Professor: Danida må tilbage til tegnebrættet

Af John Rand
Professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet

Da regeringen meldte ud, at private virksomheder og business-partnerskaber skulle spille en (endnu mere) central rolle i implementeringen af den danske udviklingspolitiske strategi, blev jeg både forundret og nysgerrig på samme tid.

Forundret fordi vi allerede har prøvet at gå i den retning uden den store succes. Og hvad er det, der har ændret sig, siden at netop denne strategi nu ses som en win-win-win for både virksomheder, ngo’er og verdens fattige?

Centralt for forståelsen af den strategiske omlægning er naturligvis den generelle trend i det internationale donormiljø. Sustainable Development Goal (SDG) nummer 17, ”partnerskaber for handling”, og mere specifikt delmål 17.17 ”Vi skal fremme og opfordre til partnerskaber på tværs af den offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet” signalerer i høj grad, at en sådan strategisk omlægning bør prioriteres.

Men det fremhæves samtidig, at dette bør ”ske ved at bygge videre på vores erfaringer med partnerskaber og deres ressourcestrategier”. Og det er her, at embedsapparatet i Danida efter min opfattelse kommer til at skulle i arbejdstøjet.

Litteraturen afviser fortidens forsøg
Hvis man tager udgangspunkt i den akademiske litteratur omkring strategiske alliancer eller kigger i de evalueringer (bestilt af Danida selv), som er til rådighed for de implementeringsansvarlige, står det klart, at vi ikke bør implementere partnerskabsprogrammer, som vi tidligere har gjort det (se Danida, 2014 og Hansen, Klejnstrup og Rand, 2013).

Har man accepteret, at business-as-usual ikke er tilstrækkelig for at sikre, at sådanne partnerskaber bliver en succeshistorie set fra modtagerpartnernes synsvinkel?

John Rand
Professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet

Vigtigt for denne forståelse er, at argumenterne for en sådan strategi i en udviklingsmæssig sammenhæng grundlæggende kan opdeles i tre grupper:

(1) partnerskabsprogrammer gennemtrumfes af strategiske årsager, men har ikke centrale udviklingshensyn i modtagerlandene som hovedprioritet, (2) partnerskaber kan være med til at minimere såkaldte transaktionsomkostninger, således at man kan opnå effektivitetsgevinster i lande, hvor markeder og informationsstrømme er ufuldstændige, og/eller (3) at det skaber en større sandsynlighed for videnspredning til gavn for den innovative kapacitet hos partneren i modtagerlandet.

Ikke positive erfaringer
Fra et udviklingspolitisk synspunkt må (2) og (3) være de mekanismer, partnerskabsprogrammerne har til hensigt at fremme, og ovennævnte evalueringer viser, at programdesignet er helt afgørende. Gennemgangen af de tidligere partnerskabsprogrammer viser desværre, at programdesignet ikke i tilstrækkelig grad har kunnet støtte op omkring disse virkemidler.

Et af de helt kritiske elementer i programdesignet har været den ulige magtbalance, som blev skabt mellem de danske og udenlandske virksomheder allerede i opbygningsfasen af partnerskabet blandt andet på grund af måden, hvorpå man søgte bistandsstøttekroner til opstart af partnerskabet. Alt i alt er den overordnede konklusion fra tidligere forsøg med en privatsektordrevet udviklingsstrategi gennem partnerskabsprogrammer ikke yderst positiv.

Tilbage til tegnebrættet
Og det er så her, at min nysgerrighed blev vækket. For har man på baggrund af de erfaringer, man har gjort sig tidligere, og de grundige evalueringsrapporter, der foreligger både nationalt og internationalt af tidligere partnerskabsprogrammer, revideret tilgangen til, hvordan man bedst inddrager den private sektor og skaber partnerskaber for udvikling?

Har man accepteret, at business-as-usual ikke er tilstrækkelig for at sikre, at sådanne partnerskaber bliver en succeshistorie set fra modtagerpartnernes synsvinkel?

Hvis ikke, så må det allerede pressede embedsapparat efter min mening tilbage til tegnebrættet, hvis den nye partnerskabsstrategi ikke bare skal få et ”hvad sagde jeg”, når den viser sig utilstrækkelig til at opfylde de ambitiøse Sustainable Development Goals.