LA: Censorkorpset har før stoppet den faglige rutsjetur mod nulpunktet

Af Henrik Dahl (LA)
Forsknings- og uddannelsesordfører

I 2013 kulminerede en sag, som censorkorpset ved Humanistisk Informatik på Aalborg Universitet havde prøvet at rejse siden 2008.



Et samlet censorkorps fandt, at universitetet havde sænket standarderne for den acceptable præstation, så det i realiteten var trådt ud af den informelle fællesforståelse af, hvad det vil sige at være akademiker.

Imidlertid havde universitetet valgt at ignorere kritikken. Under dække af undskyldninger om at være slået ind på en ny og anderledes faglig vej, affejede man betænkelighederne. Men censorkorpset stod fast.

Formandskabet insisterede på, at kritikken ikke kom fra en bestemt gruppe af censorer, men fra alle.

Skulle man gengive svaret til universitetet i parafraseret form, lød det således: Hvad enten man foretrækker jazz, rock eller klassisk, skal man spille på stemte instrumenter. Og dertil er jeres studerende ikke kommet endnu.

Hvad enten man foretrækker jazz, rock eller klassisk, skal man spille på stemte instrumenter. Og dertil er jeres studerende ikke kommet endnu.

Af Henrik Dahl (LA), Forsknings- og uddannelsesordfører

Heldigvis skred censorkorpset ind
Som denne historie viser, kan censorkorpset gøre en forskel. Det kan rette op på faglige problemer, der ikke opfanges af, hvad der ellers findes af kvalitetskontrol. 

På den anden side viser historien også, at vi ikke er på plads endnu.

Den eneste grund til, at sagen nåede så langt, som den rent faktisk nåede, var, at jeg til sidst kortsluttede det formelle system og skrev om mine betænkeligheder i Weekendavisen.

Det, sagen om Humanistisk Informatik viste, var, at der var en slags systemfejl i universitetssystemet. Og hvad gik den så ud på?

Den gik ud på, at hvis det ikke var en enkelt lærer, som ønskede at sænke det faglige niveau, men hele instituttet, så var der ikke nogen, der formelt kunne stoppe dette i tide.

Til alt held skred censorkorpset ind – og så blev den faglige rutsjetur imod nulpunktet stoppet i tide.



På den anden side: dette skete udelukkende, fordi en enkelt censor valgte at kortslutte systemet og gå til medierne. Hvor censorkorpset tidligere kunne træde i den uafhængige tredjeparts sted og nedlægge veto mod dårlige kandidater, var dette med det nye karaktersystem umuligt.



Hvad censorer i gamle dage gjorde, var at træde i tredjepartens sted og sige (for eksempel): ”Denne person er ikke ingeniør”. Det forbød det nye system imidlertid. Thi her var man i princippet tvunget til at acceptere, at hvis institutionen definerede en ingeniør som en, der kunne bygge i Lego, så var dette faktisk nok til at kunne kalde sig ingeniør.



Derfor er der brug for censorer. Men der er også brug for et karaktersystem, som formelt tillader, at censorerne sætter sig i tredjepartens sted.