Tidligere K-generalsekretær: Mona Juul har startet en stille, ærkekonservativ revolution

Klimakampen er konservativ

Og så kom der også de pejlemærker, som vi politiske nørder udi i konservativ partipolitik sad og ventede på.

Eksempelvis: I et voksent samfund bliver pengene ikke væk i et forsvarsministerium, og der sker heller ikke det, at vores soldater mangler ordentligt materiel.

Hun bebrejdede regeringen, at kampen mod klimaforandringerne forsinkes af intern uenighed i regeringen (læs: Venstres problemer med landbruget).

John Wagner
Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem

Og: Det kan blive svært at nå klimamålene, men det er vi nødt til – og det går for langsomt nu. Det er vinden, der skal blæse på vindmøllerne, ikke regeringen. Kære Mette Frederiksen: Der er et kæmpe grønt flertal i Folketinget. Det synes jeg faktisk, du har pligt til at bruge.

Samt: Man kan sagtens være konservativ uden at have penge, men man kan ikke være konservativ uden at være social. Det er faktisk derfor, at vi er et folkeparti. Vi er nemlig til for hinanden.

Helge Adam Møller, Connie Hedegaard og Palle Simonsen kunne ikke have sagt det bedre! Og disse ærkekonservative meldinger med geopolitisk realisme, en grøn og social profil bekom tydeligt forsamlingen godt.

Mona Juul bebrejdede regeringen, at kampen mod klimaforandringerne forsinkes af intern uenighed i regeringen (læs: Venstres problemer med landbruget).

"Klimakampen er ærkekonservativ. Vi vil have handling NU! Har jeg jeres opbakning?" spurgte hun med et af dagens største bifald til følge og dermed en klar markering af Det Konservative Folkeparti som det grønne parti i den blå blok, ja, måske på sigt mere end det.

Mona Juul er klar i spyttet

Også på forsvarsområdet, og hvad familiepolitikken angår, kom Mona Juuls utålmodighed til udtryk: Hun var klar i spyttet, da hun refererede den britiske forsvarsminister for at have sagt, at vi er i en "førkrigstid", og tilkendegav konservativ støtte til om nødvendigt at hæve forsvarsudgifterne til tre procent af bnp, som Norge lige har gjort.

Og hun var nærmest brutal i sin kritik af regeringen for at tilbageholde en rapport om de skadelige virkninger af opioider i ni måneder.

Her på det retspolitiske område ramte kritikken så også Liberal Alliance med et håndkantslag til Alex Vanopslagh (LA):

"Vi skal gøre op med det nonsens om at legalisere hårde stoffer. Eller afkrimalisere dem. Jeg er ligeglad med ordvalget. Hvem i alverden tror ved deres fulde fem, at unge får en bedre fremtid af, at de 18-årige lovligt kan have kokain med til gymnasiefesterne? Glem det!"

Også Alex Vanopslaghs dogme "Du kan godt" fik et par ord med på vejen, så forskellen mellem liberalisme og konservatisme blev tydeliggjort:

"Ja, du kan godt, men kun sammen kan vi løfte ansvaret."

Stikpille til Venstre

Også den gamle makker, regeringspartiet Venstre, måtte tage mod en lige højre.

De konservative partifæller syntes i den grad at have brug for at grine lidt af Venstre.

John Wagner
Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem

"Det her er ikke Paradise Hotel. Når man står for noget, vælger man ikke bare nye partnere hele tiden. Derfor var det også mærkeligt at finde ud af efter valget, at Venstre var til SM. Det kan man godt blive lidt rød af", sagde hun bramfrit til den konservative forsamling.

Og partifællerne syntes i den grad at have brug for at grine lidt af Venstre. Også selv om de måske selv heller ikke længere er så konservative, så det gør noget.

Slutreplikken fra den nye partiformand var i hvert fald, at det nu handler om at skabe politiske resultater og med Mona Juuls ord, at partiet "moser på".

Klokken 14.06 forlod hun talerstolen til et bifald, der ikke kun vidnede om partifællernes behov for både mentalt og politisk at komme videre oven på Søren Pape Poulsens alt for tidlige død, men i det hele taget komme videre.

En velkommen revolution

Partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard (K), havde i sin mindetale om Søren Pape Poulsen sagt, at "Søren gav os drømmene tilbage".

For Mona Juul handler det nu om at realisere partiets drømme om ny storhed.

I respekt for sin afdøde forgængers indsats havde hun på forhånd tilkendegivet, at der ikke ville blive afsløret revolutioner i hendes tale på søndagens landsrådsmøde.

Det vil hurtigt vise sig, hvad vælgerne mener om en konservativ partiformand, der hellere vil tale om forsvar, klima og familiepolitik end om topskattelettelser og minkskandalen.

John Wagner
Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem

Det ville jo også i sig selv have været en revolution, hvis man som konservativ talte om grundlæggende forandringer – også selv om der indiskutabelt er brug for fornyelser både politisk og organisatorisk.

Men den slags må naturligvis komme gradvis i et konservativt parti.

Man skal i øvrigt aldrig undervurdere nytilkomne konservative partiledere, der pludselig overtager lederskabet af det jævnligt kriseramte parti.

Både Poul Schlüter og Bendt Bendtsen var ikke tilskrevet mange chancer for at genrejse partiet. Den første blev partiets første statsminister.

Den næste blev erhvervs-, økonomi- og vicestatsminister og kendt som "Mr. 10 procent", hvad i dag er en hædersbetegnelse og en titel, som Mona Juul kønsjusteret til "Mrs. 10 procent" gerne adopterer. Som hun sagde i sin tale ved Bendt Bendtsens 70-års fødselsdag; en af de sidste taler i biblioteket på Børsen før den tragiske brand for en uge siden.

Mona Juul har ikke overtaget en brandtomt. Men udfordringerne er og bliver store, og tre valg venter på stribe: EP-valget til juni, kommunalvalget i november 2025 og næste folketingsvalg senest i november 2026.

Det vil altså hurtigt vise sig, hvad vælgerne mener om en konservativ partiformand, der hellere vil tale engageret om forsvar, klima og familiepolitik end om politisk urealistiske topskattelettelser og statsministerens årgamle ansvar for minkskandalen.

Dét var i hvert fald lidt af en særdeles velkommen revolution. Set med mine øjne.