PAKS: Foreningen af Speciallæger er kun interesseret i flere kunder

DEBAT: Der er tre områder, som speciallægerne glemmer at fokusere på i deres argumentation i debatten på høreområdet, skriver bestyrelsen bag Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS).

Af Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutnings bestyrelse

FAPS har flittigt blandet sig i debatten på Altinget. Det er godt, da det nu bør være tydeligt for enhver, hvad FAPS' interesse er: at få flere kunder i butikken og dermed tjene flere penge.

I sin iver efter at overtage flere af det offentlige sygehusvæsens patienter synes FAPS og øre-, næse-, halslægerne (ØNH) dog at glemme tre meget afgørende forhold:

  1. Flertallet af de hørehæmmede er ikke patienter som følge af underliggende sygdom. Hvorfor skal de så behandles af en læge?
  2. ØNH-lægerne har en meget begrænset uddannelse i audiologi. Sammenlignet med audiologisterne har de eksempelvis et yderst begrænset kendskab til høreapparaters tekniske indretning – herunder indstilling, individuel tilpasning med videre.
  3. Mange ØNH-læger har allerede en meget lang ventetid – 7-12 uger er ikke noget særsyn. Set i det lys er det måske en bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, at lægerne kan fokusere på syge og lade andre om at servicere borgere med et almindeligt høretab.

Spørgsmål der kræver svar
FAPS hævder også, at det er billigere for det offentlige at bruge ØNH-lægerne. Nærmere bestemt for kommunerne, der ifølge FAPS kan spare udgifter til helbredstillæg.

Efter at have genlæst det høringssvar, som FAPS' formand, Kirsten Ilkjær, henviser til i sin argumentation, har PAKS en række ret enkle spørgsmål, som vi mener, at offentligheden har krav på at få besvaret:

a) Når FAPS skriver, at behandling ved speciallæge er billige end i privat regi, nærmere bestemt 171 kroner per udleveret høreapparat, hvor mange efterkontroller á 200 kroner inkluderer speciallægernes billigste pris?
PAKS spørger, da regnestykket tilsyneladende kun opererer med én enkelt efterkontrol, mens de fleste brugere har behov for løbende tilretninger, for eksempel fordi de taber sig eller tager på. Og hvem skal så betale for disse efterkontroller? Borgeren eller det offentlige?
Hvis der kun ydes én efterkontrol, hvor henvises borgerne så til i tilfælde af et justeringsbehov? De offentlige kommunikationscentre? I bekræftende fald, hvad er prisen for et besøg på et kommunikationscenter?

b) Prisen på et høreapparat er i FAPS' regneeksempel sat til 2.000 kr., men som bekendt er et høreapparat ikke blot et høreapparat. Hvilken type høreapparater kan udleveres til denne pris, og hvad er kvaliteten af dem?

c) Ydermere kunne det være relevant at få opklaret følgende: Hvor ofte ejer ØNH-lægen en klinik, som både sælger høreapparater med tilskud, har regionsaftale, udreder og rådgiver patienter? I den forbindelse kunne det være interessant at vide, hvordan FAPS vil garantere brugerne adgang til en uvildige udredning, når ØNH-lægen kan have privatøkonomisk interesse i at rådgive om en bestemt løsning og henvise til en bestemt butik med videre?

d) Endelig er det interessant at få svar på, hvilken kvalitet ØNH-lægernes behandling har. Især vores politikere, der er valgt til at varetage borgernes og dermed skatteydernes interesser, burde kere sig om kvaliteten af den behandling, som FAPS' medlemmer leverer.
Da det fremgår, at ØNH-lægerne er akkrediteret via Den Danske Kvalitetsmodel, må det være ret enkelt at svare på, hvad kvaliteten reelt er. Da borgeren skal være i centrum for enhver offentligt finansieret sundhedsydelse, bør vi ligeledes have svar på, hvad brugertilfredsheden er for de ØNH-læge-behandlede borgere.

Inspiration fra omverdenen
Hos PAKS imødeser vi FAPS’ svar med interesse og opfordrer alle betalere – først og fremmest skatteborgerne, men naturligvis også regionerne og kommunerne – til at læse svarene med stor opmærksomhed.

Hvis der politisk er enighed om, at op til 122 uger er alt for lang en ventetid på behandling i det offentlige, er det måske tid til at overveje en anden indretning af systemet.

Inspiration kan man blandt andet finde i Sverige, hvor kun er et fåtal af brugerne ses af en ØNH-læge, og det kun i særlige tvivlstilfælde. Også Tyskland tilbyder inspiration. Her værner myndighederne om lægens uvildighed.

ØNH-læger, der sammenblander deres roller og for eksempel afsløres i at have økonomisk interesse i udlevering af et høreapparat via en bestemt butik, kan idømmes en bøde på op til 250.000 euro.

Indlægget er oprindeligt bragt som en kommentar på Altingets hjemmeside til denne artikel.

Forrige artikel Danske Regioner: Skrot produktivitetskravet fra 2018 Danske Regioner: Skrot produktivitetskravet fra 2018 Næste artikel Hørevirksomhed: Behandlet høretab er fitness for hjernen Hørevirksomhed: Behandlet høretab er fitness for hjernen