
Vil du være med til at udvikle nye løsninger for fremtidens palliative tilbud i Danmark til gavn for mennesker med livstruende sygdom og deres pårørende? Vi søger en programleder, der i tæt samarbejde med klinik, forskning, nybyggeri og ledelse kan sætte retning for udviklingsprogrammet og sikre fremdrift i realiseringen af nye løsninger.
Hvem er vi
Sankt Lukas Stiftelsen er en erhvervsdrivende fond med høje faglige ambitioner og stærke værdier. Vi driver blandt andet hospice, udgående hospiceteam, børne- og ungehospice og forskningscenteret Akademia.
I de senere år har vi arbejdet målrettet på at styrke vores rolle som pionerer inden for palliation i Danmark. Med et igangværende hospicebyggeri, der skal sikre nye, moderne fysiske rammer med plads til øget kapacitet samt en nytilknyttet forskningsenhed, ønsker vi at bidrage til udviklingen af fremtidens palliative indsats.
Ambitionen er at skabe et palliationsområde, hvor flere tilbud spiller sammen, så patienter med livstruende sygdom og deres pårørende kan modtage den rette indsats på det rette tidspunkt i sygdomsforløbet. Derfor etablerer vi nu et udviklingsprogram, hvor indhold, organisering og fysiske rammer tænkes i tæt sammenhæng.
Stillingen
Som programleder får du ansvaret for at drive et flerårigt udviklingsprogram, der skal kvalificere og realisere fremtidens palliative tilbud på Sankt Lukas Stiftelsen.
Du bliver den første medarbejder i programmet og får en central rolle i at forme programmets retning, indhold og næste skridt. Samtidig får du ansvar for at omsætte retningen til konkrete aktiviteter, skabe fremdrift og sikre, at nye løsninger udvikles, afprøves og implementeres.
Arbejdet sker i tæt samarbejde med Stiftelsens kliniske miljøer, forskningsmiljøet i Akademia og ledelsen. På sigt forventer vi at udvide programmet med yderligere en medarbejder.
En vigtig del af opgaver er at sikre, at arbejdet bygger på både faglig viden, forskning og internationale erfaringer - og at nye løsninger kan fungere i samarbejder med regioner, kommuner og andre aktører i sundhedsvæsenet.
Dine opgaver
Dine opgaver vil blandt andet være at:
Drive udviklingsprogrammet for Stiftelsens palliative tilbud
Udarbejde analyser og omsætte dem til konkrete anbefalinger og beslutningsoplæg
Udvikle koncepter for daghospice og nye patientforløb
Bidrage til videreudvikling af de nuværende hospicetilbud
Sikre tæt samspil mellem klinik, forskning og ledelse i udviklingsarbejdet – og sammenhæng til de nye fysiske rammer
Facilitere samarbejde på tværs af organisationen og med eksterne aktører
Planlægge, gennemføre og følge op på pilotprojekter samt sikre implementering og forankring af de løsninger, der udvikles
Hvem er du
Vi leder efter en profil, der både kan tænke strategisk og skabe fremdrift i komplekse udviklingsprocesser – og som kan omsætte ambitioner til løsninger, der skaber værdi og fungerer i hverdagen.
Du har en relevant videregående uddannelse – fx inden for folkesundhedsvidenskab, statskundskab eller anden relevant sundhedsfaglig eller samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse. Du kan også have en sundhedsfaglig baggrund kombineret med videreuddannelse.
Det er en forudsætning, at du har solid og dokumenteret erfaring med udviklings- eller transformationsprojekter i sundhedsvæsenet. Du har arbejdet med at udvikle nye løsninger eller arbejdsgange og har erfaring med at omsætte analyser og idéer til klare anbefalinger og konkrete tiltag, der kan implementeres.
Det er desuden en fordel, hvis du har arbejdet i eller tæt på regioner, hospitaler eller andre dele af sundhedsvæsenet.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
Har stærke relationelle kompetencer og kan samarbejde med både klinikere, forskere og ledelse – også på tværs af organisatoriske niveauer
Har stærke analytiske kompetencer og kan skabe overblik i komplekse problemstillinger
Kan facilitere processer og skabe fremdrift med en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang
Vi tilbyder
Du får en unik mulighed for at være med til at forme fremtidens palliative tilbud i Danmark og arbejde strategisk med udviklingen af et vigtigt område i sundhedsvæsenet.
Stillingen er placeret tæt på direktionen og organisatorisk forankret i Ledelsessekretariatet.
Ansættelsen er en projektstilling med mulighed for forlængelse, der følger programmets udvikling i første omgang i en treårig periode.
Ansøgning
Stillingen er som udgangspunkt på fuld tid med opstart fra medio august 2026 (aftales nærmere). Der er mulighed for fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse.
Løn- og ansættelsesvilkår følger relevant overenskomst og vil afhænge af erfaring og kompetencer.
Send ansøgning og CV via vores rekrutteringssystem her: Søg stilling
Stillingen kan også søges via knappen “Søg dette job” her på siden.
Ansøgningsfrist 20. maj 2026. Vi planlægger at holde 1. samtalerunde den 26. maj 2026 og anden samtalerunde den 4. juni 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Ledelsessekretariatet og Kommunikation, Louise Saugman Petersen, på tlf. 2365 4767 eller mail lope@sanktlukas.dk.









