Knudret klimamøde i Bonn efterlader svære knaster til COP29

Klimamødet i Bonn førte ikke til et mål om CO2-reduktion. Det betyder, at verdenslederne må starte helt forfra på klimatopmødet i Aserbajdsjan til november. 

Spaniens vicepremierminister Teresa Ribera og Danmarks klimaminister Dan Jørgensen under forhandlingerne ved FN's COP28-klimatopmøde mandag den 11. december 2023 i Dubai, Forenede Arabiske Emirater
Spaniens vicepremierminister Teresa Ribera og Danmarks klimaminister Dan Jørgensen under forhandlingerne ved FN's COP28-klimatopmøde mandag den 11. december 2023 i Dubai, Forenede Arabiske EmiraterFoto: Rafiq Maqbool/AP/Ritzau Scanpix
Liv Raahauge-Pedersen

Der venter et stort arbejde for verdens ledere, når de sætter sig ved forhandlingsbordet til COP29 i Baku, Aserbajdsjan til november.

På klimamødet i Bonn forrige uge mødtes delegerede fra forskellige lande og eksperter for at lave forarbejdet til COP29. Men ifølge FN's generalsekretær for klimaændringer, Simon Stiel, blev der kun taget beskedne skridt.

"Alt for mange spørgsmål blev efterladt uløste. Der er stadig for mange ting på bordet ... Vi har et meget stejlt bjerg at bestige for at opnå ambitiøse resultater i Baku," udtalte han i sin afsluttende tale i Bonn i Tyskland.

Også Dan Jørgensen (S) ser udfordringer forude:

"Forhandlingerne fik tegnet nogle af de konfliktlinjer op, som kan forventes på COP29. Særligt var der konflikter omkring reduktioner, hvor nogle parter blokerede for, at vi kunne drøfte, hvordan vi følger op på resultaterne fra COP28 omkring tredobling af vedvarende energi, fordobling af energieffektivitet og omstilling væk fra fossile brændsler," skriver ministeren for udviklingsarbejde og global klimapolitik i et skriftligt svar til Altinget. 

Mødet i Bonn

Delegerede fra lande på tværs af kloden var samlet på mødet i Bonn. Målet var at blive enige om en række punkter, som skal sætte rammerne for COP29. 

De punkter, som blev diskuteret på mødet i Bonn, kunne munde ud i tre scenarier: 

  • En færdig tekst, hvor parterne er blevet enige om en beslutning, som så formelt skal træffes ved COP29. 
  • En formel note. Det er her, hvor parterne ikke er blevet enige om en beslutning, men de har lavet en tekst, som der arbejdes videre med i Baku. 
  • Forhandlinger, der ikke når frem til noget resultat. Her skal der startes helt forfra i Baku. 

Skuffelse over reduktionsmålet

Især reduktionsmålet blev den helt store gyser i Bonn.

På det afsluttende møde var der skuffede miner og frustration fra delegerede på tværs af det globale nord og det globale syd. Adskillige repræsentanter udtrykte dyb skuffelse over, at forhandlingerne ikke havde ført til noget resultat omkring reduktionsindsatsen. 

Vi har et meget stejlt bjerg at bestige for at opnå ambitiøse resultater i Baku.

Simon Stiel
FN's generalsekretær for klimaændringer

I ti dage forhandlede parterne om reduktion af CO2-udledninger. Målet var at udarbejde en tekst, som kunne tages med videre til klimatopmødet i Baku. Men visse lande blokerede for forhandlinger. Der blev derfor ikke lavet nogle fremskridt på området, og der kom ikke nogen tekst ud af møderne, som kan tages med videre til COP29.

"Ifølge vores mening kan der ikke komme et godt resultat ud af COP29, hvis det ikke indeholder et væsentligt mål om reduktion," udtalte delegerede fra EU. 

Når politikere fra hele verden skal mødes i Baku og diskutere, hvordan verdens lande skal reducere CO2-udledningerne, skal de derfor starte helt forfra. 

Som formand for COP29 leder Aserbajdsjan forhandlingerne i Baku og er derfor med til at definere, hvilke områder der vil være fokus på under forhandlingerne. Til det afsluttende møde i Bonn bad EU-formandskabet om, at der bliver sat fokus på reduktionsmålet på COP29.

Langsommeligt arbejde med klimabistand

Nyt mål om klimabistand

I Parisaftalen blev det aftalt, at de udviklede lande, såsom Vesteuropa, USA, Japan og en række andre skal betale klimabistand til udviklingslandene. 

Det nuværende mål på 100 milliarder Euro årligt blev aftalt på COP15 i København i 2009. Men målet udløber i 2025, og klimamødet i Bonn i juni skulle derfor bane vej for vedtagelse af et nyt mål på COP29, som afholdes i Baku i Aserbajdsjan til november.

Det øverste mål på klimamødet i Bonn var imidlertid klimafinansieringen. På COP29 skal der nemlig vedtages et nyt finansieringsmål.

"Det er en vigtig dansk prioritet, at det nye finansieringsmål bliver både retfærdigt, ambitiøst og troværdigt, så vi kan støtte de mest sårbare lande i deres kamp mod klimaforandringerne," skriver Dan Jørgensen til Altinget. 

Det var meningen, at mødet i Bonn skulle munde ud i en tekst om rammerne for et nyt finansieringsmål. Men allerede fra starten var linjerne trukket skarpt op mellem udviklingslandene på den ene side og de rige lande på den anden.

"De rige lande tænker med tegnebogen, og udviklingslandene vil have de rige lande til at leve op til deres løfter og ansvar," har John Nordbo, klimarådgiver hos Care, tidligere udtalt til Altinget

Forhandlingerne fik tegnet nogle af de konfliktlinjer op, som kan forventes på COP29.

Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingsarbejde og global klimapolitik

På trods af forskellige interesser stod udviklingslandene (G77-landene) dog for første gang sammen i Bonn og talte for, at den kommende klimabistand skal op i trillioner.

Da forhandlingerne startede, var teksten på over 60 sider. Da mødet sluttede, var den på omkring 40 sider. Parterne i Bonn har dermed fået indsnævret nogle af de politiske valg, der kommer til at være i Baku.

John Nordbo er dog ikke tilfreds.

"I stedet for at finde løsninger på de grundlæggende uenigheder, er grøfterne blevet gravet dybere. Det er stadig ikke en afklaring af de næste fem års klimabistand. Hvad skal tælle med som klimabistand, hvilke lande skal betale, og ikke mindst hvor meget de skal betale," siger han. 

Den gruppe, som arbejder på at forberede målet omkring klimabistand til COP29, skal mødes flere gange over efteråret. Her får de mulighed for at gøre teksten mere klar inden Baku.

"Vi har enormt meget at gøre fra nu af og indtil COP'ens afslutning. ... Overlad ikke det hårdeste arbejde til 11. time. Business-as-usual er opskriften på fiasko," lød opfordringen fra FN's generalsekretær for klimaændringer Simon Stiel i sin afsluttende tale i Bonn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

John Nordbo

Klimarådgiver, CARE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024