Rådgiver: Vi mangler stadig svar om Behandlingsrådet

KRONIK: Behandlingsrådet starter første vurderingsprocesser til april, men hverken personkredsen til behandlingen eller processer ligger fuldt fast. Mange virksomheder er nervøse for, hvad der kommer til at ske, skriver Jesper Danneris Luthman.

Af Jesper Danneris Luthman
Public Affairs Director, Rud Pedersen Danmark 

Enhver ændring af reglerne på et i forvejen regeltungt sundhedsområde har konsekvenser. Og enhver ændring af praksis vil, i hvert fald på den korte bane, give en merudgift for den enkelte virksomhed.

Konkret på omkostninger til nye, reviderede eller mere omfattende metodeberegninger. Og en mere grundlæggende usikkerhed, der kan betyde en tilbageholdenhed med udvikling, der kan koste virksomheden i forhold til mindre innovation og for patientens muligheder for at få nye sundhedstilbud.

For virksomhederne kan leve med selv de værste regler – bare de kan planlægge efter dem over tid.

Besparelser eller højere betaling
Så derfor er et vigtigt spørgsmål, om førsteprioriteten for Behandlingsrådet vil være at finde muligheder for besparelser, effektiviseringer og prioriteringer. Eller om nye løsninger, der giver højere kvalitet kan/vil blive foretrukket? Altså om man vil betale (mere) for mere kvalitet.

For det slås fast af regionerne, at Riget fattes penge. At stigende udgifter presser sundhedsvæsenet. Og at der kan være tvivl om værdien af (nye) løsninger med stort potentiale.

Der skal mere sundhed for pengene – altså må man forstå, at vi får for lidt for pengene i dag. Og med budskabet om, at regionerne tør tage en åben diskussion af prioritering, er Behandlingsrådet lanceret.

Involver industrien i arbejdet
Hvorfor er danske og globale virksomheder så urolige? Er de nervøse for at blive set efter i kortene? Er de bange for, at deres produkter ikke er gode nok? Nej, det er bestemt ikke Rud Pedersens oplevelse.

Vi rådgiver en lang række virksomheder om samarbejdet med den danske sundhedssektor. Og vi oplever en industri, der presser på for mere grønt indkøb, mere fokus på kvalitet, som har sat barren højt i forhold til innovation og samarbejder med sundhedsvæsenet, er gået aktivt ind i diskussionen om værdibaseret sundhed og generelt stiller op som partner. Så hvorfor så?

Det skyldes i høj grad den usikkerhed, der fortsat er omkring Behandlingsrådet. Er det en kritik af arbejdet i Danske Regioner? Nej, blot en klar opfordring til at involvere industrien i arbejdet. 

Så hvilke områder mangler vi stadig svar på?

Skal ikke være gatekeeper
Bliver Behandlingsrådet en gatekeeper for adgang til det danske marked? Det er et af de spørgsmål, der fra starten har spøget. Danske Regioner siger nej.

De har flere gange understreget, at det ikke er meningen, at Behandlingsrådet skal vurdere alle sundhedsteknologier eller medicinsk udstyr, der er på eller kommer på markedet. Det er således ikke meningen at Behandlingsrådet skal være ”indgangen” til markedet, sådan som vi kender det med sygehusmedicin fra Medicinrådet.

Men samtidig har Danske Regioner også flere gange sagt, at man som producent eller leverandør er bedre stillet i forhold til at afsætte sine produkter eller services til det offentlige, hvis man har en anbefaling fra Behandlingsrådet. 

Der skal årligt evalueres 15-25 emner eller løsninger (procedurer, behandling og systemer). Så det er jo som en dråbe i havet i forhold til, hvad der er på markedet eller kommer. Alligevel vil en anbefaling være en fantastisk blåstempling for den enkelte virksomhed og en tryghed for fornuftig brug af samfundets penge for regionen.

Så et scenarie, hvor regionen afventer en stillingtagen i Behandlingsrådet kan jo lægge plus 12 måneder til lanceringen i landet. Det er uholdbart for virksomheden og i sidste ende patienterne.

Hvordan skal værdien dokumenteres?
I dag skal et medicinsk udstyr godkendes til brug. Men den godkendelse indeholder ikke et fokus på (økonomisk) værdi for sundhedsvæsenet. Derfor er der ikke én metode, der bare kan tages op ad værktøjskassen og bruges.

Og dermed er det ikke sikkert, at data naturligt vil være opsamlet, så de kan bruges, når man bliver udtaget. En klar udfordring for Behandlingsrådet, sammenlignet med Medicinrådet, der evaluerer behandlinger på lægemiddelområdet, er netop, at der er helt andre krav til at samle evidens for effekt.  Ligesom områder arbejdsgange, processer, teknologier, og så videre, ikke indgår som udgangspunkt i en godkendelse i dag.

Formålet med udviklingen af eksempelvis medicoudstyr er mange gange at imødekomme behov fra sundhedspersonale eller patienter. Derfor kan det betyde, at vurderingerne i høj grad baseres på erfaringer, holdninger og præferencer, snarere end ’hårde’ data.

Der mangler en metodehåndbog
VIVE lavede i forbindelse med det indledende arbejde i Danske Regioner en kortlægning af lignende organer i andre lande. Her var konklusionen også, at man bliver nødt til at bruge flere forskellige metoder og dermed acceptere forskellige typer af evidens, da der ikke vil være en ”one size fits all”-metode.

Den endelige metodehåndbog mangler vi fortsat at se. Men Danske Regioner har givet udtryk for, at metoderne bliver kendte. Det kan eksempelvis være QALYs, som dog formentlig vil høre til sjældenhederne, da det kræver megen data. Eller mindre analyser, hvor livskvalitet stadig er med som centralt parameter.

En anden udfordring ligger i at demonstrere de samlede omkostninger - eller besparelsespotentialet, ved en behandling, herunder hvor bredt et omkostningsperspektiv man vil bruge. 

Mange mener, at Medicinrådet kigger på et for snævert omkostningsperspektiv i sine vurderinger, men på grund af den begrænsede mængde tilgængelige data, vil det være endnu sværere i Behandlingsrådet at reelt afkræve beregninger eller anden dokumentation.

Anbefalinger i samspil med udbuds- og indkøbsprocesser
Der kan potentielt ligge en stor udfordring i Behandlingsrådets muligheder for at ligestille løsninger. Altså at kunne sammenligne flere produkter, så der blandt andet kan sikres en konkurrence.

Noget af det, Medicinrådet og Amgros har haft stor succes med, er at ligestille behandlinger for dermed at kunne lave udbud, hvor leverandørerne primært konkurrerer på pris.

Så det gode spørgsmål er, om medicobranchens produkter kan sidestilles på den måde.

For det første vil regionerne indkøbsafdelinger naturligvis se på mulighederne for at målrette indkøb til anbefalede ydelser. Men det kræver, at de reelt kan vurderes i grupper. For intentionen er, at når et produkt fra virksomhed X skal behandles, så er det forventningen, at virksomhederne Y og Z, der har et lignende produkt, også skal involveres.

Men er produkterne reelt helt ens? Har de lavet den samme dokumentation i forbindelse med udviklingen, så det kan sammenlignes?

For det andet rejser det et behov for at afklare, hvilke rettigheder virksomhederne i så fald har til at blive hørt og komme med input til processen, selvom de ikke er primærvirksomhed. Det er derfor svært at vide, hvordan man som virksomhed skal forberede sig på at indgå i en proces.

Ikke problemfrit
Fra Danske Regioner har man tydeliggjort, at Behandlingsrådet i første omgang vil lede efter sammenlignelige produkter, da det er sammenligningen, der er interessant i forhold til besparelser. Det er forståeligt, fra deres perspektiv, men ikke nødvendigvis problemfrit.

Dertil kommer spørgsmålet om udbud og indkøb i regionerne. Hvor tæt bliver regionernes indkøb af udstyr, teknologier og så videre bundet op på Behandlingsrådets anbefalinger? Og hvem skal følge op på det?

På lægemiddelområdet er der en meget tæt forbindelse, men her er Amgros også en central indkøbsorganisation med stærk central koordinering.

Og der er stærke økonomiske incitamenter til at følge Medicinrådets anbefalinger i den regionale ibrugtagning. Hvor meget skal Behandlingsrådet være et organ, der sikrer besparelser, kontra et organ der sikrer tilstrækkelig kvalitet?

Vil Behandlingsrådet sikre en højere kvalitet i sundhedsvæsenet? Måske. Men det kræver en bredere tilgang til produkterne end bare prisen. For hvad er kvalitet værd? Hvad hvis kvaliteten er tårnhøj, men prisen samtidig også er det?

Ser frem til høring
For spørgsmålet er jo netop, om prioriteten bliver at finde muligheder for besparelser, effektiviseringer og prioriteringer eller vil ny løsning, der giver højere kvalitet blive foretrukket?

Dette spørgsmål er noget særligt patientorganisationerne rejser – og med rette.

Vi ser frem til, at metodehåndbøgerne kommer i høring i efteråret, så vi bliver klogere på metoderne. Og vi glæder os til at, hvordan den nye direktør vil lægge linjen sammen med bestyrelsen i samarbejdet med Danske Regioner.

Behandlingsrådet skal evalueres efter to år, og det bliver formentlig tiltrængt. Ser vi på historikken fra Medicinrådet ved vi, at løbende justeringer har været nødvendige, ligesom evalueringen, omend den havde et mindre omfang end mange havde ønsket, har affødt en større ændring af rådets metoder.

Og Medicinrådet byggede endda ovenpå eksisterende organer, og deres vurderinger tager udgangspunkt i meget mere og bedre data.

Forrige artikel Diabetesforeningen: Vi skal tænke nyt i opsporingen af type-2-diabetes Diabetesforeningen: Vi skal tænke nyt i opsporingen af type-2-diabetes Næste artikel Socialsygeplejersker: Der er brug for et bindeled mellem kommune og hospital Socialsygeplejersker: Der er brug for et bindeled mellem kommune og hospital
Hvem skal være Sundhedsministeriets nye departementschef?

Hvem skal være Sundhedsministeriets nye departementschef?

ANALYSE: Der er fuld gang i spekulationerne om, hvem der skal erstatte Sundheds- og Ældreministeriets departementschef, Per Okkels. Region Hovedstadens øverste embedsmand er favorit. Aktørerne frygter en karriererytter, der mentalt stadig sidder i Stats- eller Finansministeriet.