Nick Zimmermann
 svarer 
Sophie Løhde

Finder ministeren det rimeligt, at kommunerne uddeler bøder til borgere, der har meldt flytning for sent, uden at tage hensyn til særlig sårbare situationer?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

§20-spørgsmål 587

Finder ministeren det rimeligt, at kommunerne uddeler bøder til borgere, der har meldt flytning for sent, uden at tage hensyn til de særlig sårbare situationer, som de pågældende borgere kan stå i?

Skriftlig begrundelse:
Spørgeren er bekendt med en sag, hvor en borger har fået en bøde på 1.000 kr. for at glemme at melde flytning korrekt inden for 5 dage til den handicapvenlige bolig, som han og hans ægtefælle skulle bo i den korte tid, de havde sammen, inden ægtefællen på ulykkelig vis døde.

Svar fra fredag den 23. februar 2024

Det fremgår af begrundelsen for spørgsmålet, at spørgsmålet har baggrund i en konkret sag. Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sag, men jeg kan generelt oplyse følgende om reglerne i CPR-loven (lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023 med senere ændringer) om anmeldelse af flytning og kommunernes adgang til at udstede bødeforlæg i den forbindelse:

Efter CPR-lovens § 12, stk. 1, 1. pkt., har enhver, der flytter, pligt til senest 5 dage efter flytningen at anmelde denne til tilflytningskommunen. Anmeldelse kan også omfatte de medlemmer af husstanden, der flytter med, således at disse fritages for selv at anmelde flytningen.

Det er muligt at anmelde flytning forud for selve flytningen. Kommunalbestyrelsen kan dog efter CPR-lovens § 12, stk. 4, nægte at modtage flytteanmeldelser tidligere end 4 uger før den angivne flyttedato.

Borgernes pligt til at anmelde flytning er afgørende for muligheden for at opretholde et CPR-register, der er ajourført og korrekt udvisende, så det kan danne grundlag for bl.a. offentlig administration, herunder den offentlige ydelsesadministration.

I CPR-lovens § 57 er der på den baggrund fastsat nærmere regler om straf, herunder for ikke rettidigt at anmelde en flytning. Det fremgår således af CPR-lovens § 57, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed ikke rettidigt anmelder en flytning, jf. § 12, stk. 1, 1. pkt.

Det er en betingelse for at ifalde straf efter bestemmelsen, at det kan henregnes til borgeren som forsætligt eller groft uagtsomt, at der ikke er anmeldt flytning rettidigt.

Efter CPR-lovens § 58, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen tilkendegive vedkommende, at en overtrædelse af bl.a. de bestemmelser, der er nævnt i § 57, stk. 1, nr. 1, herunder CPR-lovens § 12, stk. 1, nr. 1, kan afgøres uden retlig forfølgelse, såfremt vedkommende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde til kommunens kasse.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse selv, der beslutter, om den ønsker at udnytte muligheden for at udstede bødeforlæg for overtrædelse af bl.a. CPR-lovens § 12, stk.1, nr. 1.

Fastsættelsen af bødens størrelse skal ske under hensyntagen til den pågældendes økonomiske forhold og forseelsens grovhed, jf. straffelovens § 51, stk. 3.

Såfremt borgeren ikke finder, at bødeforlægget i tilstrækkelig grad tager hensyn til borgerens konkrete situation, har borgeren mulighed for at undlade at vedtage bødeforlægget. Såfremt den pågældende ikke vedtager kommunens bødeforlæg, overgives sagen til politiet til videre ekspedition. Hvis politiet fastholder bødeforlægget, og vedkommende fortsat ikke vedtager dette, vil byretten skulle tage stilling til skyldsspørgsmålet og spørgsmålet om bødens størrelse.

Det er min opfattelse, at reglerne giver kommunerne mulighed for at tage de fornødne hensyn til den enkelte sag, herunder i forbindelse med fastsættelsen af bødens størrelse. Det er også min opfattelse, at borgere, der ikke finder, at kommunen har taget de nødvendige hensyn, har muligheden for at få prøvet spørgsmålet i sidste ende ved domstolene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00