Folkeskolelærerne er oftere syge end deres elever

FRAVÆR: Folkeskolelærerne har betydeligt mere sygefravær end deres egne elever. Lærernes fravær er "helt klart et problem", mener Danske Skoleelever. 

Folkeskolelærerne har oftere brug for en sygedag end deres egne elever. 

Det viser tal fra Undervisningsministeriet og Danmarks Statistik. 

Mens folkeskoleeleverne må blive hjemme i sygesengen fra 3,2 procent af timerne, lyder det samme tal for lærerne på 5,31 procent. Det placerer lærerfraværet lige under landsgennemsnittet for ansatte i kommuner og regioner. 

Sarah Gruszow Bærentzen, der er ny formand i Danske Skoleelever fra 1. juni, er overrasket over tallene.

“Det er bemærkelsesværdigt, når debatten altid går på, at eleverne gør det for dårligt, pjækker og ikke gider gå i skole, når vores sygefravær er så meget mindre end lærernes,” siger hun.

Svækker undervisningen
Sarah Gruszow Bærentzen mener, at lærernes fravær svækker undervisningen, fordi kvaliteten af vikarerne er for svingende. 

"Jeg tror, at det for mange elever er ubehageligt at få en vikar. Der er brug for noget forudsigelighed for at få hverdagen til at fungere. Der er noget tryghed i at vide, hvilken lærer man skal have. Det er helt klart et problem,” siger hun.

Men der kan også være fordele ved, at der bliver skiftet ud i, hvem der står foran tavlen, mener Sarah Gruszow:  

“Det kan være rigtig sundt at få en lærerstuderende ind for at give et friskt pust til undervisningen. Der sker bare rigtig ofte det, at man i stedet får ukvalificerede lærere, som måske slet ikke kan faget. Det skal selvfølgelig være sådan, at lærerne kan være syge, men så skal man sørge for, at der er nogle ordentlige vikarer til rådighed,” siger hun. 

Lærere har knækket kurven
Lærernes sygefravær steg i 2014 efter indførslen af folkeskolereformen, og udviklingen fortsatte i 2015, hvor sygefraværet toppede på 5,93 procent.

Det var en direkte konsekvens af reformens øgede arbejdspres, mente lærernes formand, Anders Bondo, dengang:

"Kombinationen af at man valgte, at lærerne bare skal undervise mere for at kunne finansiere reformen, viser sig at have nogle store omkostninger," sagde han. 

Men ifølge Danmarks Statistiks nyeste tal fra 2016 er lærernes sygefravær igen på retræte. Fraværet faldt således forrige år med 0,62 procent. 

Grafik: Sygefraværet i folkeskolen

Forrige artikel Forældre kræver ny folkeskolemilliard Forældre kræver ny folkeskolemilliard Næste artikel De dygtigste håndværkere blev hyldet med medaljeregn på rådhuset De dygtigste håndværkere blev hyldet med medaljeregn på rådhuset