Debat

3F: Regeringens ambitioner om efteruddannelse er dybt skuffende

Vi har som samfund brug for at styrke AMU-systemet for at sikre den progressive, grønne udvikling. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være, skriver Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.

Frem mod 2030 kommer vi til at mangle op imod 100.000 faglærte eller specialiserede arbejdere, der har kompetencerne til den moderne, bæredygtige og højteknologiske industriproduktion, skriver Søren Heisel.
Frem mod 2030 kommer vi til at mangle op imod 100.000 faglærte eller specialiserede arbejdere, der har kompetencerne til den moderne, bæredygtige og højteknologiske industriproduktion, skriver Søren Heisel.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Søren Heisel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Behovet for grøn omstilling er tydeligere i dag end nogensinde efter sommerens tv-billeder af udtørrede floder i Sydeuropa, voldsomme oversvømmelser i Pakistan og skrumpende gletsjere i Alperne og polaregnene.

Vi bliver ganske enkelt – globalt og nationalt - nødt til at leve og producere mere bæredygtigt, hvis ikke vi og vores børn skal blæses omkuld af ekstreme vejrforhold i de kommende årtier.

Det kan vi, og det vil vi. Vi er allerede godt i gang med vindenergi, omstilling i transportsektoren og bæredygtigt byggeri. Og vi er gode til det. Vi kan udvikle og udtænke globale, grønne løsninger, og vi har en veluddannet arbejdsstyrke, der fysisk kan sætte handling bag de fine ord og kloge beregninger.

Den udvikling skal fortsætte og styrkes, det er vi alle enige om. Vi er også enige om, at det kræver en enorm udvikling af arbejdsstyrkens faglige kompetencer.

Frem mod 2030 kommer vi til at mangle op imod 100.000 faglærte eller specialiserede arbejdere, der har kompetencerne til den moderne, bæredygtige og højteknologiske industriproduktion, til at installere vindmøller eller til at opstille lade standere til fremtidens el-biler.

Investering i uddannelse og efteruddannelse
Vi skal derfor satse massivt på uddannelse og efteruddannelse. Skal vi lykkes med den grønne omstilling, skal vi som samfund satse massivt på at skabe kompetencer hos den arbejdsstyrke, der skal føre den grønne omstilling ud i livet. Men her knækker kæden.

Der investeres langt fra nok i den nødvendige udvikling af kompetencerne hos arbejdsstyrken. I årtier har især voksen- og efteruddannelsesområdet været underprioriteret i forhold til gymnasier og videregående uddannelser, og den nye finanslov for 2023 blæser desværre den samme vej. Der afsættes ganske vist et par hundrede millioner kroner årligt til FGU, VEU og andet, og det er bestemt fint. Men det er alt for lidt.

Vi skal som samfund satse massivt på at skabe kompetencer hos den arbejdsstyrke, der skal føre den grønne omstilling ud i livet

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Der skal investeres langt mere i voksen- og efteruddannelse (VEU) og særligt i arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Voksen- og efteruddannelsessystemet har gennem alt for lang tid kørt på pumperne på grund af lærer-, elev og pengemangel.

Hvis vi mener det alvorligt med den grønne omstilling, og det ikke blot skal være skåltaler ved fine lejligheder, skal der efter min mening investeres langt mere i efteruddannelse. Og i min optik er det mere end bydende nødvendigt med en økonomisk investering i AMU-systemet. 

Arbejdsmarkedsuddannelserne er simpelthen nøglen til den grønne omstilling. Det er på AMU, at de ufaglærte i korte, målrettede og erhvervsrettede kursusforløb får konkrete kompetencer til at løse morgendagens udfordringer.

Der er her, der kan skabes den ekstra arbejdskraft, der skal til for at lykkes med den grønne omstilling. Men AMU nævnes ikke med et ord i den nye finanslov.

Vi risikerer at blive sat på bænken
I 3F mener vi, at der skal investeres op imod en halv milliard kroner om året i AMU-systemet. Denne investering skal sikre solide lærerkræfter, gode uddannelser og langt flere kloge hænder. I mine øjne har vi som samfund brug for at styrke AMU-systemet for at sikre den progressive, grønne udvikling. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være.

Vi sidder lige nu i trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelsessystemet, og samtidig skal finansloven og de økonomiske prioriteringer forhandles.

I 3F mener vi, at der skal investeres op imod en halv milliard kroner om året i AMU-systemet

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Jeg håber, at både trepartsforhandlingerne og de kommende politiske forhandlinger kommer til at udtrykke en lagt højere prioritering af voksen- og efteruddannelsesområdet, end der har været prioriteret de seneste årtier.

Og jeg forventer, at især det politiske system prioriterer AMU langt højere end det, der kommer til udtryk i det nye finanslovsforslag. Der skal ganske enkelt flere penge på bordet nu og her og i de kommende år.

Danmark har ikke råd til denne laissez-faire holdning omkring voksen- og efteruddannelsesområdet i de kommende år. Vi skal opprioritere og satse stort på uddannelse og efteruddannelse af kortuddannede danskere i stedet for at vende det blinde øje til.

Glemmer vi AMU, risikerer vi at blive sat på bænken i den globale udvikling mod bæredygtighed og grøn omstilling. Det vil være en katastrofe for dansk erhvervsliv, for de danske lønmodtagere og for den danske statskasse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Heisel

Forbundssekretær, 3F, formand, SkillsDenmark
Tømrer (1984)

0:000:00