Fysioterapeuter: Stærkere indsats mod kronisk sygdom

Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Kommuner, regioner og regering lægger op til at udbygge indsatsen på kroniker-området som del af styrkelsen af det nære sundhedsvæsen. Det er et klart skridt den rigtige retning, men vi er nødt til at hæve ambitionsniveauet.

Stadig flere danskere lever med kronisk sygdom. Det er en logisk følge af, at vi lever stadig længere og er blevet bedre til at behandle bl.a. hjertesygdomme og diabetes.

For eksempel viser tal fra Diabetesregistret, at der var 174.000 diabetikere i 2002. 10 år senere var tallet vokset til 321.000. Noget af stigningen skyldes formentlig, at flere fanges tidligere i deres sygdomsforløb, men bedre behandling og dermed længere liv spiller også en afgørende rolle.

Hvis vi ikke formår at give mennesker med kronisk sygdom de tilbud, der skal til, for at de kan være fysisk aktive, så vil vi få en langt større regning fra andre steder i sundhedsvæsnet.

Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

På samme måde har vi fået langt flere borgere, der lever med for eksempel hjertekarsygdomme, alvorlige muskel/led-sygdomme og eftervirkningerne af kræft.

Fremskridt og udfordringer
Længere levetid og bedre behandling er fantastiske fremskridt, men det giver samtidig udfordringer, vi er nødt til at møde med åbne øjne. Den væsentligste er det pres, stadig flere ældre og stadigt flere mennesker med kronisk sygdom lægger på vores sundhedssystem i form af behov for flere behandlinger og i form af stigende udgifter til specialiseret medicin.

Udviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal ske omkostningseffektivt og heldigvis er der andre veje at gå på kroniker-området end dyre indlæggelser og endnu mere medicin. Et nyt review fra Scandinavian Journal of Medicine and Science i Sports viser, at der er klar evidens for, at målrettet træning giver store gevinster ved 26 kroniske sygdomme – herunder både diabetes, hjerte-kar-sygdomme, Parkinsons og kræft.

Træningen virker på livsstilsfaktorer og livskvalitet, men også på symptomer, risiko for tilbagefald og mortalitet. Men gevinsterne kommer ikke af sig selv. Det kræver noget at give mennesker med kroniske sygdomme det rigtige tilbud.

Reviewet viser, at det er målrettet, superviseret træning, der giver effekten. Eller sagt på en anden måde: Udbyttet afhænger af, at der er for eksempel fysioterapeuter, der i samarbejde med den enkelte borger planlægger og gennemfører forløbet.

Går for langsomt
Kommunerne er på vej i den rigtige retning. Der er i dag langt flere tilbud til mennesker med kroniske sygdomme end tidligere, men udviklingen følger ikke med udfordringen. Der er behov for, at vi får en samlet national strategi bakket op af forebyggelsespakkerne, de faglige visitationsretningslinjer og de nationale kliniske retningslinjer.

Strategien kan sikre, at man får den rigtige behandling, lige meget hvor i landet man bor - udført af sundhedsfagligt personale med de relevante faglige kompetencer.

Politikerne er begyndt at få øjnene op for, at der er behov for langt bedre indsats for mennesker med kroniske sygdomme. I den seneste økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen blev der afsat 300 millioner kroner årligt til større indsats mod kroniske sygdomme.

Det er et skridt i den rigtige retning, men set i forhold til hvad kroniske sygdomme koster både i tabt livskvalitet og for samfundsøkonomien, så er det ikke noget imponerende beløb.

Vi skal væk fra, at forebyggende indsats og behandling er noget kommuner kan lave, hvis de vil. Det skal være et klart krav og en del af et samlet sundhedssystem med langt mere fokus på forebyggelse og tidlig indsats.

Det koster penge, men det er langt dyrere at lade være. Hvis vi ikke formår at give mennesker med kronisk sygdom de tilbud, der skal til, for at de kan være fysisk aktive, så vil vi få en langt større regning fra andre steder i sundhedsvæsnet.

Handler om livskvalitet
Der bliver snakket meget om økonomi også fra os i sundhedsorganisationerne. Det er et vilkår, at de økonomiske argumenter vejer tungt i disse år, men for mig som fysioterapeut er det største problem ikke, at det bliver dyrere, når man ikke giver de rigtige tilbud om træning til mennesker med kroniske sygdomme.

Langt værre er, at disse borgere betaler en høj pris i tabt livskvalitet. At leve med for eksempel diabetes betyder risiko for sår og i sidste ende amputationer.

Når det gælder kroniker-området, så har vi simpelthen ikke råd til at lade være med at tilbyde træning – hverken økonomisk eller menneskeligt.