Debat

Teknisk Landsforbund til håndværkerforening: En firedages arbejdsuge gavner os alle

Kampen for en firedages arbejdsuge bliver desværre ofte fremlagt som de privilegeredes flugt fra arbejdsmarkedet. Det er en fejlslutning, som overser, at et mere fleksibelt arbejdsliv reelt er en løsning på en række problemer på arbejdsmarkedet, skriver Jimmi Eiberg.

Et britisk studie blandt 61 virksomheder med knap 3.000 medarbejdere har vist, at en firedages arbejdsuge fører til øget produktivitet, markant mindre stressede medarbejdere og færre sygedage, skriver Jimmi Eiberg.
Et britisk studie blandt 61 virksomheder med knap 3.000 medarbejdere har vist, at en firedages arbejdsuge fører til øget produktivitet, markant mindre stressede medarbejdere og færre sygedage, skriver Jimmi Eiberg.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jimmi Eiberg Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Diskussionen om en firedages arbejdsuge er voldsomt interessant og ikke mindst relevant.

Men desværre bliver ideen om firedages arbejdsuge ofte fremlagt som en fiks ide, som papirnussere fra samfundets øverste lag har fået, så de kan arbejde mindre og lade andre tage det tunge slæb på arbejdsmarkedet. 

Senest har Håndværkerforeningen i København i Altinget problematiseret, at det er en løsning "forbeholdt de få på bekostning af de mange".

Pointen er, at det på en stor del af arbejdsmarkedet ikke er muligt at indføre en firedages arbejdsuge, fordi der slet ikke er rum til den store fleksibilitet, som en firedages arbejdsuge kræver. 

Jeg er selvfølgelig helt med på, at børnene skal passes og skraldespandene tømmes fem dage om ugen.

Men Håndværkerforeningen opsætter – synes jeg – en forkert modsætning mellem vidensmedarbejdere, der arbejder ”bag et skrivebord" – og på den anden side håndværkere og omsorgsmedarbejdere, der får samfundet til at løbe rundt.

Og for de sidstnævnte er en firedages uge ikke en mulighed, fastslår Håndværkerforeningen.

Et livtag med arbejdsmarkedets udfordringer

Men en firedages arbejdsuge er ikke blot et naivt hyggeprojekt for de privilegerede få.

Der findes mange danske virksomheder, hvor en firedages arbejdsuge ikke blot er et ønske fra den enkelte medarbejder, men hvor virksomheden også kan se en stor fordel i det

Jimmi Eiberg
Regionsformand, Teknisk Landsforbund

Det er derimod et forsøg på at tage livtag med de største udfordringer på arbejdsmarkedet i dag: Manglen på arbejdskraft, stress og mistrivsel.

Og det er ikke en løsning, som kun kan implementeres blandt medarbejdere, der arbejder ved et skrivebord.

Tag eksempelvis Fiberlan fra Fyn, der blandt andet installerer fibernet.

Deres teknikere er gået fra at arbejde fem dage om ugen fra klokken 7 til 15 – hvor de typisk kunne nå tre kunder på en dag – til at arbejde fra klokken 7 til 16 fire dage om ugen.

Dermed kan de nå en ekstra kunde om eftermiddagen, så hvor de før typisk kunne nå 15 kundebesøg på fem dage – kan de nu nå 16 på fire dage.

Og der findes mange andre danske virksomheder, hvor en firedages arbejdsuge ikke blot er et ønske fra den enkelte medarbejder, men hvor virksomheden også kan se en stor fordel i det.

Et britisk studie blandt 61 virksomheder med knap 3.000 medarbejdere har vist, at en firedages arbejdsuge fører til øget produktivitet, markant mindre stressede medarbejdere, færre sygedage og en medarbejdergruppe, som er mindre tilbøjelige til at forlade deres stillinger.

Og øget overskud i virksomhederne. Vi ser samme tendenser hos danske virksomheder. 

Vi skal turde tænke anderledes

Arbejdet for en firedages arbejdsuge er et forsøg på at sikre en solid og bæredygtig arbejdsstyrke. Lige nu fjerner vi helligdage og opfordrer folk til at arbejde endnu mere, men det er den forkerte vej at gå.

Et mere fleksibelt arbejdsliv vil føre til gladere medarbejdere og et bedre arbejdsmiljø, men det kan også føre til større produktivitet

Jimmi Eiberg
Regionsformand, Teknisk Landsforbund

Produktiviteten er steget i Danmark i mange år – og en analyse fra de økonomiske vismænd fra tidligere på året viser, at produktiviteten de senere år er steget betydeligt mere end i lande som Tyskland og Storbritannien. 

Vi mener, at det er tid til at tænke anderledes og mere fundamentalt anderledes angående arbejdstid og planlægningen af den. Til alles bedste.

For en firedages arbejdsuge vil kunne løse nogle af de store problemer, som vi kæmper med. Stress, travlhed, mistrivsel.

Et mere fleksibelt arbejdsliv vil føre til gladere medarbejdere og et bedre arbejdsmiljø, men det kan også føre til større produktivitet – og til en arbejdsstyrke, der har lyst til at fortsætte på arbejdsmarkedet i mange år.

Danmark har i parentes bemærket flere end 1 million sygedage om året på grund af stress. 

Vi skal stoppe med at tale om at tage debatten om en firedages arbejdsuge på den præmis, at det er et projekt, der har til formål at sikre privilegier til de udvalgte få.

Som fagbevægelse er vi meget optagede af ikke at skabe A- og B-hold på arbejdsmarkedet – og det mener vi heller ikke, at en firedages uge skaber. I hvert fald ikke, hvis vi tænker det ordentligt fra begyndelsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jimmi Eiberg Jensen

Regionsformand, Teknisk Landsforbund Region Hovedstaden & Bornholm

Christoffer Susé

Administrerende direktør, Håndværkerforeningen København, Bestyrelsesformand, Danmarks Tekniske Museum
cand.jur.

0:000:00