Dansk Erhverv: Buurtzorg-modellen er ikke et mirakelmiddel på ældreområdet

I Danmark bliver vi markant flere ældre, hvor der i 2030 vil være cirka 425 tusinde danskere i alderen fra 80 år og op. Det er en stigning på 46,2 procent i forhold til 2022, hvor der allerede i dag er en presserende mangel på medarbejdere i ældreplejen.

Buurtzorg-modellen er blevet fremhævet som måden at imødekomme denne udfordring. Selvfølgelig har modellen gode elementer og greb, men i oversættelsen fra en nederlandsk kontekst skal man bevæge sig frem nysgerrigt og varsomt.

Den seneste tid er Buurtzorg-modellen fra Nederlandene blevet det nye sort i dansk ældrepleje. Den grundlæggende analyse er, at vores velfærd er ved at sande til i bureaukrati og kontrol, og at ældreplejen ikke længere kan se den ældre for regler, krav og dokumentation.

Det er ikke et mirakelmiddel, det kan ikke overføres én-til-én til en dansk kontekst

Anders Nyberg Olesen
Politisk konsulent, Dansk Erhverv

Det suger en stor del af arbejdsglæden, tilliden og fagligheden ud af medarbejderne, hvilket i sidste ende stækker medarbejdernes fokus på at give livsglæde, nærvær og omsorg til de mange ældre.

Her er Buurtzorg blevet udråbt som en metode til at imødekomme dette, hvor medarbejderne organiseres i faste, tværfaglige og selvstyrende teams. Her er kongstankerne, at der skal være mindre bureaukrati, mere frihed for medarbejderne, og at de ældre får besøg af færre forskellige medarbejdere.

I Nederlandene er de ansatte organiseret i teams på 12 personer, hvor disse har ansvaret for 40 til 50 ældre. Som den nye ældreminister understreger, så er det interessante ved denne organisering, at den honorerer både kontinuitet, helhedspleje og tillid til medarbejdere i det yderste led.

Det skal vi selvfølgelig være nysgerrige på og lade os inspirere af. Det er den helt rigtige retning, når ældreminister Mette Kierkgaard bebuder, at ældreplejen bør styres på tillid til lokal forvaltning og på overordnede mål med kvalitetsopfølgning. For der er et stort behov for mere tillid og frihed til ældreplejens medarbejdere og ledere. Men Buurtzorg-modellen skal dog tilgås med en vis varsomhed.

Modellen er ikke den panacea, den udråbes til

Buurtzorg-modellen indeholder gode greb, teknikker og organiseringsformer, som man bestemt kan lade sig inspirere af, og som har bidraget til nytænkning i den danske ældrepleje. Men det er ikke et mirakelmiddel, det kan ikke overføres én-til-én til en dansk kontekst, og derfor skal man træde frem både nysgerrigt og varsomt.

I Nederlandene er velfærden finansieret gennem et statsligt reguleret marked, hvor det er obligatorisk for alle indbyggere at tegne sundheds- og socialforsikring ved et privat forsikringsselskab.

Den nederlandske forsikringsbaserede velfærdsmodel er dermed anderledes fra den danske. Ifølge Vive kan modellen nok bedst sammenlignes med en fuldt udbygget og universel udgave af de fagforeningsbaserede sygekasser, der blev afskaffet i Danmark i 1973. Udover en anderledes velfærdsmodel er pårørende også juridisk forpligtigede til at hjælpe både ældre og plejekrævende familiemedlemmer.

I Nederlandene findes markant anderledes familiemønstre, hvor en stor del af landets kvinder enten er på deltid eller hjemmegående. For det er krævende at være pårørende og være forpligtiget til at hjælpe til, og med den store mangel på arbejdskraft, som vi står over for i Danmark, har vi ikke råd til at undvære nogle.

Vi skal implementere nysgerrigt og varsomt, og give lederne og medarbejderne autonomien til at tilrettelægge arbejdet

Anders Nyberg Olesen
Politisk konsulent, Dansk Erhverv

Desuden mener skaberen Jos de Blok, at der skal være så lidt ledelse som muligt, hvis det skal give de bedste resultater. I Danmark ser vi derimod, at mange medarbejdere værdsætter og efterspørger nærledelse på ældreområdet.

Blandt Dansk Erhvervs medlemmer på velfærdsområdet bliver det ofte understreget, at nærledelse er vejen til et lavt sygefravær og en højere trivsel blandt medarbejderne. Så vil vi virkelig undvære det? Dette er blot tre eksempler på, hvordan den danske kultur og velfærdsmodel adskiller sig, og derfor er det vigtigt at se helheden i ældreplejen, når Buurtzorg oversættes til en dansk kontekst.

Afsæt i den enkelte

I Danmark er der ingen one size fits all, det er derimod et komplekst arbejde, som skal være lokalt forankret. Uden at tage højde for den danske og lokale særegenhed, kan modellen risikere at udhule det lokale medejerskab og engagement fra ledere og medarbejdere.

Vi skal derimod implementere nysgerrigt og varsomt, og give lederne og medarbejderne autonomien til at tilrettelægge arbejdet. For ingen afdelinger i ældreplejen i Danmark er ens, der eksisterer mange forskellige kulturer, præferencer og arbejdsmåder, som der skal tages højde for og være respekt for.

I Dansk Erhverv er vi enige i, at borgeren skal frisættes, så den enkelte selv kan vælge. Derfor er det også positivt med idéen om selvstyrende teams, hvor visitationen og beslutninger rykker tættere på borgeren.