Debat

Syv anbefalinger fra Det Centrale Handicapråd: Sådan får vi flere mennesker med handicap i arbejde

33.000 mennesker med handicap står klar til at tage et arbejde inden for 14 dage. Det er et ressourcetab for arbejdsmarkedet, at de ikke kommer i job, skriver Mogens Lindhard.

Beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap trænger til et grundigt eftersyn, mener Mogens Lindhard. 
Beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap trænger til et grundigt eftersyn, mener Mogens Lindhard. Foto: Søren Kjeldgaard/Det Centrale Handicapråd
Mogens Lindhard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver fjerde dansker har et større eller mindre handicap.

Når vi taler om handicap i den forbindelse, så er det ikke kun i "klassisk forstand" – altså personen i kørestol, personen med Downs syndrom eller personen med høreapparater.

Vi taler også om personer med langvarige funktionsnedsættelser, som pædagogen med nedslidte knæ, montagearbejderen, der har fået skavanker af sit arbejde – eller sygeplejersken, der kæmper med angst og depression forårsaget af stress.

De seneste tal viser, at der er et gab på 25 procentpoint mellem grupperne af henholdsvis ledige med og uden handicap

Mogens Lindhard
Formand, Det Centrale Handicapråd

De seneste tal viser, at godt 33.000 mennesker med handicap står klar til at tage et arbejde inden for de næste 14 dage. Fælles for de 33.000 er, at de har vigtige kompetencer og erfaring, som arbejdsmarkedet lige nu går glip af.

De seneste tal viser, at der er et gab på 25 procentpoint mellem grupperne af henholdsvis ledige med og uden handicap. De tal taler deres tydelige sprog. Det giver absolut ingen mening på et arbejdsmarked, der lige nu – og ikke mindst i fremtiden – skriger på arbejdskraft.  

Den nuværende indsats for at få flere mennesker med handicap i beskæftigelse skal styrkes. Derfor har vi i det Det Centrale Handicapråd givet os selv den opgave at se på, hvad problemerne i den nuværende indsats er – og hvordan vi løser dem. Vi er gået til opgaven i to spor.

Tag snakken på arbejdspladsen

I det første spor kører vi en holdningskampagne rettet mod arbejdspladserne.

Det gør vi blandt andet, fordi en Voxmeter-undersøgelse, vi fik lavet i efteråret, desværre viste, at selvom mange arbejdspladser siger, at de er åbne overfor at have kollegaer med handicap, så lever negative fordomme og holdninger stadig i bedste velgående på arbejdspladserne.

Det er blandt andet det, vi ser afspejlet i beskæftigelsesgabet mellem mennesker med og uden handicap.

Læs også

Derfor vil vi med kampagnen forsøge at starte samtaler ude i frokoststuerne og ved kaffeautomaterne om, hvad ens egen praksis er. Det gør vi ved at stille de simple spørgsmål til arbejdspladserne: Har du nogensinde haft en kollega med handicap? Eller: Har du nogensinde ansat en person med handicap? 

Målet med kampagnen er, at flere arbejdspladser bliver opmærksomme på deres egne holdninger, får holdningerne bearbejdet – og på den måde på sigt bliver mere villige til at ansætte personer med handicap.

Politisk handling er påkrævet

Men det er bestemt ikke kun i virksomhederne, der skal ske forandringer.

I det andet spor ser vi på den nuværende beskæftigelsesindsats for mennesker med handicap og kommer med anbefalinger til at forbedre det, der virker som barrierer for, at de 33.000 kan komme i beskæftigelse.

Eksempler på barrierer er – for blot at nævne tre ud af flere: Et stort og uadresseret vidensbehov om specifikke handicap blandt beskæftigelsesmedarbejdere og på arbejdspladserne; besværlige overgange fra uddannelse til job og al for meget bureaukrati og bøvl forbundet med at få tilkendt fleksjob.  

Selvom mange arbejdspladser siger, at de er åbne overfor at have kollegaer med handicap, så lever negative fordomme og holdninger stadig i bedste velgående

Mogens Lindhard
Formand, Det Centrale Handicapråd

Problemerne i beskæftigelsesindsatsen kan løses. Men det kræver politisk vilje og handling. Derfor kommer Det Centrale Handicapråd nu med syv anbefalinger til, hvordan indsatsen kan styrkes inden for en række centrale områder.

Rådet, der blandt andre består af repræsentanter fra handicaporganisationerne, kommunerne, regionerne og arbejdsgiverne, lancerer anbefalingerne 25. januar på en beskæftigelsespolitisk høring i Den Sorte Diamant i København.

Vi opfordrer på det kraftigste regeringen – og ikke mindst beskæftigelsesministeren – til at tage anbefalingerne med i det varslede arbejde med at reformere beskæftigelsesindsatsen i Danmark. I rådet står vi klar med råd og vejledning til, hvordan en ny beskæftigelsesindsats bedst muligt kan understøtte, at vi får lukket ledighedsgabet mellem mennesker med og uden handicap.

Vi håber på hurtig handling, så vi kan blive bedre til at udnytte det kæmpe potentiale, der ligger i mennesker med handicap og deres kompetencer. For hvis vi taber de kompetencer på gulvet, så taber hele samfundet.

Det Centrale Handicapråds syv anbefalinger til beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap:

  1. Styrk nøglepersonernes rolle i beskæftigelsesindsatsen
  2. Styrk rådgivning til beskæftigelsesmedarbejdere og virksomheder
  3. Styrk kompensationsmulighederne
  4. Styrk brugen af screening for handicap
  5. Styrk overgangen fra studie til job
  6. Styrk og efterse fleksjobsystemet
  7. Styrk det politiske ejerskab

Se anbefalingerne i deres fulde form på Det Centrale Handicapråds hjemmeside.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mogens Lindhard

Formand, Det Centrale Handicapråd, chef for socialt ansvar, Grundfos
Ingeniør. Siden efteruddannelse inden for organisation, ledelse og CSR

0:000:00