Red Barnet: Håbet lever for verdensmålene

Af Laust Leth Gregersen
Udviklingspolitisk seniorrådgiver hos Red Barnet

Gennembrud. Lighedsgarantien, ”at ingen mål i den nye ramme kan betragtes som opnået, med mindre de er opfyldt for alle økonomiske og sociale grupper”, står nu indskrevet i udkast til deklarationen på baggrund af de netop afsluttede forhandlinger om de nye verdensmål i New York sidste måned. Det kan meget vel blive en historisk byggesten, som vil stå tilbage som en af de helt store nyskabelser i de nye verdensmål og blive en ’game changer’ i den globale kamp mod ulighed de næste 15 år, vurderer Red Barnet.

De seneste forhandlinger om rammen for de nye verdensmål giver håb for de millioner af fattige og marginaliserede børn, som vokser op på bunden af verdenssamfundet med urimeligt dårlige forudsætninger for at skabe sig et godt og anstændigt liv.

Under forhandlingerne i forrige uge opfordrede en bred gruppe af både rige og fattige lande nemlig FN til at skrive det såkaldte lighedsprincip ind i rammen. Den brede gruppe bestod bl.a. af lande som Benin, som talte på vegne de 48 mindst udviklede lande (LDC’erne) samt USA, Storbritannien og EU, hvis fælles position Danmark eksplicit støttede op om. Med denne opbakning blandt FN’s medlemslande og med generalsekretærens rapport om verdensmålene, der også anbefaler at indføre lighedsprincippet, bliver det derfor svært at løbe, når de endelige mål vedtages på FN’s generalforsamling til september.

Men der er stadig mange udfordringer på vejen frem mod vedtagelsen af de endelige verdensmål. Næste skridt er, at de 17 nuværende forslag skal diskuteres i slutningen af marts.

Der synes at være konsensus om ikke at genåbne forhandlingerne om selve målene. Der er simpelthen mere at vinde for alle, hvis man fastholder målene, som de står nu med de mangler, som findes visse steder, frem for at risikere at tabe ved at åbne det hele op igen og dermed kunne miste hårdt tilkæmpede mål på områder som fx Governance (mål 16) og Lighed (mål 10).

Tingene skal kunne måles, og aktørerne holdes ansvarlige. Ambitiøse mål er ikke en succes i sig selv.

Laust Leth Gregersen
Udviklingspolitisk seniorrådgiver hos Red Barnet

Ambitiøse mål er ikke nok
Det giver imidlertid en anden afgørende udfordring, som FN-landene skal forholde sig til: Hvordan kan man skrue de 17 målforslag og tilhørende 169 delmål sammen på en måde, så de kan omsættes fra flotte ord til handlinger, som reelt gør en forskel for borgere i alle verdens lande - rige som fattige.

Den fantastiske succes fra de nuværende 2015-mål beror netop på, at det er muligt at måle fremskridt og holde regeringer og alle involverede aktører ansvarlige for, at målene opnås. Designet af de nye verdensmål er langt mere komplekst end 2015-målene, og det giver naturligvis en række nye udfordringer. Men præmissen holder stadig: Tingene skal kunne måles, og aktørerne holdes ansvarlige. Ambitiøse mål er ikke en succes i sig selv.

På den baggrund diskuterer vi lige nu i Red Barnet – både nationalt og internationalt - en række principper, som bør opfyldes, når målene gennemgås i New York senere på måneden. Alle mål og delmål skal:

Være målbare - det skal være muligt at monitorere fremskridt ved hjælp af kvantitative eller kvalitative indikatorer.

Ikke sænke ambitionsniveauet, dvs. som absolut minimum efterleve eksisterende internationale forpligtelser, standarder og aftaler, ikke mindst i forhold til FN’s menneskerettighedsforpligtelser.

Have global og universel karakter, så fremskridt kan måles på globalt og nationalt plan.

Og endelig: 

Hvis lighedsprincippet om, ”at ingen mål i den nye ramme kan betragtes som opnået, med mindre de er opfyldt for alle økonomiske og sociale grupper”, skal kunne måles, er det nødvendigt, at de data, der måles ud fra, differentieres på relevante parametre som indkomst, køn, alder, race, etnicitet, handicap mv. (hvilket i øvrigt er en forpligtelse, der allerede ligger i dokumentet med de 17 målforslag).

Principper, delmål og indikatorer lyder verdensfjernt i kontrast til overskrifterne om, at verdensmålene skal udrydde ekstrem fattigdom og sikre planetens overlevelse. Men i praksis er detaljerne helt afgørende for, om det hele kommer til at gøre den historiske forskel, alle ønsker. Derfor bliver forhandlingerne sidst på måneden endnu en skæbnesvanger affære. Og udviklingen indtil nu giver heldigvis anledning til håb.