Sundhedsøkonom: TeleCare Nord-evalueringen letter prioriteringerne

Af Flemming Witt Udsen
Sundhedsøkonom og hovedforfatter til den sundhedsøkonomiske evaluering af TeleCare Nord

Der er både internationalt og nationalt stor efterspørgsel efter sundhedsøkonomiske evalueringer af telemedicinske interventioner, altså studier, der populært sagt opgør, hvor meget sundhed man får for pengene ved implementering af telemedicin.

Derfor er det interessant at stå uden for denne blog-debat på Altinget som én af hovedforfatterne til de evalueringer, der tages under behandling, nemlig de sundhedsøkonomiske analyser i TeleCare Nord. 

Når vi udarbejder sundhedsøkonomiske evalueringer, så er de primært målrettede beslutningstagere i sundhedsvæsenet (læs: dem, der sidder på pengekassen), der skal afgøre, hvorvidt medicinske teknologier giver nok sundhed for pengene til at kunne stå på hylderne i det danske sundhedsvæsen. 

Analyserne bliver ikke gode uden beslutningstagernes input til, hvad der gør dem mere eller mindre sikre på resultatet.

Flemming Witt Udsen
Sundhedsøkonom og hovedforfatter til evalueringen af TeleCare Nord

Det er faktisk ikke for at afgøre den optimale patientbehandling, men for at sikre et vist udbud af teknologier, som de sundhedsprofessionelle kan vælge fra, hvis der skal være offentlig finansiering bag teknologierne.

Et spørgsmål om prioritering
Når beslutningstagerne skal træffe prioriteringsbeslutninger på baggrund af en evaluering, vil de involvere forskellige kilder til usikkerhed. 

Der er naturligvis en statistisk usikkerhed, fordi deltagerne i evalueringen er forskellige, og de teknologier, der sammenlignes, giver også anledning til forskellige effekter hos patienterne. 

En anden kilde til usikkerhed stammer fra de valg, der træffes i evalueringerne, samt de kontekster, evalueringerne laves i, for eksempel:

• Hvilke kategorier af ressourcetræk og omkostninger skal medregnes?

• Hvordan skal man håndtere patienternes eventuelle andre sygdomme? Hvis f.eks. en patient med KOL indlægges, men som også har en hjertelidelse, er det så ligegyldigt, om indlæggelsen har hoveddiagnosen KOL eller ej?

• Er de anvendte priser for materialer, udstyr, tidsforbrug osv. retvisende for det reelle ressourceforbrug, både i evalueringen, men også hvis det skal udbredes i større skala? 

• Hvilken effekt har perspektivet for evalueringsdesignet haft (hvis man f.eks. inkluderer flere omkostningsvariabler, kan man blive mere usikker på sin konklusion)?  

Derfor udarbejder sundhedsøkonomer analyser i evalueringen, der skal reflektere denne samlede usikkerhed, og skal den være god og reflektere den reelle beslutningsusikkerhed, kan den ikke undgå at involvere rekvirenterne.

Analyserne er en hjælp
Det er blevet fremført her på Altinget, at denne relation til rekvirenter er problematisk, men det er en sandhed med modifikationer. 

Det videnskabelige grundlag skal naturligvis være i orden, og konklusionerne bør drages af uafhængige forskere. Men analyserne bliver ikke gode uden beslutningstagernes input til, hvad der gør dem mere eller mindre sikre på resultatet.

Den anerkendte metodeforskning i sundhedsøkonomi anbefaler, at beslutningstagerne bedst hjælpes til at træffe en prioriteringsbeslutning på baggrund af følsomhedsanalyser, der blandt andet er beregninger af, hvor sandsynligt det er, at en medicinsk teknologi er omkostningseffektiv givet den usikkerhed, som uvægerligt eksisterer. 

Ved at sammenveje den statistiske usikkerhed fra både de kliniske og økonomiske målinger kan denne sandsynlighed præsenteres på en skala fra 0 til 100 procent. Sandsynligheden for omkostningseffektivitet kan sundhedsøkonomer både opstille for alle evalueringens inkluderede patienter eller for bestemte undergrupper af inkluderede patienter, eksempelvis mild, moderat, svær eller meget svær KOL. Og resultaterne kan herefter sammenlignes med, hvad andre er kommet frem til af effekter og usikkerheder i deres evalueringer af samme patientgrupper. 

Det er politikernes valg
Herefter lader vi det faktisk være op til beslutningstagerne at diskutere sig frem til, hvor sikre de vil være på konklusionen. 

Hvis sikkerheden for at opnå effekt ved telemedicin for eksempel vurderes lav for alle KOL-patienter, men relativt høj for gruppen med svær KOL, så kan det godt være, at beslutningstagerne vil vælge at fokusere på den telemedicinske løsning. 

Og det er faktisk den beslutning, man har truffet, nemlig ved at tilbyde telemedicin til borgere med svær KOL, fordi sikkerheden her blev vurderet til at være større end at tilbyde telemedicin til alle borgere med KOL.

Kritikken hænger ikke sammen
Som det bliver fremført her på Altinget, så er det rigtigt, at presseomtalen fra TeleCare Nord mest er gået på de sundhedsøkonomiske konklusioner fra gruppen med svær KOL og ikke resultaterne for alle borgerne med KOL. 

Men hvis man ser på de rapporteringer, der har været fra TeleCare Nord, eksempelvis på afslutningskonferencen, i afslutningsrapporten samt i det pressemateriale, der har været sendt ud, så har man altid påbegyndt disse med resultaterne fra alle borgerne med KOL, hvor der rigtignok er tale om en samlet meromkostning. 

Hvad angår de sundhedsøkonomiske konklusioner, så er denne formidling nok et udtryk for, at beslutningstagerne vil forklare, hvorfor de har truffet den beslutning, som de har, og ikke et udtryk for projektledelsens eventuelle interesse i, at TeleCare Nord skal fremstå som en succes.

Hvis man tidligere har været ude og kritisere beslutningstagerne for at ”stikke hovedet i sandet” i forhold til at prioritere i sundhedsvæsenet, hvorfor så kritisere dem, når de så rent faktisk prioriterer? Og hvorfor spekulere i projektledelsens rolle i det?

De foreløbige sundhedsøkonomiske konklusioner blev præsenteret på afslutningskonferencen i TeleCare Nord i november. De endelige detaljerede tal er endnu ikke frigivet til offentliggørelse, da de afventer den videnskabelige peer review-proces.