Debat

Private audiologer: Den private sektor kan sikre mindre ventetid og garantere rettidig hjælp

Der er brug for et bedre samarbejde mellem det private og det offentlige, når det eksempelvis kommer til høreapparatbehandling. Det vil føre til mindre ventetid og garantere et stigende antal ældre borgere rettidig hjælp, skriver Leif Hindsted.

En arbejdsdeling mellem det offentlige og private kan skabe stabilitet og garantere et stigende antal ældre borgere rettidig hjælp, skriver Leif Hindsted.
En arbejdsdeling mellem det offentlige og private kan skabe stabilitet og garantere et stigende antal ældre borgere rettidig hjælp, skriver Leif Hindsted.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Manglen på hænder er, nu også ifølge statsministeren, faretruende. Efter sommerens varmluftsballoner om øget brugerbetaling i alderdommen, er vi nu tilbage ved manglen på arbejdskraft som det store reformlokomotiv.

Lad andre diskutere skattelettelser, præmiering af seniorer, der udskyder pensionen samt en generel afbureaukratisering af samfundet for at øge arbejdsudbuddet. Lad os her tale om en markant styrkelse af arbejdsdelingen mellem den offentlige og den private sektor i relation til sundhedsområdet med henblik på at udnytte alle hænder bedst muligt.

Mange steder i det offentlige er der ventetid på høreapparatbehandling, mens der i den private sektor er et overskud af kapacitet

Leif Hindsted
Direktør for Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS)

En arbejdsdeling, som tager udgangspunkt i følgende dictum: Hvad den private sektor kan klare af opgaver, klares af den private sektor. Kun derved kan det offentlige sundhedsvæsen få luft til at fokusere på – og prioritere - de kerneopgaver, som et højt specialiseret hospitalsvæsen har særlige forudsætninger for at løse.

Det private kan overtage behandlinger
Høreområdet er et eksempel på ét af de områder, hvor den private sektor i langt højere grad kunne træde ind og overtage opgaver fra det offentlige hospitalsvæsen. Hospitalerne drukner i patienter, så hvad skal mennesker, der har et høretab, som er ukompliceret at behandle på et højtspecialiseret sygehus, på et offentligt hospital?

Mindst 90 procent af al høreapparatbehandling i Danmark kunne i praksis varetages privat. Det offentlige sygehusvæsen kunne da koncentrere sig om høretab, som er komplicerede at behandle og typisk kræver anden behandling end høreapparater.

Mange steder i det offentlige er der ventetid på høreapparatbehandling, mens der i den private sektor er et overskud af kapacitet. Det er tudetosset, at kapacitet og kompetencer ikke udnyttes bedre end tilfældet er i dag.

Læs også

Faktisk var det en af målsætningerne bag det endnu uafsluttede høreprogram, som trådte i kraft i 2019 – måske den vigtigste, set i lyset af den demografiske udvikling. Den gode intention kom imidlertid til at stå i skyggen af politisk vanetænkning. Således blev der afsat ekstra penge (100 millioner kroner) til ventelisteafvikling og yderligere offentlig behandlingskapacitet.

Derfor er det lige så paradoksalt, som det er forventeligt, at det offentlige nu har en større andel af markedet, end før høreprogrammet blev vedtaget. I 2018 var det offentliges andel af markedet på 57 procent. I 2022 lå det tal på 59 procent.

Når flere bliver behandlet i det offentlige, vil der, alt andet lige, akkumuleres et stigende behandlingsbehov i forbindelse med genudlevering af nye høreapparater

Leif Hindsted
Direktør for Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS)

Stigende behandlingsbehov i det offentlige
Til gengæld har man i forbindelse med udrulningen af høreprogrammet ”glemt” at implementere kvalitetsmålinger, som øger gennemsigtigheden og dermed sikrer borgerne mulighed for at vurdere kvaliteten af det arbejde, den enkelte private og offentlige høreklinik leverer. Gennemsigtighed i forhold til kvaliteten er en forudsætning for, at borgerne har et reelt pejlemærke og kan vælge behandlingssted på et oplyst grundlag.   

Når flere bliver behandlet i det offentlige, vil der, alt andet lige, akkumuleres et stigende behandlingsbehov i forbindelse med genudlevering af nye høreapparater. Konsekvensen er voksende ventelister, og historien fra før 2019 kan gentage sig. Måske med den forskel, at penge ikke gør det alene, idet det kun bliver sværere at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.

Den langsigtede løsning på et øget behov for høreapparatbehandling er og bliver derfor privat. Beslutningen om en kapacitetsforøgelse er ikke politisk og budgetrelateret, som tilfældet er i det offentlige. Den private sektor er karakteriseret ved at have vilje til at investere langsigtet og innovere sig til større kapacitet. Digitaliseringen af høreapparatbehandlingen i den private sektor er et konkret eksempel herpå.

De gældende tilskudsregler og regler for helbredstillæg sikrer, at alle som har behov for høreapparater kan få hjælp privat

Leif Hindsted
Direktør for Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS)

Ingen er afskåret fra privat behandling
Over de sidste ti år har vi været vidne til en slingrekurs på høreområdet, som først og fremmest kan forklares med politisk indblanding. Først kom halveringen af det offentlige tilskud i 2013. Efterfølgende sås en dramatisk stigning i ventelisterne til offentlig behandling.

Derfor kan en arbejdsdeling mellem det offentlige og den private sektor både skabe stabilitet og garantere et stigende antal ældre borgere rettidig hjælp, når de behøver den.

En velkendt indvending imod ”mere privat sektor” er, at den er til fordel for dem, som selv kan betale for deres behandling. Selvom egenbetaling ikke er odiøst, når vi taler om at få briller hos en optiker, så er sandheden, at ingen er afskåret for privat høreapparatbehandling af økonomiske årsager.

De gældende tilskudsregler og regler for helbredstillæg sikrer, at alle som har behov for høreapparater kan få hjælp privat. Egenbetaling er en mulighed, men ingen betingelse. Til gengæld kan den enkelte borger selv bestemme tid og sted for sin behandling. Friheden er ikke kun principiel. Den er helt reel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00