige hospitaler
Det aktuelle spørgsmål er, om ventetider bliver kortere, hvis man bryder med Strukturreformens og specialeplanens principper og udfører de avancerede behandlinger på flere – offentlige eller private – sygehuse?

Privathospitalernes forretningsmodel bygger typisk på, at man udfører planlagte behandlinger og har et meget lille fast ansat personale men rekrutterer personale fra de offentlige sygehuse til konkrete indgreb. Det er ofte personale fra sygehuse/afdelinger med særlig høj prestige – især sygehuse med højt specialiserede afdelinger. Der er altså ikke en ledig, privat kapacitet, der kan bruges til at reducere ventetiderne. Måske er de fysiske rammer der – men ikke personalet.

Privathospitalernes forretningsmodel bygger typisk på, at man udfører planlagte behandlinger og har et meget lille fast ansat personale men rekrutterer personale fra de offentlige sygehuse til konkrete indgreb

Hans Okkels Birk
Ekstern lektor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Denne forretningsmodel uden akut behandling eller undervisning gør det muligt at minimere omkostningerne per patientforløb. Modellen forudsætter, at der kan rekrutteres fra et stort, parallelt sundhedsvæsen, der løser akutte opgaver og uddanner personale.

Det vil sige, at lave omkostninger ét sted forudsætter høje omkostninger et andet sted i sundhedsvæsenet. Samlet set kan der være tale om et nul-sumsspil, hvor sundhedsvæsenets samlede effektivitet ikke forbedres af, at der opnås en særlig høj effektivitet på ét område.

Hvis den nuværende forretningsmodel fortsætter, mister vi stordriftsfordele, fordi der bliver flere enheder at udstyre og vedligeholde. Samtidig skærpes konkurrencen om specialisterne, så lønningerne – og dermed lønudgifterne - presses op, og specialisterne placeres i en interessekonflikt: Jo mere effektive de er på de offentlige sygehuse, jo kortere bliver ventetiderne, men jo længere ventetiden bliver, jo bedre muligheder får de for bijob på private sygehuse.

Med en øvre ramme for sundhedsudgifterne vil prisen blive betalt af akutte patienter med samme diagnose, andre kirurgiske patienter samt medicinske og psykiatriske patienter.

En bunden ledelsesopgave
Hvis de private sygehuse i stedet fastansætter personale fra de højt specialiserede offentlige sygehusafdelinger, medfører det flere problemer: Når det er personalet på de højt specialiserede afdelinger, der uddanner fremtidens specialister, og disse afdelinger både mister erfarne specialister og patienter, vil fødekæden af specialister gå i stå, så ventetiden stiger på flere områder.

Samtidig bliver der færre erfarne specialister til at dele vagtarbejdet, så det bliver mindre attraktivt at arbejde på de offentlige sygehuse, kvaliteten kan falde – især for akutte patienter, og der bliver færre og mindre erfarne specialister til at forske og indføre nye behandlinger.

Når det er personalet på de højt specialiserede afdelinger, der uddanner fremtidens specialister, og disse afdelinger både mister erfarne specialister og patienter, vil fødekæden af specialister gå i stå

Hans Okkels Birk
Ekstern lektor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

En enkel økonomisk analyse tilsiger, at monopoler er uhensigtsmæssige og bør afvikles. Dermed er det fristende at lade andre sygehuse – offentlige eller private - udføre højt specialiserede behandlinger for at opnå kortere ventetider.

Men en lempelse af specialeplanen øger ikke antallet af specialister. Dermed vil der fortsat være en form for ”monopol” i form af specialisterne. Eftersom der så bliver uddannet færre specialister, bliver monopolet styrket fremover. Det vil forringe og fordyre sundhedsvæsenet allerede på kort sigt, og disse konsekvenser vil vokse.

De højt specialiserede sygehuse/afdelinger har fået eneret på at udføre de avancerede behandlinger for at sikre kvalitet og kapacitet på både kort og langt sigt.

I stedet for at øge omkostningerne og undergrave den fremtidige kapacitet bør man se på, hvordan man får de højt specialiserede afdelinger/sygehuse til at overholde denne kontrakt med staten, de øvrige sygehuse og befolkningen. Det er en bunden ledelsesopgave.