Kommende kommunaldirektør: Er de pressede sygehuse en selvskabt plage?

Antallet af indlæggelser er da også uændret, men meget kortere, i samme periode som antallet af sygehuslæger er fordoblet. Det er også mange år siden, at den ambulante aktivitet er steget.

Sundhedsministeriets seneste produktivitetsopgørelse viser da også et fald i aktivitet på trods af mere personale, i særdeleshed ses et fald i lægernes produktivitet.

Bag denne begrædelige historie om pressede sygehuse gemmer sig data om fordobling i personalestaben og faldende produktivitet

Jonatan Schloss
Tiltrændende kommunaldirektør, Egedal Kommune

Så bag denne begrædelige historie om pressede sygehuse gemmer sig data om fordobling i personalestaben og faldende produktivitet. Hmmm… Hvad er regionernes og sundhedsministerens bud på en underliggende forklaring på dette paradoks?

Nå, lad os tage en mere positiv sygehushistorie. På Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland er man nu begyndt at screene alle indlagte over 50 år, som kommer ind på skadestuen med en brækket skulder, underarm, hofte, bækken eller ryg, for knogleskørhed.

Deres erfaringer er positive, forstået på den måde, at mange af de screenede viser sig at have uopdaget knogleskørhed, hvorefter de kan henvises til behandling herfor hos egen læge eller på hospitalet. Det er da en positiv historie om lægevidenskabens konstante udvikling, hvor vi hele tiden kan hjælpe flere med mere.

Eller er det? Denne nye – tilsyneladende ikke politisk initierede – screening af alle halvgamle eller gamle indlagte med typiske ortopædkirurgiske indlæggelsesårsager sker vel at mærke på et af disse hospitaler, som er presset til livstruende niveau.

Man mener åbenbart på samme tid at kunne igangsætte et voldsomt ressourcekrævende screeningsprogram med tilhørende behandlinger, uden Folketinget har bedt om det, samtidig med at man i forvejen har sprængt budgetterne og er presset til livstruende niveau.

Her er det så min kommunale hjerne begynder at få det svært med at følge med.

Jeg prøver at oversætte denne adfærd til en kommunal setting. I en kommune, hvor budgetterne er sprængt og massive spareplaner iværksat, beslutter man sig i en af forvaltningerne for at iværksætte et større screeningsprogram. Hvor man screener alle børn i 3-6-årsalderen, hvor forældrene er arbejdsløse, kortuddannede, fraskilte, misbrugere eller på anden vis lever op til en risikoprofil i forhold til, hvad der er evidens for, med stor sandsynlighed betyder, at disse børn mistrives og ikke har alderssvarende udvikling i læring og skoleparathed.

Screeningen vil vise, at en stor del af disse børn har trivsels- og læringsproblemer, og at de vil have god gavn af særlig støtte, ligesom screeningen også vil afdække, at mange af familierne vil have behov for særlig støtte.

Det siger sig selv, at denne screeningsindsats med tilhørende støtteforanstaltninger kommer til at koste kassen. Ikke en bondegård, ikke en herregård, men adskillige royale slotte. I den kommune, hvor budgetterne allerede er sprunget og store spareplaner er iværksat.

Jeg lover, at alle fagprofessionelle med garanti kan levere meget bedre resultater for borgerne på alverdens områder, hvis ressourcerne var til det. Det er de ikke. Så hvem tager så prioriteringsdebatten?

Jonatan Schloss
Tiltrændende kommunaldirektør, Egedal Kommune

Og her er det så min kommunale hjerne spørger: Er der nogle kommunale læsere derude, som i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at deres kommune sætter gang i et sådant massivt screeningsprogram vel vidende, at man ikke har en kinamands chance for at betale for de tilhørende støtteindsatser?

Min pointe her er ikke, at det ikke er godt at screene udvalgte patientgrupper for knogleskørhed. Jeg ved godt, at man ved tidlig diagnostik for nogle kan undgå senere omkostningstunge brud.

Ej heller, at det ikke ville være tilsvarende godt at screene udvalgte grupper i den kommunale verden for hint eller dette.

Tænk hvor mange penge samfundet kunne tjene, hvis vi i tide fik hjulpet udsatte børn ud deres forældres skygge (arbejdsløshed, misbrug, diagnoser, kriminalitet), så de får en uddannelse og senere et arbejde i stedet for det liv på overførselsindkomst, deres forældre giver dem med i arv.

Min pointe er: Hvordan kan sygehusene blive ved med at igangsætte disse screeningsprogrammer, som belaster et angiveligt i forvejen hårdt belastet sundhedsvæsen? Hvem beslutter disse ting uden at have finansiering og bemanding? Kunne man forestille sig, at kommunerne gjorde det samme? Hvor er regions- og landspolitikerne henne i denne prioriteringsdebat?

Jeg lover, at alle fagprofessionelle (læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger, psykologer, socialrådgivere og så videre) med garanti kan levere meget bedre resultater for borgerne på alverdens områder, hvis ressourcerne var til det. Det er de ikke. Så hvem tager prioriteringsdebatten? Hvem siger nej til ti ting for at kunne sige ja til det ellevte? Er det kun i kommunerne, at den slags prioritering foregår?

Hvis du som læser tænker, hvad er egentligt mit ærinde med at fremhæve, 1) at der er kommet meget mere personale på sygehusene, 2) samtidigt med at produktiviteten er faldet, og 3) det oplevede livstruende kapacitetspres helt sikkert er sådan, det opleves af personalet på hospitalerne, så forstår jeg det godt.

For det er jo et paradoks. Og hvad har det med indførsel af endnu et screeningsprogram at gøre? Min pointe er, at vi ikke er nok mennesker i den arbejdsdygtige alder i Danmark til at kunne opfylde sygehusenes konstante behov for mere personale.

Vi ikke er nok mennesker i den arbejdsdygtige alder i Danmark til at kunne opfylde sygehusenes konstante behov for mere personale

Jonatan Schloss
Tiltrændende kommunaldirektør, Egedal Kommune

Den lægevidenskabelige udvikling er heldigvis sådan, at vi hele tiden kan gøre lidt mere. Og nogle gange meget mere. Vi bliver nødt til at finde andre veje til at løse det oplevede kapacitetspres på sygehusene end at fortsætte personalemængdens himmelflugt de næste 20 år også.

Vi – og i et demokrati er ”vi” de folkevalgte i regionerne og på Christiansborg – skal indtage en langt mere aktiv rolle i forhold til at sige nej til ti ting, førend ”vi” siger ja til den ellevte.

”Vi” skal have mod og kvindehjerte nok til fortælle befolkningen, at vi har sagt nej til ti ting. Selv om diverse patientforeninger, medicinalindustri, lægevidenskabelige selskaber og så videre bliver meget sure.

Og ”vi” bliver nødt til at kigge dybt i den klassiske effektivitetsværktøjskasse på sygehusene. Er de hospitalsdirektører ”vi” ansætter nogen, som er gode til effektivisering, produktivitet, åbne og ærlige fravalg, ændring af faggrænser, implementering af arbejdskraftbesparende teknologi?

Eller går vi efter dygtige fagpersoner (læger og sygeplejersker) eller traditionelle embedsmænd, som I høj grad er valgt på at skaffe ro på og sørge for at holde støjen fra døren så længe som muligt?

Og hvad er det ”vi” belønner og straffer hos vores hospitalsdirektører? Belønner vi dem som lykkedes med effektivisering og patienttilfredshed? Eller belønner og bevarer vi dem, hvor der er så meget ro på de indre linjer som muligt?