Analyse af 
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Historiske tiltag mod danskernes adgang til alkohol og tobak glipper inden valget

Med under en uge til statsministeren ventes at trykke på valgknappen, er det urealistisk, at Magnus Heunicke lander et forlig om tobak og alkohol. Danskernes glæde ved alkohol og tobak gør en aftale svær. Og så er det ikke kun de inkarnerede rygere, som er afhængige af tobak - det er statskassen også. 

Regeringens forslag om et generationsforbud mod tobak fik Venstre til at foreslå historisk høje afgiftsforhøjelser på tobak. 
Regeringens forslag om et generationsforbud mod tobak fik Venstre til at foreslå historisk høje afgiftsforhøjelser på tobak. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Det skulle være et historisk spring fremad i forhold til at bekæmpe unges druk og rygning.  

Men det virker nu mere og mere usandsynligt, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) inden valget lander et forlig, der skal forbyde fremtidige generationer at købe tobak og begrænse unges adgang til at købe alkohol.

Forhindringerne står i kø med interne uenigheder i rød og blå blok, valgkampsstemningen, der ikke øger partiernes lyst til at vedtage forbud, og statskassen, der har vænnet sig til afgiftsmilliarder fra rygerne. 

Fakta

Det er blandt andet sket under S-regeringen på tobaksområdet:

Forliget om den nationale tobakshandlingsplan indeholdt blandt andet: 

  • Tobak må ikke være synligt i butikker 
  • Afgiftsforhøjelse på tobaks- og nikotinprodukter (60 kroner for en pakke cigaretter)
  • Neutrale cigarretpakker 
  • Flere uddannelser omfattet af røgfri skoletid
  • Forbud mod smagsstoffer i e-cigaretter og tobak  
  • Skærpede forbud mod tobaksreklamer 

Et stort spring fremad med forebyggelsen har ellers officielt været regeringens intention siden marts, hvor regeringen fremlagde sit forslag til en sundhedsreform. 

Her foreslog regeringen nemlig, at Danmark, som et af de første lande i verden, skal forbyde unge født efter 2010 at købe tobak.

"Det ville bringe Danmark op på en suveræn førsteplads i tobaksforebyggelsen på verdensplan. Rygning er så farligt, at det er nødvendigt, at politikerne skal sikre en fremtid, hvor ingen ryger," sagde forebyggelsesekspert og professor Morten Grønbæk, da han vurderede forslaget.

Rygning er skyld i 13.000 dødsfald hvert år og er dermed den enkeltstående faktor, der uden sammenligning slår flest danskere ihjel og er en af årsagerne til, at danske kvinder og mænd er blandt de EU-borgere som har færrest sunde leveår uden sygdom. 

En udfasning af rygning vil udover de fremtidige reddede menneskeliv også på sigt reducere den sociale ulighed i danskernes sundhed, som regeringen har haft som prioritet at bekæmpe.

LÆS: Regeringen overvejer livstidsforbud mod køb af cigaretter for alle født efter 2010

I udspillet til en sundhedsreform fra marts foreslog regeringen samtidig, at 18-årsgrænsen for køb af alkohol fremover skal gælde for alle typer alkohol.

Ungdomspartierne og især de borgerlige partier kritiserede også forslaget om en fast 18-årsgrænse for alkohol, som landene omkring Danmark for længst har indført.

Psykiatri overhalede forebyggelse

Modstanden mod generationsforbuddet for unges tobakskøb og 18-årsgrænsen førte i maj til, at Magnus Heunicke skar de to tiltag ud af forhandlingerne.

Partierne blev så enige om en sundhedsreform få dage efter. Og de, der ventede på en hurtig aftale om tobak og alkohol inden sommerferien, blev skuffede.

Ugerne gik. Og med sommerens skyderi i Fields blev sundhedsminister Magnus Heunicke tvunget af blandet andet Enhedslisten til at sætte turbo på forhandlingerne om en tiårsplan for psykiatrien, hvor forliget landede tirsdag 27. september. 

Da V pludselig ville hæve prisen på tobak

LÆS: Regeringen indkalder til forhandlinger om forebyggelse

Men politisk har der længe ligget store sten på vejen til et forlig om forebyggelse for sundhedsministeren. Og det er, uanset om regeringen ønsker et bredt forlig, hvor Venstre og Konservative deltager, eller om regeringen vil vove at få et smalt forlig i hus med partierne fra rød blok.

Hvis vi tager Venstres og Konservatives forbehold, så har begge partier hidtil afvist generationsforbuddet mod unges køb af tobak. Også selv om forbuddet ændres, så det overholder EU-retten. Konservative støtter derimod 18-årsgrænsen, mens Venstre er imod.  

Interessant er det, at forslaget om generationsforbuddet mod tobak fik Venstre til at gå historisk langt i forhold til at ville beskatte rygning. Offentligheden kunne for første gang i historien høre en V-sundhedsordfører foreslå, at en pakke cigaretter skulle koste 80 til 90 kroner.

LÆS: Ny prisstigning på tobak i spil op til forhandlinger om forebyggelse

Men blandt andet Socialdemokratiet afviste at gå yderligere ned ad afgiftsvejen. Blandt andet med henvisning til, at en pris på 100 kroner for en pakke cigaretter ville koste statskassen fem milliarder årligt i tabte indtægter.

Statskassen afhængig af tobak 

Og som partiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S), skrev på Twitter, er afgiftskronerne fra rygerne nødvendige for velfærdssamfundet. Herunder kræftpatienterne.

"Det handler om, at alle regninger skal betales, så det ikke rammer andre velfærdsråder - fx kræftbehandling," lød det måske uforvarne ærlige og realpolitiske tweet, som udløste et mindre ramaskrig på Twitter, da netop rygning er den største årsag til kræft blandt danskerne.

Sundhedsområdets afhængighed af afgifter er samtidig yderligere blevet øget med forliget om tiårsplanen for psykiatrien.

Her blev partierne enige om, at man i 2023 bruger 27,5 millioner kroner fra en ny afgift på nikotinprodukter på at medfinansiere nye tiltag i psykiatrien. Fra 2027 vil man årligt bruge 41,4 millioner kroner fra nikotinafgiften på psykiatrien.

Problemstillingen bliver dermed den samme, falder salget af nikotinprodukter, så rammer det psykisk syge. 

Uenigheden i rød blok

Men end ikke internt i rød blok kan man blive enige om de to forslag. Radikale har nedlagt veto mod generationsforbuddet mod tobak, og SF er imod at udvide 18-årsgrænsen for alkohol. Så efter årevis at have kritiseret skiftende borgerlige regeringer for ikke at tage forebyggelsen seriøst, så har partierne i rød blok åbenbart sat hinanden skakmat i forhandlingerne.

Og godt nok har sundhedsministeren overstået psykiatriforhandlingerne. Et andet problem er formentlig nu timingen. Det er politisk børnelærdom, at ubehagelige beslutninger helst tages med lang tid til næste valg. Og i det lys kunne timingen for et forebyggelsesforlig ikke være dårligere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00