Ministerstrid koster for uddannelserne

FORHANDLINGER: Bertel Haarder og Helge Sanders armlægning om penge i globaliseringsforhandlingerne rejser grundlæggende tvivl om opdelingen mellem de to ministerier, siger flere V- og K-politikere.
Foto: colourbox.com
Anders HeisselJørgen Skadhede

Både internt i regeringspartierne og fra professionshøjskolerne lyder der nu en kritik af, at Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet kæmper om de samme penge ved globaliseringsforhandlingerne.

Professionshøjskolerne frygter at blive regulært nedsablet i de igangværende forhandlinger om globaliseringspuljen. Og hovedpræmissen for denne tilbagegang skyldes ifølge professionshøjskolernes formand, Laust Joen Jakobsen, at videnskabsminister Helge Sander (V) og undervisningsminister Bertel Haarder (V) har en for uddannelserne ufrugtbar tvist om penge.

"Det er fuldstændigt håbløst, at vi har de to ministerier, og det er i hvert fald ikke til professionshøjskolernes bedste. Hvis det var det samme ministerium, der skulle prioritere globaliseringsmidlerne, så er jeg fuldstændigt overbevidst om, at vi havde en anden situation. For så var det samme minister, der skulle konfronteres med, at professionshøjskolerne skulle have en tilbagegang, mens universiteterne skulle have flere milliarder kroner. Men det falder til jorden, fordi der er to ministerier, og det er ulykkeligt," siger Laust Joen Jakobsen.

Rivalisering mellem embedsmænd og ministre
Altinget.dk erfarer, at de to Venstre-ministre og partiets ordførere i øjeblikket strides højlydt om, hvordan pengene i Globaliseringsfondens uddannelsespulje skal fordeles. Her er der fortsat 214 millioner kroner, der endnu ikke er fordelt. Og striden går på, hvorvidt pengene primært skal bruges på professionshøjskolerne eller på universitetsuddannelserne.

Fakta

1993: Universiteterne rykker fra Undervisningsministeriet til det nyoprettede Forskningsministerium.

2000: Universiteterne kommer til igen at høre under Undervisningsministeriet.

2001: Universiteterne går fra Undervisningsministeriet til Videnskab-, Teknologi- og Udviklingsministeriet.


Kilde: vtu.dk

Tidligere indenrigsminister, landbrugsminister og nuværende medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg, Britta Schall Holberg (V), understreger, at hun ikke sidder med ved globaliseringsforhandlingerne, men overordnet er hun utilfreds med opdelingen i de to ministerier.

"Det er dårligt for sammenhængen i hele uddannelsessystemet, at det er delt op mellem de to ministerier. Man starter i folkeskolen og ender med en videregående uddannelse, og det siger sig selv, at sammenhængen ryger, når man splitter det op i to ministerier. Desuden kan opdelingen let give rivalisering mellem de to ministerier på embedsmandsniveau, og det kan så også smitte af på de to ministre," siger Britta Schall Holberg, der mener, at helhedssynet fordufter i tvisten mellem de to ministerier.

Man bør nedlægge det ene ministerium og lægge universiteterne under Undervisningsministeriet. Jeg mener, at Videnskabsministeriet er en total fejltagelse.

Britta Schall Holberg (V)
Tidl. minister og nuværende medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg

"Og det er især skidt, når vi i regeringen siger, at så mange som muligt skal have en uddannelse. For opdelingen kan let give en kamp mellem ministerier om, hvad der er vigtigst, men det er bestemt ikke til uddannelsernes og de unges bedste," siger Britta Schall Holberg.

Nedlæg Videnskabsministeriet
Hun ser kun en udvej på problemet: Luk Videnskabsministeriet.

"Man bør nedlægge det ene ministerium og lægge universiteterne under Undervisningsministeriet. Jeg mener, at Videnskabsministeriet er en total fejltagelse," siger Britta Schall Holberg, der påpeger, at det selvfølgelig er statsministeren, som suverænt afgør ressortfordelingen, og at det kan være af hensyn til regeringens balance, at der oprettes flere ministerier.

Også Charlotte Dyremose, uddannelsesordfører for De Konservative, kan se ulemper ved opdelingen af ministerierne.

"Jeg ved ikke, om opdelingen har nogen betydning i disse forhandlinger, men det er rigtigt, at opdelingen kan være en dårlig ide. Overordnet set giver opdelingen nogle problemer, fordi uddannelserne ikke er under samme administration, så det ville være lettere, hvis man havde en minister for det hele. Men problemet er, at man formentlig ikke kan have en minister med ansvaret for det hele, for risikoen er, at ministeren ikke har tid til at passe hele sit ministerium," siger Charlotte Dyremose.

Ikke passende med diskussion nu
Men Anne-Mette Winther Christiansen, uddannelsesordfører for Venstre, mener ikke, at diskussionen er på sin plads nu alene af den grund, at den overordnede fordeling af pengene sker på finansministerens bord.

"Det er inden for den samme ramme, at de to ministerier forhandler, og det lander jo på finansministerens bord, så før det er klappet af der, kan delministerierne ønske sig nok så meget. Jeg tror ikke, at de to ministerier har et problem, for det hele bunder jo i, at vi på finansloven skal spare 80 milliarder kroner," siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Hvad synes du om, at din partifælle Britta Schall Holberg mener, at Videnskabsministeriet burde nedlægges?

"Det er er hendes synspunkt," siger Venstres ordfører.

Deler du det synspunkt?

"Det vil jeg ikke svare på, for det er ikke en diskussion, der er relevant nu. Det er i Finansministeriet, hvor tingene bliver afgjort, så det er intet at gå ind på i forhold til de to ministerier," siger hun.

Men har du en holdning til, om det er godt eller dårligt, at der er opdelingen mellem de to ministerier?

"Den holdning får du ikke," siger hun.

Behov for oprydningen mellem ministerierne
Venstres videnskabsordfører Malou Aamund vil heller ikke kommentere konkret på Britta Schall Holbergs forslag. Men inden hun blev Venstre-kvinde og var folketingsmedlem for den tidligere Ny Alliance, sagde hun faktisk noget af det samme. Bare med den afgørende forskel, at Videnskabsministeriet burde udvides til at omfatte alle de videregående uddannelser. Netop for at undgå den slags interessekonflikter.

Mener du fortsat det?

"Jeg kan stadig godt se ideen i det, men der er også ulemper. Der vil altid være en grænse mellem de to ministerier, og så vil man bare flytte den til at være mellem ungdomsuddannelserne og de korte videregående uddannelser. Desuden er det ret sjældent, at vi skal forhandle om de samme penge. Så jeg ser ikke den nuværende uenighed som et tilbagevendende problem," siger Malou Aamund.

Hun mener dog, at der er behov for en gennemgang af de områder, som berører begge ministerier.

"Der er behov for en kortlægning af alle områder, så der bliver koordineret bedre mellem de to ministerier. Der er flere områder, hvor reglerne ikke er ens, hvilket er til gene for alle. Det gælder eksempelvis internationalisering af uddannelserne, klageadgang, stipendier og regler for søgning til uddannelserne," siger Malou Aamund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laust Joen Jakobsen

Fhv. programleder, Københavns Professionshøjskole , fhv. rektor, Professionshøjskolen UCC
lærer (Emdrupborg Statsseminarium. 1974), MPA (Handelshøjskolen i København. 1996)

Britta Schall Holberg

Fhv. minister (V) & MF, administrator og godsejer, Hagenskov Gods, hofjægermester
lærer (Zahles Seminarium 1964)

Anne-Mette Winther Christiansen

Skoleleder, Waldorfskolen i København, fhv. formand, Helsefonden
leder (Grenaa 2004), lærer (Haslev Seminarium 1992)









0:000:00