Regeringen holder døren åben for aktiv dødshjælp: "Det er ikke Etisk Råd, der laver politik og lovgivning"
Snart skal Folketinget stemme om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres i Danmark. Flere oppositionspartier er kritiske, mens regeringen endnu ikke har taget stilling.
Peter Ingemann Nielsen
JournalistMalte Bruhn
JournalistSelvom et overvældende flertal i Etisk Råd advarer imod at legalisere aktiv dødshjælp, har regeringen endnu ikke taget stilling til, hvad den mener.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) oplyser, at anbefalingen er "taget til efterretning".
I sommer var det den socialdemokratiske formand og statsminister, Mette Frederiksen, der forsøgte at starte debatten ved at erklære sig som forsigtig tilhænger af aktiv dødshjælp, men Etisk Råds udtalelse har ikke endnu fået hendes parti til at bekende kulør.
Folketingsgruppen har nemlig ikke haft lejlighed til at tage debatten internt endnu.
Sådan lyder det fra sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, der dog ikke lægger skjul på, at han personligt er tættere på Etisk Råd end på sin partiformand i spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
"Vi har ikke en egentlig drøftelse endnu, og det er heller ikke sikkert, vi skal have en drøftelse, hvor vi bliver enige, for det er et emne med store etiske problemstillinger. Når statsministeren melder ud, er det hendes egen holdning. Jeg har selv været sundhedsordfører i mange år, og jeg har stået på min klare holdning, som ligger et andet sted," siger han.
Kommer Socialdemokratiet med en fælles udmelding, når I har haft debatten internt?
"Det kommer an på, om der skal laves en parti-udmelding, eller om vi kommer frem til, at gruppen skal stilles fri i forhold til en politisk beslutning for eller imod en lovændring."
Mener du, at I bør blive fritstillet ved eventuel afstemning?
"Det har jeg ikke nogen holdning til, for det bliver en diskussion, vi skal have i gruppen. Det er også en ledelsesbeslutning."
Etisk Råd laver ikke politik
Heller ikke Moderaternes folketingsgruppe har taget endelig stilling til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, fortæller politisk ordfører Monika Rubin. Hun vil dog gerne love, at Moderaterne på et tidspunkt kommer frem til en slags konklusion.
"Jeg kan ikke love, hvornår den kommer, men jeg kan godt love, at der kommer et svar fra Moderaterne på et tidspunkt. Det kan også være, at vi stiller folketingsgruppen fri, eller at vi kommer med en nuanceret udmelding."
Når statsministeren melder ud, så er det hendes egen holdning.
Flemming Møller Mortensen
Sundhedsordfører, Socialdemokratiet
Hun understreger, at hun hverken er "positivt eller negativt stemt" over for Etisk Råds konklusioner. Men hun vil ikke afvise, at Moderaterne ender med at gå imod rådets holdning.
"Etisk Råd laver ikke politik og lovgivning. Det gør Folketinget og regeringen. Etisk Råd prøver at italesætte de etiske problemstillinger, der kan være ved et givent emne, og det er rigtig godt. Men man kan sagtens forestille sig en lovændring, der ikke lægger sig op ad, hvad Etisk Råd mener."
Frygter glidebane
I Monika Rubins øjne skal sagen undersøges yderligere, før politikerne underordner sig Etisk Råd og dropper alle tanker om at gå videre med en eventuel lovændring.
Derfor er hun også glad for, at SVM-regeringen har nedsat et udvalg for en mere værdig død med sognepræst Kathrine Lilleør i spidsen.
"Vi skal ikke være for hurtige til at tage stilling til etiske sager af den her slags. Jeg hæfter mig ved mindretalsudtalelsen om, at det må være muligt, at man på en eller anden måde må blive klogere på, om det kan lade sig gøre at skrue en model sammen. Det vil være interessant få noget mere viden, inden vi som samfund, i partierne og i regeringen siger, at vi per automatik er imod aktiv dødshjælp," siger Moderaternes politiske ordfører.
Andre partier vil dog gerne slå fast med det samme, at de er modstandere af aktiv dødshjælp.
Det gælder eksempelvis Enhedslisten, hvor sundhedsordfører Peder Hvelplund har "store bekymringer" i forhold til aktiv dødshjælp.
"Vi er bekymret for risikoen for en glidebane: At man gradvist udvider målgruppen for, hvem der kan modtage aktiv dødshjælp. Vi har også en bekymring for, hvad det vil betyde for mennesker med handicap, ældre og plejekrævende borgere, som kan få en misforstået opfattelse af, at de ikke ønsker at lægge samfundet eller pårørende til last," siger han.
Det vil være interessant få noget mere viden, inden vi som samfund, i partierne og i regeringen siger, at vi per automatik er imod aktiv dødshjælp.
Monika Rubin
Politisk ordfører, Moderaterne
Peder Hvelplund vil hellere styrke den palliative indsats i Danmark.
"Det er velkendt, at kommunerne på grund af en presset økonomi har en indsats, der langtfra er tilstrækkelig, i forhold til, hvad vi kunne gøre for at sikre, at folk kan få lindrende behandling og et mere værdigt forløb. Vi skal også sikre mere oplysning og information om, hvilke muligheder der er for at fravælge livsforlængende behandling," siger han.
Bedre palliativ behandling
I den borgerlige opposition forholder man sig også meget kritisk over for at indføre en dansk model for aktiv dødshjælp.
Konservative har endnu ikke officielt taget stilling til spørgsmålet, men partiets sundhedsordfører, Per Larsen, melder sig gerne som modstander af aktiv dødshjælp.
"Jeg er meget bekymret for, at vi risikerer et skred i forhold til, at livet er unikt, og det enkelte mennesker er unik, hvis man indfører aktiv dødshjælp," siger han.
I stedet mener Per Larsen, at der skal fokuseres meget mere på palliativ – herunder smertelindrende – behandling i Danmark.
"Vi skal selvfølgelig sikre en værdig død og blive meget bedre til at udbrede palliation og de muligheder, der er," siger den konservative sundhedsordfører.
Det sidste er Danmarksdemokraternes sundhedsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, enig i.
Partiet har endnu ikke taget stilling til aktiv dødshjælp, men han vil gerne være med til at se på, hvordan en mere værdig død sikres.
"Det er vigtigt, at vores palliative behandling og forløbene omkring folks død håndteres så godt som muligt. Vi hører mange historier om, at det ikke altid er helt optimalt. Det gælder, uanset hvilke regler vi har om aktiv dødshjælp," siger danmarksdemokraten.
Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen er enig i, at der skal gøres mere omkring den palliative behandling. Samtidig efterlyser han fokus på patienters ret til at frasige sig behandling.
Netop derfor er han "pokkers ærgerlig over", at Christiansborg ikke har været bedre til at implementere en bred politisk aftale fra 2017, der kort fortalt handler om at give patienter bedre muligheder for at afstå fra behandling.
For eksempel var det en politisk prioritet at gøre det mere tydeligt, hvornår en døende patient kan sove stille ind som konsekvens af medicinsk lindring.
"Vi er bredt i Folketinget enige om at sikre endnu mere selvbestemmelse for døende. Hvis vi havde været bedre til at rykke på aftalen fra 2017, havde vi stået med nogle helt andre erfaringer og en bedre evne til at opbygge den palliative indsats her og nu," siger den socialdemokratiske ordfører.
Jeg er meget bekymret for, hvis man indfører aktiv dødshjælp, at vi risikerer at få et skred i forhold til, at livet er unikt, og det enkelte menneske er unikt.
Per Larsen
Sundhedsordfører, Konservative
Stillingtagen rykker nærmere
Hverken Konservatives Per Larsen eller Danmarksdemokraternes Jens Henrik Thulesen Dahl forstår, hvorfor regeringen har valgt at nedsætte sit eget udvalg om en mere værdig død – samtidig med at Etisk Råd har præsenteret sin udtalelse.
"Da jeg hørte om udvalget, tænkte jeg, at det var mærkeligt, at regeringen nedsatte det, før Etisk Råd var færdig," siger Jens Henrik Thulesen Dahl og fortsætter:
"Vi har jo nedsat Etisk Råd til at hjælpe os med at tage diskussionen om vanskelige emner. Jeg er usikker på, hvad regeringen vil med det udvalg, den selv nedsætter. Jeg ved heller ikke, hvad det er, udvalget skal."
Per Larsen har det på samme måde.
"Det er lidt mystisk, at man har haft god tradition for at bruge Etisk Råd i den her slags spørgsmå, og så nedsætter noget sideløbende med, hvor man endda på forhånd har en forventning om, at nogen i udvalget er for aktiv dødshjælp. Det havde jeg gerne været foruden," siger han.
Regeringsudvalget får til formål at "understøtte regeringens ønske om at skabe en dansk model for en mere værdig død".
Hvis udvalget skal nå at færdiggøre sit arbejde, inden Folketinget skal tage stilling til aktiv dødshjælp, får det imidlertid travlt.
Folketinget skal nemlig førstebehandle et borgerforslag om aktiv dødshjælp 10. november.
Det er første gang nogensinde, Folketinget skal stemme om en legalisering af aktiv dødshjælp.