Socialaktivister: Fjern ansvaret for tilkendelse af ydelser fra kommunerne

Problematisk uensartethed
Det vil sige, at man i aftalen og fra politisk side anerkender det problematiske ved den uensartethed, der findes i det nuværende system, hvor der er stor forskel i sagsbehandlingen og i tilkendelser af forskellige forsørgelsesydelser på tværs af kommunegrænser.

Partierne tilkendegiver nu, at selve konstruktionen, hvor kommunerne både har tilkendelsesansvaret i forhold til forsørgelsesydelser og samtidig skal afholde udgifterne til de selvsamme ydelser, er problematisk, idet kommunerne dermed har et økonomisk incitament til at være mindre lempelige i forhold til tilkendelser.

Det ville jo svare til, at ens forsvarer i en retssag også samtidig er anklager. Det burde være logik, at en sådan interessekonflikt tilsidesætter borgernes retssikkerhed – præcis som vi oplever det i de sociale modstandsbevægelser, og præcis som advokat Mads Pramming flere gange har påpeget.

Vi mener derfor, at det at sætte kommunerne til at administrere forsørgelsesordninger svarer til at sætte ræven til at vogte gæs.

Se blot på for eksempel Næstved Kommunes bebudede besparelser på førtidspension- og fleksjobområdet, hvor der grundet ønske om økonomisk besparelse vil blive skåret ned på antallet af tilkendelser af førtidspension og fleksjob. Samme tendens ser vi også i blandt andet Haderslev Kommune og i Jammerbugt Kommune.

Flyt tilkendelsesansvar
Eftersom et stort flertal af partierne i Folketinget har anerkendt og derved afsløret, at de er opmærksomme på, at geografi og økonomi spiller en rolle i tilkendelsen af ydelser, burde der nu arbejdes på at flytte tilkendelsesansvaret i forhold til flere af ydelserne, som for nuværende stadig administreres af kommunerne – både de mere permanente som førtidspension og fleksjob og de – i hensigten – midlertidige som kontanthjælp, ressourceforløb, sygedagpenge og revalidering.

Så længe kommunerne skal overholde og prioritere deres årlige budgetter, samtidig med at de, som følge af refusionsreformen fra 2016, skal afholde en større del af udgifterne til forsørgelsesydelserne, vil de altid have et incitament til at fastlægge en stram fortolkning af reglerne.

På tværs af ydelserne gælder nemlig det samme incitamentsprincip: Desto færre personer, der modtager ydelserne, desto færre udgifter til kommunekassen. Og i desto længere tid, kommunerne kan fastholde personer i ydelser med de laveste udgifter, desto bedre for den kommunale økonomi.  

Vi kan kun forestille os, at økonomiske strategier som for eksempel den, Næstved Kommune har lagt for dagen nu, fortsætter. Det undrer os derfor, hvorfor de forskellige partier i Folketinget ønsker, at lokaløkonomiske hensyn eller andre geografiske forskelle skal afgøre, om man får tilkendt en førtidspension eller et fleksjob og ikke seniorpension?

Problem for retssikkerhed
Vi vil derfor kraftigt anbefale, at tilkendelsen af de øvrige offentlige ydelser også fremover kommer til at sortere under andre end kommunerne – altså en uvildig instans.

At der er så stor forskel i kommunernes tilkendelsesprocesser og sagsbehandling, er et retssikkerhedsmæssigt problem, ligesom det er undergravende for den tillid, vi som borgere skal have til myndighedernes udøvelse, for at vi kan bevare den nuværende samfundskonstruktion.

At der dagligt kan komme historier, som viser en vilkårlighed og en ugennemsigtighed i forhold til det system, som skal sikre, at ingen mennesker står uden et forsørgelsesgrundlag i Danmark, er ødelæggende for tilliden og bryder med den sociale kontrakt.

Kommunerne er simpelthen inhabile i forhold til vurderingen af berettigelse til selvsamme ydelser, som de skal udbetale, hvorfor tilkendelsesansvaret af alle ydelser klart bør flyttes til et statsligt organ – præcis som aftalepartierne har indrømmet med seniorpensionen.