Vi skal gøre os fortjent til patienterne

Folkemødet er netop overstået, og det er svært ikke at glædes over demokratiet og ikke mindst folkets oplevelse af demokratiet. Og under den blå himmel og i den smukke sol var det rigtigt svært at være uenige om, at der er behov for, at vores sundhedsvæsen i langt højere grad end i dag inddrager patienterne og de pårørende.

 

Vi skal simpelthen til at gentænke vores tilgang og organisation, således at sundhedsvæsenet bliver til for patienternes skyld og med patienten i centrum og ikke lukker sig om sig selv og sit eget behov for driftsoptimering, budgetoverholdelse og produktivitetskrav. Dét er også vigtigt - men ikke på bekostning af den patientoplevede kvalitet, inddragelse og ikke mindst kommunikation med patienterne.

Det er en del af indholdet af Yngre Lægers politik "Vi behandler mennesker - ikke kun sygdomme" – en politik baseret på dialog med patienterne – og det fik vi bekræftet af såvel patienter, pårørende og raske folkemødedeltagere på dette års Folkemøde. Og vi fik det bekræftet af de politikere, vi debatterede med.

Bekymrende økonomiaftale
I den kontekst er det derfor bekymrende, at sundhedsvæsenet nu igen står over for en stram økonomiaftale, hvor halvdelen af aftalen er baseret på, at staten selv – eller rettere Statens Serum Institut – kalkulerer med, at regionerne i 2015 kan spare knap en halv millard på medicinudgifterne i forhold til 2014. Det er da glædeligt, fristes man til at sige, men er grundlaget for den antagelse ikke som at sætte ræven til at vogte gæs? Og hvis beregningen ikke holder, og budgetterne for 2015 dermed overskrides, så kan vi også se frem til besparelser på samme tidspunkt næste år.

Nu skal vi selvfølgelig ikke tage sorgerne på forskud, og derfor lægger nogle regioner, nogle hospitaler, derfor op til, at vi tager dem allerede nu. Hvorfor vente? Ingen regner måske længere med “større” fyringsrunder, men det afvises ikke, at man alligevel må fyre ansatte i sundhedsvæsenet i nogle regioner. Og de fastholdte besparelser afspejler i virkeligheden også, at regionerne ikke selv tror på præmissen om lavere medicinudgifter.

 

Summa summarum står man således fortsat i flere regioner over for at skulle spare – til bankbogen, til bufferen, til når budgetoverskridelsen med en vis sandsynlighed kommer. Og dertil kommer en produktivitetsstigning og en i øvrigt stram aftale med en vækst på kun 0,5 procent.

Og så er det logikken ophører, for en så stram aftale, øget produktivitet og besparelser er et rigtigt dårligt udgangspunkt for at tænke kvalitet ind i alle aspekter af patientforløbene og er IKKE i overensstemmelse med de politiske røster på. For produktivitet er IKKE det samme som kvalitet.

 

Vi skal finde en ny vej
Ja, vi kan måske nok i en eller anden udstrækning behandle patienterne efter den samme lægefaglige standard – efter samme “skabelon” for at sige det groft – og det er naturligvis kvalitet i én kontekst, i fald vi tilbyder den evident bedste behandling på området og i øvrigt også gør det ordentligt. Men det er ikke kvalitet, hvis der rationaliseres i plejen, det er ikke kvalitet, hvis det betyder endnu mindre tid til den enkelte patient, og det er ikke kvalitet, hvis det går ud over information, kommunikation og dialog. Og det vil det uomtvisteligt gøre på trods af, at alle disse elementer også er en del af behandlingen og af det samlede patientforløb. 

I de debatter, jeg deltog i på Folkemødet, var der stor enighed – vi skal en anden vej, end vi har gået længe. Vi har vist, vi kan producere – i øvrigt et ord, der passer meget dårligt sammen med billedet at et sygt menneske, der skal behandles – så vi har fortjent vores New Public Management-stempel. Velviljen er der fra politikerne, men hvem tager reelt ansvaret for at gøre noget, at prioritere anderledes, at lave den økonomiske incitament-struktur om, så den understøtter patientforløb, sammenhæng og kommunikation – hvem tager ansvaret for at føre de gode intentioner helt ud i livet?

I Yngre Læger er vi i gang med det, vi kan, men det bliver et langt sejt træk, for der skal ikke kun prioriteres, økonomien skal også højnes, organisationen skal omlægges, og kulturen skal ændres. Så vi har fortsat masser at debattere i de næste mange år, mens vi forbedrer sundhedsvæsenet for patienternes skyld – og vi ses til Folkemøde i 2015.