Mikkel Bjørn
 svarer 
Jakob Engel-Schmidt

Hvad agter ministeren at gøre for at sikre at i særdeleshed ældre borgere med tekniske udfordringer ikke bliver koblet af DRs tv-udbud på kanalens streamingapp?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Kulturudvalget, Spørgsmål 154

Hvad agter ministeren at gøre for at sikre at i særdeleshed ældre borgere med tekniske udfordringer ikke bliver koblet af DRs tv-udbud på kanalens streamingapp, når DR stiller krav om at man skal være logget ind for at kunne anvende tjenesten?

Svar fra fredag den 14. juni 2024

Jeg er meget opmærksom på, at DR fortsat sikrer, at DR’s public service-indhold er tilgængeligt for hele befolkningen. Dette er også understreget i DR’s public service-kontrakt for 2024-2026, hvoraf det bl.a. fremgår, at: ”DR skal sikre et bredt udbud af programmer og tjenester til alle borgere via tv, radio, internet, herunder apps og andre relevante platforme, men DR skal adressere den øgede digitalisering ved distributionen og udviklingen af DR’s indhold.”

I forhold til, hvordan det sikres, at ældre borgere ikke kobles af DR’s tv-udbud på DR’s streaming-app, har jeg bedt DR om et bidrag. DR oplyser følgende:

”DR har taget flere tiltag for at sikre, at det bliver så nemt som muligt for borgere med digitale udfordringer at oprette og bruge login til DRTV, blandt andet i tæt samarbejde med Ældre Sagen. Selve designet for DRTV-loginet er således udformet med bidrag fra netop ældre borgere, så løsningen er så brugervenlig som mulig.

I tiden frem mod indførelse af obligatorisk login den 30. september gennemfører DR en aktiv indsats for at sikre, at alle, der måtte opleve problemer, kan få den hjælp, de har brug for. Det indebærer, at DR i disse måneder afholder arrangementer i hele landet, hvor ældre og andre borgere har mulighed for at møde fysisk op og få direkte hjælp af DR’s brugerkontakt. Dertil kan man alle hverdage komme i kontakt med DR’s brugerkontakt på telefon og mail, hvor trænet personale sidder klar til at hjælpe, og telefonbemandingen og åbningstiden øges i perioden for overgang til obligatorisk login.

Derudover er der adgang til videoer og vejledninger på DR’s hjemmeside, som trin for trin viser, hvordan man logger ind. Vejledningerne kan også bruges i tilfælde af, at en bruger får hjælp fra pårørende eller IT-hjælpere hos Ældre Sagen. IT-hjælpere hos Ældre Sagen fik i forbindelse med lanceringen af login til DRTV i 2023 tilsendt en guide til login til DRTV, så de er klædt på til at hjælpe borgere, der har brug for hjælp.

For at sikre en opmærksomhed om login vil brugere af DRTV den kommende tid møde bannere på DRTV-platformen og spots på radio og tv, som opfordrer til at oprette et login. Senere hen vil brugere, der ikke allerede er logget ind, blive informeret om kommende obligatorisk login og opfordret til at oprette login.”

0:000:00