Vestager: Budgetlov forhindrer ikke opsparing

ØKONOMI: Regionerne kritiserer budgetloven for ikke at give mulighed for, at sygehusene kan spare op. Vestager afviser.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Nej, de enkelte sygehuse skal ikke bare kunne spare penge op mere eller mindre tilfældigt. Men regionerne vil kunne have en form for opsparing.

Sådan lyder nogle af de beroligende ord fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til regionerne.

Danske Regioners formand Bent Hansen (S) skød ellers ivrigt den kommende budgetlov ned til regionernes generalforsamling i sidste uge.

Dokumentation

Uddrag af Bent Hansens tale:

Vi har noteret os, at der kommer en budgetlov som følge af krav fra EU. Jeg synes, at lovforslaget som er fremlagt, indfører mere kontrol og detailstyring end nødvendigt. Regionerne har en flot karakterbog, når det handler om at overholde økonomiaftaler.

Vi havde problemer i 2009, fordi vi skulle indhente det tabte fra strejken i 2008. Men alle andre år har vi overholdt vores budgetter og hentet det tabte hjem.

Regionerne har en prima økonomistyring, og vi står ved de aftaler, vi indgår. Vi har et aftalesystem, der sikrer, at vi også kan tage hånd om de ekstraordinære omstændigheder som epidemier, strejker og nye behandlingsformer.

Men vi skal selvfølgelig indrette os på udgiftslofter og sanktioner. To ting er dog vigtige at understrege: For det første giver lovforslaget mulighed for at indføre sanktioner med tilbagevirkende kraft, nemlig allerede fra i år. Det vil vi ikke acceptere; sanktioner bør være kendte, når budgetterne lægges.

For det andet bliver det en stor udfordring at håndtere en budgetlov. Vi skal sikre, at budgetloven ikke står i vejen for sygehusenes muligheder for at spare op og overføre udgifter fra et år til det næste. Det er ikke let på forhånd at opgøre udgifterne til praksissektoren, medicinområdet, ny teknologi, patienterstatninger og privathospitaler.

Vi kommer ikke uden om at drøfte med regeringen, hvordan vi kan få bedre styr på udviklingen, og hvordan vi skal håndtere uforudsete begivenheder. Og så skal det være slut med ufinansierede løfter på regionernes vegne fra Slotsholmen.



Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00