Vive: Sundhedssektoren har brug for fælles koordinering – ikke endnu et prioriteringsråd

Robusthedskommissionen peger i sin rapport på et behov for stærkere faglig prioritering, fælles beslutningstagning mellem patienter, pårørende og sundhedspersoner, samt mere differentierede indsatser, så sundhedsvæsenets ressourcer bruges på de personer, som har størst behov for støtte.

I tråd med regeringens udmelding anbefaler Robusthedskommissionen også at nedsætte et nyt prioriteringsråd. Ud fra en række politisk vedtagne grundprincipper for prioritering skal rådet arbejde for at frigøre ressourcer.

Der er behov for tydeligere politiske rammer for prioriteringer i sundhedssektoren og bedre koordination af prioriteringsindsatser

Sarah Wadmann, Rikke Aarhus, Thorben Simonsen og Martin Sandberg Buch

Rådet er tiltænkt en koordinerende rolle i forhold til øvrige prioriteringsorganer og skal udarbejde anbefalinger om blandt andet skærpet visitation, behandlingsniveauer, egenbetaling og tilskud samt investeringer i konkrete teknologier eller indsatser på sundheds- og ældreområdet.

Dette skal ske ud fra en vurdering af både nye og eksisterende behandlingstilbud. Rådet skal se på tværs af sektorer og inddrage patientperspektiver.

Vi deler kommissionens opfattelse af, at der er behov for tydeligere politiske rammer for prioriteringer i sundhedssektoren og bedre koordination af prioriteringsindsatser. Men det er spørgsmålet, om flere anbefalinger fra endnu et råd er vejen at gå?

Et hav af råd og udvalg

På baggrund af en hurtig brainstorm kan vi opliste i hvert fald syv forskellige nævn og råd, som allerede udarbejder forskellige typer anbefalinger, som skal informere prioriteringer i sundhedsvæsnet:

• Medicintilskudsnævnet, der udarbejder anbefalinger til Lægemiddelstyrelsen om, hvorvidt der skal være offentligt tilskud til receptpligtig medicin.
• Medicinrådet, som udarbejder anbefalinger til regionerne om, hvorvidt ny sygehusmedicin skal indføres som standardbehandling i det offentlige sundhedsvæsen, og hvordan forskellige medicinske behandlinger, inden for det samme område, skal prioriteres.
• Behandlingsrådet, som udarbejder anbefalinger til regionerne om anvendelsen af nyt og eksisterende udstyr, procedurer og behandlingsteknologier (undtagen medicin) i sundhedsvæsnet
• Vaccinationsrådet, som udarbejder anbefalinger til Sundhedsstyrelsen om, hvilke vacciner, der skal indgå i de nationale vaccinationsprogrammer.
• Det Rådgivende udvalg for nationale screeningsprogrammer, som rådgiver Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt der skal indføres nye, nationale screeningsprogrammer for kræft og medfødte sygdomme.
• Vælg Klogt, et initiativ taget af Danske Patienter og de Lægevidenskabelige Selskaber, som udarbejder anbefalinger til fagfolk i sundhedsvæsnet om behandlinger, undersøgelser og procedurer, som man bør undgå, fordi de er unødvendige eller ikke til gavn for patienter
• Sundhedssektorens Prioriteringsråd, som Lægeforeningen har taget initiativ til for at bidrage til samfundsdebatten om, hvordan sundhedsvæsnets ressourcer bedst kan anvendes.

På tide at samtænke og integrere?

Frem for at nedsætte et nyt prioriteringsråd, som skal bruge ressourcer på at koordinere de mange eksisterende initiativer og komme med ikke-bindende anbefalinger, kunne man overveje, om det er tid til at samtænke og integrere de eksisterende initiativer.

Medicinske teknologier respekterer ikke altid de administrative skillelinjer, der afgrænser de forskellige råd og nævn.

Eksempelvis er snitfladen mellem medicinsk udstyr og lægemidler blevet mere flydende: Nogle lægemidler markedsføres sammen med specifikke diagnostiske tests (’companion diagnostics’), og i nogle medicinske produkter er lægemidler og medicinsk udstyr helt integreret.

Dette kan give snitfladeproblematikker, når lægemidler og medicinsk udstyr vurderes af to forskellige råd.

Det stiller store krav til koordination af administrative processer, når vurderingerne sker i forskellige fora

Sarah Wadmann, Rikke Aarhus, Thorben Simonsen og Martin Sandberg Buch

Anbefalingerne fra forskellige råd og nævn er heller ikke uafhængige. Eksempelvis kan indførelse af nye forebyggende tiltag, såsom screeninger og vaccinationer, have betydning for anbefalinger om medicinsk behandling – og vice versa.

Det stiller store krav til koordination af administrative processer, når vurderingerne sker i forskellige fora.

En vigtig del af arbejdet med prioritering i sundhedsvæsnet handler om at sikre robuste evalueringsmetoder og transparens omkring prioriteringskriterier og -processer. Dette er med til at skabe legitimitet omkring prioriteringsbeslutninger.

Derudover er det afgørende at sikre en effektiv implementering, hvis anbefalingerne skal gøre en praktisk forskel. Alt dette kræver videnskabelig og administrativ kapacitet.

Hvis eksisterende initiativer tænkes sammen, kan det give grobund for fælles metodeudvikling i et stærkt fagligt miljø. Der vil også kunne sikres større konsistens i forhold til prioriteringskriterier og –processer og mulighed for systematisk at udveksle erfaringer om implementering.

Inspiration fra Norge

I sin rapport nævner Robusthedskommissionen de norske erfaringer med Nye Metoder.

Nye Metoder er et nationalt system for systematisk evaluering og prioritering af nye undersøgelses-, forebyggelses- og behandlingsmetoder, som opererer inden for en række lovfæstede, politisk besluttede prioriteringskriterier.

Her foregår evalueringer af nye lægemidler, vacciner, diagnostiske tests, medicinsk udstyr og kirurgiske procedurer inden for den samme organisation og efter ensartede procedurer.

På samme måde arbejder man for at integrere evalueringen af forskellige typer sundhedsteknologier i England i regi af the National Institute for Health and Care Excellence (NICE). Det samme er tilfældet i Tyskland i regi af Institute for Quality and Efficiency in Health Care (IQWIG).

Vi tror på, at vi i Danmark kan lære af andres erfaringer med at sikre en fælles ramme for vurdering og prioritering af undersøgelses-, forebyggelses- og behandlingsmetoder. Det kan være en vej til at undgå spredt fægtning på prioriteringsområdet og sikre mere robuste vilkår for det vigtige arbejde med prioritering.