Akademikerne og DI: Censorerne skal sikre kvaliteten på uddannelserne

Af Lars Qvistgaard og Charlotte Rønhof
Hhv. formand for Akademikerne og underdirektør i DI

De eksterne censorer har en helt særlig viden om fagenes faglige niveau både internt og på tværs af uddannelsesinstitutionerne, og den viden skal bruges og udnyttes meget bedre, end den gør i dag.

Derfor foreslår DI og Akademikerne, at de eksterne censorer for fremtiden får som kerneopgave at vurdere de studerendes – og dermed undervisningens – faglige niveau ved eksamen, og at de eksterne censorers arbejde på den måde målrettes i forhold til at sikre og løfte kvaliteten af uddannelserne.

På det seneste har vi set eksempler på, at censorerne har råbt vagt i gevær, fordi kvaliteten af uddannelserne var blevet for lav.

I foråret kritiserede 400 censorer fra erhvervskommunikation og -sprog uddannelsernes kvalitet og faglighed. Censorerne påpegede, at omfanget af pensum og det faglige niveau var faldende, og at der var tegn på karakterinflation.

Censorerne fandt med andre ord, at der gives højere karakterer for en mindre krævende præstation. Det problem er i sig selv graverende.

Men endnu mere alarmerende er det, at censorerne ikke er forpligtede til at gøre opmærksom på den slags kvalitetsudfordringer – i hvert fald ikke de censorer, der tager sig af universitetsuddannelserne.

På det seneste har vi set eksempler på, at censorerne har råbt vagt i gevær, fordi kvaliteten af uddannelserne var blevet for lav.

Af Lars Qvistgaard og Charlotte Rønhof Hhv. formand for Akademikerne og underdirektør i DI

For efter indførelsen af akkreditering skal de ikke længere stå vagt om uddannelsernes kvalitet og relevans. De skal bare sikre kvaliteten af selve eksamen og være garant for den studerendes retssikkerhed.

Efter overgangen til akkreditering af uddannelsesinstitutionerne er det endnu mere problematisk. For akkrediteringerne sikrer kun, at institutionerne har et kvalitetssikringssystem, men ser ikke på, om de systemer så virker i praksis.

Kritisk tænkende studerende

Når vi diskuterer censorsystemet, er det afgørende at forstå formålet med de eksterne censorer.

På den ene side vil vi gerne have, at de studerende indgår aktivt i undervisningen og er i kritisk faglig dialog med underviseren. Det er en særlig dansk uddannelsestradition, som vi skal bevare. På den måde uddanner vi selvstændigt og kritisk tænkende studerende.

På den anden side foregår bedømmelsen af den studerende ofte ved en mundtlig eksamen, hvor den studerende sidder over for den selvsamme underviser. Eksterne censorer sikrer dermed, at den studerende både kan være kritisk i forbindelse med undervisningen og få en fair bedømmelse til eksamen.

Fra DI's og Akademikernes side ønsker vi, at den uddannelsestradition bliver bevaret.

Vi ser gerne, at den eksterne censur fremover koncentreres omkring kernefag eller fag, som udgør rygraden i uddannelsen. På den måde får vi et løbende og systematisk tilsyn med kvaliteten af uddannelserne helt nede i maskinrummet.

Man kunne også overveje at supplere med en slags turnusordning, hvor fag og uddannelser på tværs af landet udtages til grundigere afrapportering af et hold af eksterne censorer.

Det kan give en systematisk sammenligning af det faglige niveau på tværs af uddannelsesinstitutionerne og medvirke til at løfte kvaliteten – eller få taget hånd om de uddannelser, hvor kvaliteten er for ringe eller for nedadgående.

Derudover bør der sættes ind med særlig ekstern censur på nye uddannelser og på uddannelser med kvalitetsudfordringer.

Censorkorpset bør udvides
Det er afgørende, at de eksterne censorkorps reelt er landsdækkende. I mange tilfælde er censorkorpset kun tilknyttet én institution. Det kan der være fagligt fornuftige grunde til. Måske udbydes uddannelsen kun på den ene institution.

Men man går derved glip af det potentiale, der er ved eksterne censorer, som kommer rundt på de forskellige institutioner. Det er jo ikke muligt at vurdere kvalitet og niveau på tværs, hvis man aldrig møder undervisere og studerende fra andre institutioner.

Her bør censorkorpset udvides til at dække flere beslægtede uddannelser med færre censorkorps til følge. I det hele taget bør det overvejes at systematisere og centralisere området langt mere, end det er i dag. For eksempel ved at lade en central aktør stå for censorallokering, udtagelser af uddannelser til udvidet censur og formidling af viden om de studerendes faglige niveau til institutionerne.

Samtidig er det afgørende, at der sættes et minimumskrav i forhold til anvendelsen af ekstern censur. Som det er i dag, får de videregående uddannelsesinstitutioner midler i forhold til aktivitet.

Jo flere studerende, der kommer igennem systemet, jo flere penge i kassen. Men koblingen mellem aktivitet og tildelte bevillinger indebærer en risiko for, at kvaliteten bliver dårligere. Derfor bør det sikres, at eksterne censorer anvendes på et omfattende antal eksaminer – eksempelvis som i dag mindst en tredjedel af uddannelsernes samlede ECTS.

Meget kunne gøres, og meget skal gøres, hvis vi skal løfte kvaliteten af uddannelserne og få mest ud af ressourcerne. Derfor ser vi frem til Censorudvalgets anbefalinger og glæder os til at få en god og saglig diskussion om udviklingen af området.