Debat

Socialpædagoger: Følg intentionerne til dørs og skab et arbejdsmarked for alle

DEBAT: Det er godt, at flere mennesker med handicap fremover får lettere ved at komme i arbejde og blive en del af fællesskabet, men vi er stadig ikke i mål, skriver Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.

Socialpædagogerne ønsker sig en plan 2.0, hvor politikerne lader sig inspirere af de gode eksempler fra eksisterende tilbud rundt om i landet.<br>
Socialpædagogerne ønsker sig en plan 2.0, hvor politikerne lader sig inspirere af de gode eksempler fra eksisterende tilbud rundt om i landet.
Foto: pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

2018 har været et godt år for mennesker med handicap. Eller i hvert fald et af de bedre.

Senest har satspuljepartierne landet en aftale, så mennesker med handicap fremover får lettere ved at komme i arbejde.

Vi kan kalde det en plan 1.0.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vi er glade for de folkevalgtes fokus og vilje til at skabe lige muligheder for folk med funktionsnedsættelser i Danmark. Det lander på et tørt sted. Og vi glæder os til at se det virke ude i den virkelige verden, når aftalen engang er implementeret.

Men vi glæder os endnu mere til plan 2.0. Der er nemlig noget vej igen, hvis alle med handicap skal have ordentlige vilkår for beskæftigelse.

Tænk, hvis du og jeg skulle bo på samme matrikel hele livet. Sove, spise, arbejde, se tv, holde fri – samme sted og med de samme mennesker. Det har ingen af os godt af.

Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

Alle har brug for et fællesskab
Alle mennesker er forskellige, også borgere med handicap.

Nogle kan for eksempel brillere med tal. Det gælder for eksempel Louise Wille, som vi kunne følge i DR-dokumentaren "De skjulte talenter", fordi hun på trods af sit aspergers syndrom løser komplekse opgaver for Novo Nordisk.

Borgere som Louise får nu lettere ved at komme i job. Godt, og tak til politikerne for at skabe bedre muligheder for vores medborgere med handicap.

Men alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab og have en hverdag med meningsfuld beskæftigelse og oplevelser – også borgere på førtidspension og borgere med omfattende handicap, der ikke står lige for at få et job på det ordinære arbejdsmarked.

Følg de gode intentioner til dørs
Det er borgere, som gerne vil bidrage til samfundet, men som aftalen desværre ikke hjælper.

Derfor vælger vi at se den nyligt indgåede aftale som en plan 1.0.

Vi tror på, at den politiske vilje rækker, og at Christiansborg vil følge de gode intentioner helt til dørs og give lige muligheder til alle med handicap.

For alle har ret til meningsfuld beskæftigelse, og barriererne for, at alle mennesker kan blive en del af fællesskabet, kan brydes ned, hvis vi vil det.

Se på de eksisterende tilbud, der virker
Med en plan 2.0, så vi gerne, at politikerne lader sig inspirere af de gode eksempler fra eksisterende tilbud rundt om i landet.

For det første kan politikerne skue mod Nordjylland, hvor man har fundet en model for det gode jobmatch, der får folk på førtidspension i beskæftigelse.

Borgerne henvender sig frivilligt til Aalborg Aktiv, fordi de gerne vil i arbejde, og matchet tager altid udgangspunkt i borgernes drømme og kompetencer og virksomhedernes behov.

Enheden Aalborg Aktiv er en tværgående enhed i handicapafdelingen i Aalborg Kommune, der koordinerer mellem dagtilbud, virksomheder, socialøkonomiske virksomheder, frivillige organisationer med videre.

Målgruppen er bred, hvor der ikke skelnes mellem typen eller graden af funktionsnedsættelse. Fælles er, at alle er på førtidspension.

En plan 2.0 skal få flere ind i fællesskabet
Aktuelt er 54 procent af de tilknyttede borgere i beskæftigelse i form af frivilligt arbejde eller job med løntilskud.

26 procent er i proces med henblik på at finde beskæftigelse.

Resten er for eksempel i beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud.

KL har da også vist interesse for enheden og mulig overførbarhed til andre kommuner, ligesom vores børne- og socialminister var på besøg deroppe i sommer.

Vi tror på, at en plan 2.0, for eksempel med udgangspunkt i erfaringerne fra Aalborg, vil få flere folk med funktionsnedsættelser ind i fællesskabet.

Handler om mere end beskæftigelsestilbud
Men en plan 2.0 skal ikke kun handle om beskæftigelsestilbud.

Det er nemlig også afgørende, at vi skaber bedre muligheder for mennesker med de mest omfattende handicap.

Dem, der for eksempel ikke kan arbejde på et lager nogle timer om ugen.

For selv om du mangler sprog og førlighed i kroppen, er det levende liv stadig essentielt – oplevelsen af ”livets gang”, at komme et nyt sted hen med andre dufte, syn, lyde og mennesker. Indtryk, der er vigtige for alle mennesker.

Et værdigt liv for alle
Tænk, hvis du og jeg skulle bo på samme matrikel hele livet.

Sove, spise, arbejde, se tv, holde fri – samme sted og med de samme mennesker. Det har ingen af os godt af.

Derfor bør politikerne lade sig inspirere af steder som Bofællesskabet Postens Vej i Vejle eller Marjatta i Tappernøje.

Det er botilbud til mennesker med multiple funktionsnedsættelser – det, folk i almindelig tale vil kalde svære omfattende handicap.

Og Postens Vej og Marjatta udmærker sig ved at have indrettet sig, så borgerne netop får et liv med miljøskift, oplevelser og stimulerende aktiviteter. Og ikke mindst gør de det i det omkringliggende lokalsamfund.

Plan 2.0 skal altså ikke kun sikre, at de, der kan arbejde, får mulighed for det. Den skal også sikre, at de af vores medborgere, der ikke kan, stadig får et værdigt liv med meningsfulde oplevelser. For det fortjener alle mennesker, handicap eller ej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00