Dansk Socialrådgiverforening: Bedre rammer for arbejdsmiljøet skal forhandles lokalt

Når arbejdsgiverne ikke vil løse problemer med arbejdsmiljø centralt, må vi sætte ind lokalt. For eksempel ved at give nyuddannede ret til en mentor eller give socialrådgivere en kognitiv værktøjskasse. Det ville styrke rekrutteringen og tilknytningen til både faget og den enkelte arbejdsplads, skriver Malene Thackrah.

Når arbejdsgiverne ikke ville være med til at løse problemet centralt, så må vi sætte ind lokalt i de lokale forhandlinger, skriver Malene Thackrah.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Malene Thackrah

Regionsnæstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom vi har landet tilfredsstillende overenskomster med pæne lønstigninger, så ærgrer jeg mig over, at arbejdsgiverne igen har nægtet at skrive arbejdsmiljørettigheder ind i overenskomsterne.

Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at konkretisere arbejdsmiljø

I lyset af det er det også et plaster på såret, at man har videreført de kommunale puljer om psykisk arbejdsmiljø og forlænget initiativerne med uddannelsen af ledere i psykisk arbejdsmiljø.

Men jeg frygter, at det er de kommuner og arbejdspladser, der har overskud, kapacitet og stærke medarbejdervalgte repræsentanter, som ender med at benytte disse tilbud.

De steder, der er allermest udfordret af skiftende ledelse, udskiftning blandt de medarbejdervalgte repræsentanter og generelt stor personaleomsætning, vil have umådeligt svært ved at benytte ovenstående.

Derfor må og skal vi forhandle bedre rammer for arbejdsmiljøet.

Læs også

Dansk Metal: Jo, gymnasiet skal kun være for de boglige

Debat

De menneskelige konsekvenser

Konsekvenserne af et ringe arbejdsmiljø er betydelige. Arbejdernes Erhvervsråd har i samarbejde med HK lavet en analyse, som viser, at stressrelateret sygefravær hvert år koster samfundet 55 milliarder.

Når arbejdsgiverne ikke ville være med til at løse problemet centralt, så må vi sætte ind lokalt.
Malene Thackrah
Regionsnæstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst

Læs lige det igen: 55 milliarder. Hvorfor det ikke har arbejdsgivernes interesse ved overenskomstforhandlingerne, er helt uforståeligt for mig.

Oven i de økonomiske konsekvenser kommer også de menneskelige.

I mit tidligere job har jeg siddet med medarbejdere, som skulle optrappe i tid efter en sygemelding, mens de samtidig kunne se deres pressede kollegaer, der måtte tage flere sager.

Det kaldes moralsk stress og pres, og det eksisterer i fuldt flor i forvaltningerne i større og mindre grad.

Vikardækningen inde for socialt arbejde er nemlig ikkeeksisterende. I stedet er praksis, at man får de tilbageværende kollegaer til at løfte lidt mere i en periode.

En periode som i nogle tilfælde bliver langvarig og næsten permanent, fordi sygemeldingerne bare går på tur.

Det kan give en utrolig stærk uro på arbejdspladsen, som hverken er fordrende for vores fag eller kvaliteten i vores sociale arbejde.

Læs også

Konsulent i 3F: Det rammer kvinderne, når ledelsen i 3F vil sanktionere chikane af lærlinge

Debat

Vores mentale værktøjskasse

Når arbejdsgiverne ikke ville være med til at løse problemet centralt, så må vi sætte ind lokalt i de lokale forhandlinger.

Det kan for eksempel ske ved at give nyuddannede medarbejdere ret til en mentor, som også har tiden til at understøtte den nyuddannedes faglige refleksion og udvikling igennem kontinuerlig sparring.

Vi bør endnu engang se på, om vi kan indrette et arbejdsmarked, hvor vi kan pleje vores mentale værktøjskasse.
Malene Thackrah
Regionsnæstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening Region Øst

Ikke bare i de første 14 dage, men over længere tid, hvor man én til én kan tale om alt det gode, svære, sjove og dilemmafyldte i den første tid som socialrådgiver.

Det er alfa og omega med en god start, hvis vi skal lykkes med at få folk til at blive i deres fag og forebygge de sygemeldinger og jobskift, som er så skadelige for kontinuiteten i det sociale arbejde, og som koster så dyrt for både samfundet og den enkelte.

En anden model kunne være – som flere fremsynede arbejdspladser allerede gør – at skabe mere mental frihed til sine medarbejdere, ved at udfordre normen om en arbejdsuge på fem dage og 37 timer.

50 år efter vi besluttede at sænke den ugentlige arbejdstid til 37 timer, bør vi endnu engang se på, om vi kan indrette et arbejdsmarked, hvor vi kan pleje vores mentale værktøjskasse – nemlig vores eget væsen.

I tømrerverdenen får lærlinge for eksempel en lærlingekasse til deres studie og videre arbejdsliv. Det skal sikre dem, at de har alt det, der skal til for at være håndværker.

Tænk hvis socialrådgivere og andre med følelsesmæssigt krævende arbejde fik en kognitiv værktøjskasse, hvor der er afsat arbejdstid til at styrke for eksempel kommunikation, spørgeteknikker og systematik i sit arbejde.

Jeg tror, det vil styrke rekrutteringen og tilknytningen til både faget og den enkelte arbejdsplads. Spørgsmålet er, hvilken kommune tør at gå forrest?

Læs også