Analyse af 
Kim Rosenkilde

Nu kommer valget: Hvad betyder det for velfærden, om Frederiksen, Ellemann eller Pape bliver ny statsminister?

Den borgernære velfærd hører til blandt de mest klassiske valgkampstemaer, og fronterne er denne gang trukket skarpt op. Men hvor stor forskel gør det egentlig, om den næste statsminister er socialdemokrat, venstremand eller konservativ? Nogen, men meget afhænger af helt andre ting.

Mens Socialdemokratiet og Venstre ligger tæt på hinanden på de overordnede velfærdspolitiske prioriteringer, så har Konservatives statsministerambitioner tilføjet et mere liberalt udfaldsrum for en eventuel blå regering.
Mens Socialdemokratiet og Venstre ligger tæt på hinanden på de overordnede velfærdspolitiske prioriteringer, så har Konservatives statsministerambitioner tilføjet et mere liberalt udfaldsrum for en eventuel blå regering. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Der er pustet nyt luft i den traditionsrige kamp om, hvem der er bedst til at administrere og udvikle det danske velfærdssamfund.

Ved at genaktivere diskussionen om offentlig nulvækst har Konservative udvidet udfaldsrummet for, hvilken linje en eventuel kommende borgerlig statsminister vil tage afsæt i.

Venstre fortsætter med Jakob Ellemann-Jensen som formand med at læne sig ind mod Socialdemokratiet på de overordnede velfærdsprioriteringerne. Ikke mindst ved at fastholde løftet fra folketingsvalget i 2019 om at lade de offentlige budgetter vokse i takt med den demografiske udvikling.

Til gengæld har Søren Pape Poulsen valgt de mere rentonet liberal tilgang med en eksplicit ambition om at begrænse størrelsen på den offentlige sektor. Da han gør det som en reel statsministerkandidat, har han samtidig trukket skillelinjerne mellem rød og blå blok skarpt op.

For Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er balancen i højere grad at skulle køre sig selv i stilling som det regeringsbærende parti, der vil velfærden allermest. Vel at mærke uden at åbne en alt for stor flanke for borgerlig kritik om, at den økonomiske ansvarlighed sættes over styr.

”Om lidt vil de politiske forskelle for alvor blive tegnet op,” sagde Mette Frederiksen, da hun tirsdag holdt sin i denne omgang sidste åbningstale i Folketinget.

Bogstavleg med ubekendte

Men når valget er overstået, så vil de forskellige partier sætte sig sammen og finde ud af, hvem der kan arbejde sammen og om hvad. Det vil i første omgang være et spørgsmål om at få afklaret, hvilken bogstavakronym der skal betegne en kommende regering.

Fortsætter Mette Frederiksen som statsminister med sit BØF-flertal (Radikale, Enhedslisten og SF red.) i ryggen, så står det nogenlunde klart, hvilke store linjer for velfærden der vil sætte kursen.

Socialdemokratiet har fastsat en minimumspakke med sin nye 2030-plan, hvor der er afsat penge til at lade de offentlige udgifter vokse i takt med den demografiske udvikling med flere ældre og formentlig også flere børn. Her til kommer yderligere godt 5 - 10 milliarder kroner, som kan prioriteres til velfærd over de kommende år.

Radikales økonomiske 2030-plan opererer med nogenlunde samme beløb, hvor der dog fastlåses et lidt større beløb til konkrete velfærdsforbedringer som bedre normering, flere lærere og bedre uddannelser.

SF og Enhedslisten vil endnu mere og har en række ambitioner om at reformere og styrke både daginstitutioner, socialområdet, ældreplejen og folkeskolen.

Trods Alternativets endegyldige implosion og Radikales delvise nedsmeltning i løbet af valgperioden, så står rød blok nogenlunde samlet om en fortsættelse af de seneste års politiske retning, hvor små løbende opgraderinger af velfærden har været en afgørende del af kittet i samarbejdet.

Blå bloks mange ubekendte

Anderledes ser det ud blandt de borgerlige partier, der har været igennem en historisk tumultarisk periode.

Magtbalancen mellem Venstre og Konservative synes at være slået tilbage til et sted i 1980’erne, Dansk Folkeparti kæmper mod spærregrænsen, Liberal Alliance ser ud til at have medvind, og så er der Inger og Danmarksdemokraterne.

Det er uklart, hvilken retning det samlet set trækker i på velfærdsområdet.

Lykkes det rent faktisk Søren Pape Poulsen at sætte sig i statsministerstolen, så er spørgsmålet, hvorvidt Konservatives nulvækstlinje også skal være bærende for et regeringsprojekt. Eller om det først og fremmest var tiltænkt at skulle sikre partiet tilstrækkeligt med borgerlige stemmer til at blive det største borgerlige parti.

Venstre vil i tråd med partiets historiske erfaring fra ørkenvandringen i 1990’erne og succesen under Anders Fogh Rasmussen, trække et regeringsprojektet ind mod midten på de brede velfærdspolitiske linjer. Altså måske nok med fokus på økonomisk mådehold, men ikke ligefrem smalkost.

Hvor gavmilde er Inger og Lars?

Hvor Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne står i forhold til de mere generelle velfærdsprioriteringer, har hun først løftet sløret for på dagen for valgudskrivelsen. Her kunne man i Berlingske læse, at hun vil kræve, at en ny borgerlig regering "som minimum" skal lade pengene til velfærden følge med den demografiske udvikling.

Det ligger fint i tråd med, at Danmarksdemokraterne synes totalt at have overtaget Dansk Folkepartis rolle i forhold til at kunne trække socialdemokratiske vælger over midten, og dermed også overtager linjen som den mere velfærdsgavmilde stemme i blå blok.

Formentlig med et skærpet blik for vilkårene i jyske kommuner.

Og så er der Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, som ikke har bekendt kulør i forhold til statsministerkåring. Løkke stod selv bag Venstres såkaldte velfærdsløfte i 2019, og har nu også gjort sig bemærket som fortaler for højere lønninger til sygeplejersker.

Får Moderaterne en central rolle kan man nok forvente, at de vil trække velfærdspolitikken i en blå regering ind mod midten på de overordnede linjer, mens Liberal Alliance vil gøre sit for at trække modsat.

Politik gør en forskel, trods alt

I den politiske videnskab fremhæves det indimellem som et åbent spørgsmål, om politik overhovedet gør en forskel.

Altså om det på den lidt længere bane gør den store forskel, hvem der leder et land, eller om enhver regering til enhver tid er så bundet af ’omstændighederne’, at forhold som statsministerens partifarve ikke har nogen særlig betydning for de afgørende valg.

Ser man på den generelle velfærdspolitiske dagsorden det forudgående årti, så kan det i hvert fald ikke entydigt konkluderes, at det gjorde den stor forskel på prioriteringen af økonomiske ressourcer til den offentlige sektor, om statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt.

Men man skal højt op på abstraktionsstigen for at kunne argumentere for, at et folketingsvalgs udfald og konstellationen af en regering ikke ændrer på det store. I praktisk politik vil den slags kunne føre til meget forskellige resultater.

For én ting er, hvad den mere overordnede økonomiske sigtelinje bliver for en kommende regerings velfærdspolitik. Noget andet er, hvilke konkrete instrumenter der bringes i spil, når forskellige sektorer inden for velfærdssamfundet skal reformeres.

Nogle gange kan praktiske politiske løsninger på konkrete samfundsmæssige udfordringer sætte helt nye udviklingsstier for fremtiden. Både på det specifikke område, men også på et mere overordnet samfundsniveau.

Reformer i vente

Et eksempel fra fortiden er de store arbejdsmarkedspensioner, der er bygget op i kølvandet på slut firsernes store trepartsaftale, ’Fælleserklæringen’. Et andet lidt nyere eksempel kunne være Anders Fogh Rasmussens introduktion af frit-valg-princippet i dansk velfærdspolitik i starten af nullerne.

Ser man frem, venter der konkrete og vigtige reformer inden for blandt andet ældrepleje og sundhedsvæsen.

I forhold til førstnævnte er der ikke mange partier uden for regeringen, som kan se den store nødvendighed i at lave en ny såkaldt ældrelov. Men de fleste er imidlertid enige om, at ældreplejen har brug for en grundlæggende omkalfatring for at få gjort op med bureaukrati og ’minuttyrani’.

Udformningen af en sådan reform kan tones i mange forskellige retninger, alt efter hvem der er politisk ansvarlig.

Det samme kan man sige om de arbejdsmarkedsreformer, som partier på tværs af den politiske midte vil have gennemført for at begrænse manglen på arbejdskraft i en tid med udsigt til, at store årgange går på pension og afløses af mindre årgange.

Træder man nogle skridt tilbage og ser på de ’omstændigheder’, som en kommende regering vil skulle virke under, ser det ikke umiddelbart alt for lyst ud.

Økonomien er den store joker

Inflationen er historisk høj, renterne stiger hastigt, energikrisen tager til frem mod vinteren, der er krig i Europa.

Under sin åbningstale i Folketinget i tirsdags gjorde Mette Frederiksen da også sit til at tale ind i den voksende krisestemning ved at pege på de mørke skyer på himlen og risikoen for økonomisk uvejr.

De fleste økonomer hælder dog fortsat til en nogenlunde 'blød landing', hvor de seneste års højkonjunktur afløses af en vis afmatning og stigende ledighed. Men der opereres også med risikoscenarier, hvor tingene udvikler sig mere dystert.

Skulle et større økonomisk tilbageslag ramme, vil det kunne vende op og ned på meget.

Det vil ikke nødvendigvis skubbe afgørende til de overordnede velfærdspolitiske prioriteringer, men vil kunne sætte nye rammer for den praktiske realisering af ambitionerne.

Og gøre livet sværere for en ny regering, uanset om statsministeren hedder Frederiksen, Ellemann-Jensen eller Pape Poulsen til efternavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion