Rektorer: Nej tak til flere benspænd i akkrediteringen

Af rektor Hanne Leth Andersen og rektor Per Holten-Andersen

Hhv. formand og næstformand for Danske Universiteters Uddannelsespolitiske Udvalg

Direktør for Akkrediteringsinstitutionen, Annette Dørge, og formand for Akkrediteringsrådet, Per B. Christensen, foreslår i et indlæg i Altinget 29. august, at der indføres et tredje ben i den eksterne kvalitetssikring af videregående uddannelser.

Ud over akkreditering og censorsystemet vil de tilføre endnu en kontrol; peer reviews af uddannelserne.  

Universiteter er allerede i gang
En triangulering af institutionsakkrediteringen benævner forfatterne mundret tilføjelsen af det tredje ben.

Det ligner desværre mere en strangulering og et benspænd for universiteterne.

Universiteterne har ikke brug for mere bureaukrati – tværtimod. Det koster mange ressourcer, hver gang noget nyt skal dokumenteres.

Hanne Leth Andersen og Per Holten-Andersen

For det er svært at få øje på saglige argumenter for at indføre yderligere kontrolmekanismer på et tidspunkt, hvor de fleste universiteter enten er godt i gang med eller allerede er kommet igennem med deres institutionsakkreditering.

Det er værd at huske på, at det oprindelige formål med at overgå fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering var at give universiteterne friere rammer til at have ansvar for egen kvalitetssikring af uddannelserne.

Med en positiv institutionsakkreditering har Akkrediteringsrådet og Akkrediteringsinstitutionen fundet det bevist, at de interne systemer på institutionerne er tilstrækkelige til at sikre kvaliteten af universitetsuddannelserne.

Derfor virker det underligt, at de to instanser nu underminerer deres eget arbejde og siger, at det ene ben har haltet hele tiden.

Vil føre til mere bureaukrati 
Danske Universiteter har fuld forståelse for, at der er løbende fokus på kvaliteten af universitetsuddannelserne. Det skal der selvfølgelig være.

Men det virker ulogisk og uhensigtsmæssigt, at der tilføjes endnu flere krav til institutionerne, der har været igennem et i forvejen omfattende kontrolapparat for at blive positivt institutionsakkrediteret.

Universiteterne har ikke brug for mere bureaukrati – tværtimod. Det koster mange ressourcer, hver gang noget nyt skal dokumenteres.

De ressourcer burde bruges på uddannelserne, så vi får stadig mere kvalitet frem for stadig mere kontrol.

Universiteterne kunne ønske sig snart at få arbejdsro til at udføre den kerneopgave, de er sat i verden for: at bedrive forskning og uddannelse indtil højeste internationale niveau.