Forskningsleder: Ældreudspillets mange gode idéer risikerer at drukne i mangel på faglighed

Kompetencehul

Vi kan og skal naturligvis undgå unødige indlæggelser, men samtidig sikre at den pleje og behandling, der sker i hjemmet, er af høj kvalitet. Der er stadig et kompetencehul her, da forskning og kompetenceudvikling ikke er fuldt med ambitionerne.

Vi ved fra blandt andet evalueringen af professionshøjskolernes forskning, at den anvendte forskning på professionshøjskolerne har et stort potentiale for at binde forskning, praksis og efteruddannelse sammen.

Men der gives overordnet færre midler, og derved er der mindre fokus på sundhedsforskning i primærsektoren (for eksempel kommuner og praktiserende læger) i forhold til sundhedsforskning i sekundærsektoren (for eksempel hospitaler). Det er et problem i et sundhedsvæsen, der er under forandring, og hvor flere og flere opgaver rykker ud i hjemmene og kommunen.  

Det er de færreste ældre mennesker over 70, der lever uden en enkelt eller flere diagnoser.

Grete Baad Holdt Brorholt
Forskningsleder, Institut for Sygeplejerske og Ernæringsuddannelser, KP

Lad os tage et eksempel på ældre, der alle fortjener at have det godt. Det er både et generelt eksempel, men tilfældigvis også mine forældre. For har vi ikke alle sammen en ældre pårørende?

Mine forældre er plus 85 år. De har levet et familieliv, et lærerliv og været aktive borgere i kirken, spejderforeningen, haven, genbrugsbutikken og så videre.

De har indtil for cirka seks måneder siden "klaret sig selv". Det vil sige, at vi har klaret os selv. Min søster har klaret det daglige akutte beredskab; hvis mor begynder at få feber på grund af infektion (grundsygdom en kronisk sygdom), eller at min far bliver diffus (typisk en blærebetændelse).

De ringer ikke til lægen eller hjemmeplejen. De ringer til min søster – som gudskelov er sygeplejerske. Min svoger kører til aftalerne, jeg ringer til kommunen, og vi søstre kommer på skift og hygger, laver mad samt støvsuger i weekenderne. Desuden betaler de for privat rengøring. Medicinen klarer de selv.

Ud over hver deres kroniske primærsygdom, fejler de tilsammen følgende: kol, gigt, diskusprolaps, knogleskørhed, forstørret prostata, atrieflimren, forhøjet kolesterol, dårlig hørelse, gangbesvær, øjenopererede, noget med maverne, bensår med mere.

Professionel hjælp er afgørende

Deres dagligdag har i årevis været struktureret af aftalerne i sundhedsvæsenet. Jeg vil skyde på to til tre kontakter om ugen for at behandle og genoptræne. Men nu er hjemmepleje og hjemmebehandling blevet en ny del af pakken. Men hvem er det, der fagligt skal støtte, koordinere og sikre vi pårørendes indsats i ældreudspillet?

Det er en professionel kompetence, der skal til, når vi som pårørende kommer til kort.

Grete Baad Holdt Brorholt
Forskningsleder, Institut for Sygeplejerske og Ernæringsuddannelser, KP

Selvom alle er glade og taknemmelige for, at vores ældre pårørende lever og får hjælp, og at vi som deres nærmeste kan støtte og hjælpe, er det nu i denne fase af ældrelivet forunderligt tydeligt, at det er en professionel kompetence, der skal til, når vi som pårørende kommer til kort.

Vi ved fra forskningen, at en høj faglighed forebygger og sikrer bedre kvalitet. Her kommer det faglige blik, det kliniske lederskab og beslutning i spil. Når sygeplejersken skifter forbindingen på bensåret, kaster hun også et blik på den samlede situation.

Det samme gælder til genoptræningen i det lokale sundhedscenter, hvor de fagprofessionelle kommer i spil i tilpasningen af træningen og skaber forbindelse mellem de konkrete øvelser i centeret og egenomsorgen i hjemmet.

Så kære venner – hvor er de professionsuddannede specialister inden for eksempelvis ergorterapi, fysioterapi og sygepleje i ældreudspillet?