Ledelseskonsulenter: Problemerne i sundhedssystemet kræver mere tillid – også når det bliver ubehageligt

En følelse af utilstrækkelighed
Det er mere tvivlsomt, hvorvidt vi kan tale om, at der eksisterer en tillidskultur. Det gør der nok på langt de fleste arbejdsdage. Tillid er grundlæggende ikke så svært at udvise, når tingene kører. Men spørgsmålet er, hvor stærk tillidskulturen er, når vi skal til at dele ubehagelige sandheder.

Og netop de ubehagelige sandheder kommer vi formentlig til at skulle forholde os til for alvor i de kommende år i sundhedsvæsenet. Vi ved, at kapaciteten presses af rekrutteringsudfordringer og tilknytningsproblemer. Det kan ikke løses med et snuptag. Vi ved, at vi flere steder kan finde sundhedspersonale, som har vanskeligt at levere den kvalitet og patientsikkerhed, de ønsker. Uanset realiteten af den oplevelse, så ved vi også, at den alt andet lige efterlader sundhedspersonalet med en følelse af utilstrækkelighed.

Politikerne bliver nødt til at gå foran, når det handler om at opbygge en tillidskultur.

Nikolai Weissert og Jørgen Ulrik Jensen
Partnere, Pluss Leadership

Og vi ved vel egentligt også godt, at der formentlig er flere områder, hvor vi aktuelt eller i den nærmeste fremtid kan komme til at få vanskeligt ved at leve op til de nationale målsætninger og garantier, som er givet på et tidspunkt, hvor demografien, økonomien og verdenssituationen så mærkbart anderledes ud.

De ubehagelige sandheder
Spørgsmålet er så, hvad vi stiller op med de ubehagelige sandheder. Det er nødvendigt, at vi forholder os til dem. Men ser vi på adfærden, når de bliver sagt højt, har vi historisk og aktuelt set eksempler på, at der:

Regionalpolitisk udtrykkes forbløffelse og forargelse over tingenes tilstand – med reference til, at det ikke er godt nok, og at der nu må handles omgående. Herunder også fulgt op af en umådelig stor utilfredshed med det administrative og ledelsesmæssige system. Måske også den politiske ledelse. Og med budskabet om, at det må afsøges, om der bør drages ledelsesmæssige konsekvenser.

Administrativt og ledelsesmæssigt svares uldent på politiske spørgsmål med reference til sagernes store kompleksitet. Ofte med reference til politiske, organisatoriske og økonomiske rammevilkår, kliniske argumenter på afdelings- og kliniskniveau. Og med betoning af den nødvendige fortrolighed, fordi der for eksempel også er tale om forhold, som rummer personsager.

På hospitaler og i det samlede ledelsessystem efterspørges dokumenterbar evidens internt i organisationen, og at for eksempel observationer på klinisk niveau de facto holdes nede med reference til fravær af tilstrækkelige og valide data.

Landspolitisk reageres med stor mistillid til regionernes evne til at varetage den opgave, de er sat i verden for. Gerne i selskab med slagfærdige budskaber, der signalerer handlekraft.

Mediemæssigt hurtigt opstår beskrivelser som ’sagen’ og/eller ’skandalen’. Gerne bakket op af personhistorier, fortørnede patientforeninger og et antal politikere på nationalt og regionalt niveau, der som nævnt udtrykker stor forargelse, undren og ønske om, at nogen må drages til ansvar.

En række af reaktionerne er formentlig legitime, sandfærdige og hensigtsmæssige. Det er også svært at forestille sig, at nogen vil stå frem og sige, at vi må acceptere forringelse af patientsikkerhed eller kvalitet.

Handling siger mere end 1000 ord
Det synes at være en gammelkendt og accepteret sandhed, at ord skaber virkelighed. At det former, hvad det nævner. Og vi vil kunne finde talrige eksempler på, at ord i den grad kan flytte den virkelighed, de benævner. Men lige præcis, når vi taler om kultur, siger handling mere end 1000 ord. Og den kommer for alvor til syne i den måde, vi reagerer i situationer, hvor vores egen eller gruppes overlevelse er på spil.

Der er brug, at centrale organisationer på sundhedsområdet sammen med regionerne formulerer forslag til nationale initiativer til fremme af en tillidskultur i og omkring det danske sundhedssystem.

Nikolai Weissert og Jørgen Ulrik Jensen
Partnere, Pluss Leadership

Derfor er det ved handlingen, vi skal starte.

Vi må at starte med at stille spørgsmålet: Hvad er i dag vores grundlæggende antagelser om, hvordan der vil blive reageret, når vi deler ubehagelige sandheder i ledelsessystemet? I vores team, afdeling, på hospitalet, direktion, regionstråd og nationalt. Og hvad bygger vi disse antagelser på?

Derfor må vi efterfølgende spørge: Hvordan reagerer vi i dag, når nogen siger ubehagelige sandheder højt?

Og endelig spørge: Hvilke reaktioner bidrager til at fremme en kultur af tillid, hvor informationer bevæger sig meningsfuldt rundt mellem ledelsesniveauerne, fordi de opbygger forventninger lydhørhed og hjælp? Og hvilke bremser delingen af information, fordi de opbygger en forventning om at møde angreb og blame games?  

Det regionale og nationale spor
Ingen er en ø. Og skal der arbejdes seriøst med disse spørgsmål, er det nødvendigt at erkende, at der er brug for et nationalt spor. Et spor hvor centrale aktører fra organisationerne på sundhedsområdet (for eksempel Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd og Djøf) sammen med Danske Regioner drøfter disse grundlæggende spørgsmål og formulerer forslag til nationale initiativer til fremme af en tillidskultur i og omkring det danske sundhedssystem.

Herunder også med inddragelse af relevante styrelser, ministerier og repræsentanter fra Folketinget. Dette ikke ulig nogle af de initiativer, vi kender fra eksempelvis uddannelsesområdet under overskriften ’Sammen om skolen’.

Dertil er der naturligvis brug for regionale spor. Det starter i regionsrådet. Politikerne bliver nødt til at gå foran, når det handler om at opbygge en tillidskultur. Nok sidder de der, fordi de repræsenterer vælgere og ulige interesser, men netop arbejdet med den fælles organisationskultur er et fælles anliggende, hvor særinteresse må stå i baggrunden. Hvad er det regionale svar på disse spørgsmål?

Det er i virkeligheden en forudsætning at kunne bedrive reel politik, at der udvikles en styringsforståelse og -kultur nationalt og regionalt, hvor man i en balance mellem tillidsbaseret ledelse og styring, mellem læring og konsekvens, sikrer sammenhæng mellem de nødvendige, politiske prioriteringer og den kliniske virkelighed, der møder borgerne.

Ellers styrer politikerne og ledelserne ikke meget bedre end børnene, der lader som om, de styrer bilerne i Tivoli-karrusellen, ligesom vores kvalitets- og informationssystemer, der skal skabe grundlag for politiske beslutninger, vil have omtrent den samme sandhedsværdi som verdenskort lavet før 1989.