Forsker om regeringens sundhedspakke: Mere skadelig end gavnlig

Nok er der flere penge, men de flere penge afsættes i sundhedsvæsenet til mere forbrug, altså flere undersøgelser og behandlinger. Det er i nogle tilfælde rigtig godt, men faktisk kan man også blive undersøgt for meget.

Forskere og praktikere har peget på, at løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer ikke nødvendigvis er at tilføre flere penge.

Derfor skal vi tænke os godt om, og se på forskningsresultater, inden vi implementerer nye initiativer i sundhedsvæsenet.

Spild af menneskelige og økonomiske ressourcer

En ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at andelen af patienter med kræft, der bliver udredt og behandlet for sent, aldrig har været højere, og derfor er det vigtigt, at der kommer en styrket indsats til dette behandlingsområde, hvor patienter er meget syge.

Men der bør også følge et fokus på, hvad man paradoksalt nok kunne kalde en for tidlig diagnose og behandling – nemlig der, hvor mennesker diagnosticeres med bittesmå celleforandringer, som aldrig vil udvikle sig og give symptomer, men som skal behandles, når de er diagnosticerede. Det er overdiagnostik.

Sundhedspakkerne fra regeringen har også eksempler på unødvendigt forbrug, såsom pilottest af CT-screening for lungekræft blandt nuværende og tidligere storrygere. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem rygning og lungekræft, og umiddelbart lyder det da også fornuftigt at screene alle storrygere for lungekræft. Men debatten er mere nuanceret, end om screening virker eller ej.

Hvor er sundhedspakkens fokus på at mindske overforbrug, overbehandling og overdiagnostik? 

Alexandra Brandt Ryborg Jønsson
Lektor, Roskilde Universitet

Storrygere, der får at vide, at de har en normal CT-skanning ved screening, kan have tendens til at fortsætte med at ryge, eller måske endda ryge mere, uagtet de mange andre sundhedsskadelige virkninger rygning har.

Det er dyrt for den enkelte storryger og for samfundet – og det er skadeligt for den enkelte, for folkesundheden og for samfundet.

Det er nemlig sådan, at når storrygere diagnosticeres med lungekræft via CT-screening, så vil omtrent hver anden med diagnosen lungekræft aldrig blive syg af disse celleforandringer men være overdiagnosticeret.

Disse mennesker bliver skadet af denne overdiagnosticering og overbehandling, og det er spild af ressourcer og øger uligheden – til skade for sundhedsvæsenet og samfundet.

Selve screeningsprogrammet er også dyrt, det koster både penge og sundhedspersonale. Et nødvendigt onde, hvis patienten har symptomer på lungekræft og skal udredes, men ved screening af storrygere, som netop ikke har symptomer på lungekræft, vil langt de fleste af disse CT-skanninger vise, at der ingen sygdom er, og forbruget (både menneskeligt og økonomisk) forbundet med disse undersøgelser vil derfor være spild af ressourcer.

Prioritering rimer på forebyggelse

Nok er der kun tale om en pilotafprøvning i regeringens udspil, men hvis nogen for alvor vil tage ansvar for at sikre, at sundhedsvæsenet også holder til at behandle alle dem med behov om ti eller tyve år, ja så skal der prioriteres. 

I forhold til at forhindre død af lungekræft, ville det billigste og mest effektive middel være strukturel forebyggelse af rygning. Vi ved desværre også, at rygning forekommer oftere blandt mennesker med kort uddannelsesbaggrund, og det skaber ulighed i sundhed.

Måske man ligefrem skulle flytte nogle af pengene fra sundhedspakken over til socialpakken, hvor der kunne skabes initiativer, der forhindrer ikke mindst børn og unge i at begynde at ryge eller bruge andre tobaksprodukter – uanset forældrenes socioøkonomiske baggrund.

Væk fra one-size-fits-all behandling

Og selvom netop uligheden også lader til at have regeringens opmærksomhed, med fokus på udsatte ældre i sundhedsudspillet, så er det ikke sikkert at dette vil kunne mindske uligheden.

Denne gruppe særligt udsatte – og det er ikke klart hvem præcis, der tales om – skal naturligvis hjælpes. Men den helt almindelige 75-årige dansker har i gennemsnit mere end fem kroniske sygdomme, og det skaber både sygdoms- og behandlingsbyrde. Og det er uanset postnummer.

Hvor er pengene til at imødekomme multisygdomsudfordringen? Hvor er den finanslov, hvor der er afsat penge til at undersøge, hvor vi kan gøre mindre; stille færre diagnoser og arbejde mod overbehandling, fremfor algoritme-medicin og one-size-fits all udredning og behandling?

Nogle vil nok indvende, at de hellere vil behandles for meget end for lidt. Mange af de mennesker, jeg taler med i min antropologiske forskning, giver også udtryk for, at undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet er en rettighed.

Og det er det også i et vist omfang – men der bør være en grænse.

Hvor er den finanslov, hvor der er afsat penge til at undersøge, hvor vi kan gøre mindre; stille færre diagnoser og arbejde mod overbehandling, fremfor algoritme-medicin og one-size-fits all udredning og behandling?

Alexandra Brandt Ryborg Jønsson
Lektor, Roskilde Universitet

I regeringens udspil til at fertilitetsbehandlingen udvides vil rigtig mange, som kæmper med ufrivillig barnløshed, slippe for økonomiske bekymringer eller nedslående budskaber om, at de ikke har flere forsøg på kunstig befrugtning tilbage. Men det er ikke en garanti for at graviditet. Og selvom pengene er flere i år, er de ikke uendelige, så hvem skal de tages fra?

Koordinering på tværs af sektorer er vitalt

At psykiatrien styrkes er helt nødvendig, for som bekendt er der lange ventelister. Men løsningen er ikke kun mere psykiatri.

De sidste par årtier er definitionerne for hvornår, noget er en psykiatrisk diagnose blevet udvidet, så flere og mildere symptomer inkluderes. Det skaber naturligvis flere patienter. Men meget forskning tyder på, at det er i socialsektoren, uddannelsessektoren og familiesektoren, at der kan gøres en forskel, hvis man eksempelvis vil børns dårlige trivsel til livs.

Det ville betyde flere penge til skoler og pædagoger, til at styrke familier og til at understøtte det enkelte barn. Og så kunne en mere ligelig fordeling af psykiatriens og hele sundhedsvæsenets ressourcer komme de med størst behov til gode.

Så kære politikere – nu har I tækkedes især de raske vælgerne og givet dem mere sundhedsforbrug. Kan vi så snart begynde at tale om langtidsholdbare forebyggelsesinitiativer, initiativer til at mindske overforbrug, overbehandling og overdiagnostik, som alligevel ikke gør en forskel på hverken levetid eller symptomer, og den sure, trælse tjans med at gøre op med sundhedsvæsenet som et tag selv-bord for raske, bekymrede borgere?

For selvom jeres vælgere bliver sure, så bliver vi nødt til at erkende, at lige nu bruges der mange ressourcer på de bekymrede, ressourcestærke raske, mens de med størst behov fortsat vil få mindre ud af behandlingerne og dø for tidligt.