Sundhedsjurist: Folketinget giver med ny epidemilov ministeren frie tøjler

Af Kent Kristensen
Lektor i sundhedsret, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Epidemiloven har flyttet kompetence fra de tidligere epidemikommissioner til sundhedsministeren. Samtidig har Folketinget med loven afgivet den demokratiske kontrol med udmøntningen af loven.

Epidemier er ikke kun en sundhedskrise. Den forkerte håndtering vil også have betydelige politiske konsekvenser. Der er i epidemiloven indført en solnedgangsklausul, og på den anden side af årsskiftet kommer der en tid, hvor mange vil diskutere, om lovindgrebene var de rigtige.

Lovgivningen har siden 1600-tallet haft en afgørende indflydelse på forhindringen i udbredelsen af epidemiske sygdomme.

En kendsgerning er det, at man først rigtig fik styr på pesten i takt med, at statsmagten i løbet af 1600-tallet blev styrket og kunne lovgive om at adskille syge fra raske.

Christian 4. pestforordning fra 1625 var den egentlige første danske sundhedslov og en af de første i verden. Forordningen var banebrydende.

Lukningen af store dele af det private erhverv og suspenderingen af patientrettighederne er et politisk valg mellem befolkningssundhed for nogen på bekostning af velfærd for andre.

Kent Kristensen
Lektor i sundhedsret, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Epidemier blev det offentliges ansvar
For det første fastlagde forordningen, at epidemier var et offentligt ansvarsområde, og efter indledede formaninger om gudspåkaldelse for at afvende Guds vrede og straf opstillede forordningen forholdsregler om karantæne, isolation og forsamlingsforbud.

I forordningen hed det, at blev blot én i husstanden syg, skulle hele husstanden sammen med den syge lade sig lukke inde, indtil alle var raske – eller døde.

Borgmesteren skulle dengang udpege to, tre eller flere fra bystyret eller andre kloge og pålidelige folk, som vil blive i området, og som skulle være sundhedskommission og håndhæve forordningen.

Sundhedskommissionerne, som senere bliver til de epidemikommissioner, som vi kender i dag, havde først og fremmest til formål at bekæmpe smittespredning.

Bakterier og vira blev først opdaget i slutningen af 1800-tallet, og de første regler om tvangsbehandling tilhører tiden efter 1900.

Kopper har sin egen historie
Kopper har som epidemisk sygdom sin egen lille historie.

Kopper var den epidemiske sygdom, der først kunne behandles. Englænderen Edward Jenner opdagede i slutningen af 1700-tallet, at malkepigerne på hans egn ikke fik kopper, og kunne vise gode resultater med indpodning af kokopper (en mildere form for kopper), som gjorde folk immune.

Metoden blev hurtig udbredt og førte i Danmark til den første vaccinationslov. I vaccinationsloven fra 1810 kunne folk ikke tvinges til at blive vaccineret, men uden vaccination ingen konfirmation, giftermål, skolegang, læreplads og militærtjeneste.  

De forskellige epidemiregler er blevet til under indtryk af samtidens dødbringende sygdomme, der decimerede hele befolkninger med katastrofale samfundsmæssige konsekvenser, og som udgjorde en trussel mod nationalstaten.

Epidemilovens tvangsbestemmelser er også i dag reserveret til den helt særlige kategori af dødbringende sygdomme. Tuberkulose og andre smitsomme sygdomme såsom meningitis hører eksempelvis ikke til i den kategori.

Tuberkulose er, når der en sjælden gang er flere smittede, breaking news, men er ikke vældig smitsom, har lav dødelighed og kan behandles.

Epidemikommissionerne og ministerens beføjelser
Isolation, forsamlingsforbud og tvangsbehandling er en del af epidemilovgivningens DNA.

Der ligger heri ikke noget nyt. Sådan har det været lige fra de første regler, og det gælder også bekymringen for, om tvangsbestemmelserne kan udnyttes.

Grænsen for ministerstyret kan sættes på principielt to forskellige måder: Den ene er en afkortning af det ministerielle hierarki, den anden er at placere kompetencen uden for ministerens område.

Den første mulighed er den, der benyttes, når beslutningskompetence i lovgivningen er lagt hos en bestemt myndighed.

Den anden og mere vidtgående mulighed er at trække kompetencen helt ud af ministeriet uden for rækkevidden af ministerens instruktionsbeføjelser.

Greb var hinandens modvægt
I den gamle epidemilov har man benyttet sig af begge greb og på den måde fundet en balance mellem ministerens og epidemikommissionernes kompetence. De var så at sige hinandens modvægt.

Tvangsindgreb kunne nemlig kun besluttes af epidemikommissionen, og kun efter Sundhedsstyrelsens indstilling kunne ministeren beslutte, at lovens tvangsbestemmelser skulle udvides til også at omfatte andre smittefarlige sygdomme. Uden styrelsens faglige indstilling ingen indgreb.

Det har altså altid være muligt at gribe ind i grundlæggende frihedsrettigheder for at undgå smittespredning, og det er det også nu.

En hurtig læsning af den nye epidemilov kan imidlertid få en til at tro, at forskellen mellem de gamle og nye regler kan reduceres til en centralisering af kompetencen, hvor de beføjelser, der tidligere lå hos epidemikommissionerne, nu ligger hos ministeren.

Det kan ikke være mere forkert.