Danske Professionshøjskoler: Når dannelsen bliver for blød og fagligheden for hård

Af Stefan Hermann
Formand, Danske Professionshøjskoler, og rektor, Københavns Professionshøjskole

Debatten om trivsel og test i folkeskolen har dybe rødder i skolens historie. Den nærer både vores omsorg for børnenes velbefindende som mennesker og et ønske om at dygtiggøre dem fagligt og tage systematiske tegn heraf.

De to ting kan ikke altid forsones, og man kan se konflikten mellem test og trivsel som en akse i skolens historie.

Vi har en lang tradition fra Grundtvigs opgør med det døde bogstav og papirsoplysningen over reformpædagogikken, der ville frigøre det enkelte barn i dets naturlige og harmoniske væren, til Børnekonventionen i 1989 til de senere års selvstændiggjorte trivselspolitiske fokus.

Fra den anden side har vi en ambition om at ensarte læreplaner over betoningen af karakterer og eksaminer til nationale test som afgørende for at kunne følge og forordne elevernes faglige progression. 

Trivsel kræver også frustration
I dag ser vi et trivselsfokus frigjort elevernes omgang med fag og viden og med en iboende frygt for nederlag og frustration. På den anden side er en udtalt præstationsorientering, der mest går op i elevernes resultater frem for skolens indhold og elevernes modning og dannelse som mennesker og borgere.

Trivselsorienteringen har (mindst) to faldgruber. Den risikerer at glemme, at læreprocesser og dannelse ud over begejstring og selvrealisering også rummer elementer af frustration og nederlag, som man kan lære af og lære ved.

Stefan Hermann
Formand, Danske Professionshøjskoler

Kigger man lidt nærmere, har begge positioner et afkortet syn på såvel dannelse som fag og indhold. Dannelsen bliver for blød og fagligheden for hård, kunne man sige.

Trukket op i endnu yderlighed: trivselsregimet bliver gennem brugergørelse af eleverne lig markedets og forbrugernes respons på skolen, medens testregimet bliver ejernes og statens standardiseringsforsøg. 

Trivselsorienteringen har (mindst) to faldgruber. Den risikerer at glemme, at læreprocesser og dannelse ud over begejstring og selvrealisering også rummer elementer af frustration og nederlag, som man kan lære af og lære ved.

Matematik er sjovt – når man først har lært det, som jeg hørte en pige sige. Desuden foregår skolen og undervisning i et miljø med fag og viden, som eleverne ikke selv har valgt, og som de kan være fremmede for og utilfredse med.

Min datter kommer næppe til at læse Blicher i skolen, hvis hun selv skal vælge det. 

Præstationsorienteringen risikerer at overse viden og anliggender, som er væsentlige, selvom de ikke lader sig fæstne i kendte test eller indikatorer. Og den risikerer at fremme ensidig dyrkelse af kortsigtede præstationer fremfor at styrke lærernes og skolernes evne til at tage tegn af elevernes udvikling. Teaching to the test med andre ord. 

Resultatfokus går ud over læring
Vi finder ikke én løsning. Snarere skal vi søge begavede måder at håndtere dilemmaer og konflikter på. En metode er at undgå simple men besnærende synspunkter; at utilfredse elever er børn, der ikke trives, eller at eleverne, der ikke performer, ikke lærer noget.

Den strategi kan have lidt trange kår i en temporig medievirkelighed, hvor enhver afvigelse kalder på handling. Et andet udgangspunkt er, at dannelse og alsidig udvikling ikke er det samme som trivsel – men netop bredere og dybere og mere sammensat.

Eller at et konstant resultatfokus kan fremme såvel magelighed (jeg er færdig; jeg har opnået mit mål) som frygtsomhed – og ikke mindst reducere glæden ved indholdet eller viljen til at overvinde sig selv i mødet med et vanskeligt stof. 

I sidste ende er det bedste praktiske, men udfordrende svar en lærerstand, der ikke alene forener sig om folkeskolens formål, men også i sin professionelle praksis med autoritet og kyndighed rækker ud til elever og forældre for at fremme elevernes dannelse, der er meget mere end faglighed plus trivsel. 

Forudsætningerne for et sådant virke skabes ikke mindst i læreruddannelsen. Af samme grund har Danske Professionshøjskoler spillet ud med ti ambitioner for læreruddannelsen, der sigter på at styrke læreren til med dømmekraft og kyndighed at håndtere opgaven.

Men læreren hverken kan eller skal stå alene. Et mere sammensat fokus, der undgår såvel teaching to the test som overophedning af trivselsspørgsmålet, kræver et endnu stærkere samspil mellem lovgivere og kommuner, skoleledelser og forældre, læreruddannelse og praksis og forskning.