Psykologer om trivselskommission: “Mistrivsel” må ikke blive et samlebegreb
Der er forskel på at have det svært i en periode, at mistrives og at have en psykisk lidelse. Den skelnen er vi nødt til at blive bedre til at huske, skriver Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen.
Eva Secher Mathiasen
Direktør, Mændenes HjemLangt de fleste børn og unge har det godt, går i skole, til spejder, fodbold og er med i beskyttende fællesskaber. Det er vigtigt, når vi fortsætter samtalen om de mange, som ikke har det godt.
Der er samtidig forskel på mistrivsel og psykisk lidelse, og det er afgørende at skille de to ting ad. For de er blevet flere, og som psykologer møder vi vedvarende og i stigende omfang børn og unge i mistrivsel eller med psykiske lidelser, der har udviklet sig unødigt alvorligt.
Undersøgelse efter undersøgelse rapporterer om øget mistrivsel blandt børn og unge, og i børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af patienter steget med 46 procent over de seneste ti år.
Vi ser dem på skolerne, hvor vi som PPR-psykologer hjælper med at tilpasse hverdagens rammer, krav og børnefællesskaber, så de understøtter læring og udvikling bedst muligt. Vi taler med dem i psykologklinikkerne, hvor de møder op med angst, depression og begyndende vægring fra skole. Og vi møder dem og deres familier i psykiatrien, når de kommer med spiseforstyrrelser, selvskade, autisme eller ADHD og har brug for tværfaglig og specialiseret udredning og behandling.
Måden, vi bruger ordet på, svækker opmærksomheden på, at der er meget stor variation i både årsagsforhold og graden af kompleksitet, når et barns trivsel er på spil
Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykologforening
Kommission står og falder med overblik
I regeringsgrundlaget lægger regeringen op til at nedsætte en kommission for det gode børne- og ungdomsliv, der blandt andet skal foreslå anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes, og hvordan robusthed og myndiggørelse styrkes.
Det er et godt og vigtigt initiativ. Kommissionens tilgang får betydning for at skabe bedre børneliv for flere, men også – og ikke mindst – for at sikre det danske velfærdssamfunds fundament.
Der er forskel på at have det svært i en periode, at mistrives og at have en psykisk lidelse. Skal trivselskommissionen lykkes, er det afgørende, at vi får overblik over, hvilke mekanismer der kan få svære perioder til at rodfæste sig i mistrivsel og mistrivsel til at accelerere til lidelse.
Samtidig har vi behov for at få dyb indsigt i, hvordan vi forebygger og skaber miljøer, der beskytter børn, unge og deres fælles udviklingsrum.
Alt det, vi taber
Børn og unge er fremtidens voksne, og vi ved, at mistrivsel kan sætte dybe spor i et barns liv, ligesom psykiske lidelser kan få store konsekvenser for både den enkelte og samfundet som helhed.
Ikke kun målt på udgifter til behandlinger og indsatser, men også på det, vi taber, hvis vi ikke hjælper dem på rette fod og giver dem mulighed for at bidrage med det, de kan.
Eksempelvis er depression ifølge Sundhedsstyrelsen en af de sygdomme, der medfører størst produktionstab for samfundet som følge af fravær fra arbejdsmarkedet ved sygedage, førtidspension og tidlig død. Og en undersøgelse fra Vive viste sidste år, at dårlig mental sundhed som ensomhed og mangel på livstilfredshed ved udskolingsalderen har en tydelig sammenhæng med uddannelses- og beskæftigelsessituationen for 25-årige.
Det skal vi tage meget alvorligt, for cirka 42.000 unge mellem 15 og 24 år står allerede nu uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet.
Vi svækker ordet
Vi ser ind i en fremtid, hvor mangel på hænder og arbejdskraft bliver en af vores største udfordringer. Derfor skal og må udviklingen vendes nu.
I stedet for at skabe gensidig forståelse, er samtalen om trivsel og mistrivsel med til at skabe en virkelighed, hvor forventningerne til vores emotionelle tilstand bliver urealistisk
Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykologforening
Vi skal på den ene side blive bedre rollemodeller for, hvad livet indebærer på godt og ondt. Og på den anden side skal de børn, der rammes af mistrivsel eller en psykisk lidelse, ikke opleve, at det er uden for rækkevidde at få en uddannelse, et job, et liv med mening og håb.
Det er ikke nogen nem opgave, trivselskommissionen står overfor. For mens problemerne er kendte, er årsagerne sværere at fastslå, og løsningerne er langt fra simple.
Vi kommer hurtigt til at tale om, at mistrivslen kan skyldes nye fænomener som øget skærmbrug, sociale medier eller 12-talsræs. At rammerne er for snævre eller for vide, at forældrene curler for meget eller kravene er for slappe. Der er gået vældig meget ideologi og synsning i diskussionen.
Det udfordrer selve problemet, når vi gør "mistrivsel" til et samlebegreb, som vi anvender, både når et barn er ramt af invaliderende angst, og når en teenager i eksamensperioden frustreres af, at forventningspresset stiger.
Måden, vi bruger ordet på, svækker opmærksomheden på, at der er endog meget stor variation i både årsagsforhold og graden af kompleksitet, varighed og alvor, når et barns trivsel er på spil.
Normaliteten forvrænges
Alle børn, alle unge – alle mennesker – bøvler periodevist med tilværelsen. Det er normalt. Det er forventeligt. Vi skal som voksne være rollemodeller for, at livet kan være svært, gøre ondt, det kan rumme sorg, tab og fiasko.
Det er helt afgørende, at arbejdet med den kommende kommissionen ikke nøjes med at se nærmere på, hvordan vi ruster flere til mere
Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykologforening
Når vi ikke skelner mellem den lidelse ved livet, der falder indenfor det forventelige, og den lidelse, vi som fagpersoner definerer som patologi, forvrænges vores forståelse af normalitet, i forhold til hvad den almindelige tilværelse indebærer, og hvilke forventninger vi kan have til vores følelsesregisters stabilitet og toning.
I stedet for at skabe gensidig forståelse, er samtalen om trivsel og mistrivsel med til at skabe en virkelighed, hvor forventningerne til vores emotionelle tilstand bliver urealistisk – og hvor kravene til vores egen oplevede lykke bliver for høje.
Når så mange børn og unge i dag har det svært, bør vi se grundigt på, om de forventninger og muligheder, som børne- og ungdomslivet indebærer, er kalibreret bedst muligt som udviklingsarena for fremtidens sunde, stærke, deltagende voksne. Forebyggelsen af mistrivsel handler også om at asfaltere en vej gennem barn- og ungdommen, som flere kan holde til.
Det er helt afgørende, at arbejdet med den kommende kommissionen ikke nøjes med at se nærmere på, hvordan vi ruster flere til mere – men at der også bagefter sættes handling bag fundene, så færre børn og unge marginaliseres fra fællesskab, uddannelse og arbejdsliv.
Jeg håber, regeringen vil behandle opgaven med den alvor, den fortjener, og nedsætte trivselskommissionen hurtigst muligt. Der er nok at tage fat på, og det kan kun gå for langsomt.