Foreninger: Vi glemmer socialt udsattes tænder

Af Majbrit Berlau og Freddie Sloth-Lisbjerg
Formand for Dansk Socialrådgiverforening og for Tandlægeforeningen

Vi har alle hørt om Dovne Robert og Fattig-Carina.

Igen og igen trækker politikere driverliv og mangel på økonomisk incitament frem som afgørende barrierer for, at socialt udsatte får fodfæste på arbejdsmarkedet.

Ingen taler om socialt udsattes tænder.

Det undrer vi os over.

Som socialrådgivere og tandlæger møder vi dagligt socialt udsatte, der har rådne tænder og tilbagevendende tandpine. Nogle af dem har kun få tænder tilbage, andre har betændelse i hele munden.

Vi har såkaldt fri og lige adgang til sundhedsvæsenet – men når det handler om sygdomme i tænder og mund, gælder den fri og lige adgang kun for dem, der har råd til at betale regningen.

Majbrit Berlau og Freddie Sloth-Lisbjerg
Formænd i Dansk Socialrådgiverforening og Tandlægeforeningen

Sociale og arbejdsmæssige konsekvenser
Fælles for dem er, at de ikke har en chance for at betale regningen for den tandbehandling, de har brug for.

Og det er et kæmpe problem.

Sunde og pæne tænder er nemlig ofte en nødvendig adgangsbillet til arbejdsmarkedet.

"På mange måder er tænder det første visitkort, når man møder til en jobsamtale," har det for eksempel lydt fra formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

Men dårlige tænder er ikke alene en hindring i forhold til at få et job.

Dårlig tandsundhed og utilstrækkelig mundhygiejne er en barriere for social netværksdannelse i det hele taget.

Mange socialt udsatte med betændte eller manglende tænder holder sig tilbage fra social aktivitet. Og hvem vil have en kæreste med rådne tænder?

Tilskudsordning findes kun på papiret
Vi har såkaldt fri og lige adgang til sundhedsvæsenet – men når det handler om sygdomme i tænder og mund, gælder den fri og lige adgang kun for dem, der har råd til at betale regningen.

Godt nok findes der en særlig tilskudsordning for kontanthjælpsmodtagere med videre. Men den ordning fungerer kun på papiret. Der er afsat 180 millioner kroner om året til ekstra tilskud, men kun de 85 millioner kroner blev brugt i 2014, og i 2013 var det endnu værre.

Kun 48 ud af de 180 millioner kroner kom målgruppen til gode – resten røg tilbage i statskassen.

Tre overordnede problematikker
Det er tre store problemer med tilskudsordningen.

Det største problem er, at kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 25 år, selv skal betale dels de første 600 kroner, dels 35 % af resten.

Det betyder, at den kontanthjælpsmodtager, der får udført tandbehandling for 10.000 kroner, selv skal betale næsten 4.000 kroner af egen lomme.

Det siger sig selv, at en kontanthjælpsmodtager, der i forvejen skal vende hver en krone for at få økonomien til at hænge sammen, ikke har en jordisk chance for at betale de penge.

Det andet problem er, at der fortsat mangler en opsøgende indsats på tværs af faggrupper og sektorer.

Lovgivningen har åbnet mulighed for en sådan indsats, men vi ser den endnu ikke udført i praksis i alle kommuner.

Det tredje problem er, at tilskudsordningen ikke favner de hjemløse. I mange byer findes der særlige tandplejetilbud til hjemløse, men disse tilbud beror fuldstændig på frivilligt arbejde.

Sunde tænder giver job og bedre livskvalitet
Da pengene er til stede, foreslår vi, at man sætter ind på tre områder:

For det første skal egenbetalingen på 35 % sættes markant ned.

For det andet skal der fyres op under den opsøgende indsats i kommunerne.

Og for det tredje skal der afsættes for eksempel 30 ud af de i forvejen afsatte 180 millioner kroner til økonomisk støtte til de frivillige tandplejetilbud for hjemløse.

Disse ændringer vil virkelig batte noget i forhold til de socialt udsattes tandsundhed.

Og sunde tænder er en vej til både job og bedre livskvalitet.