Året, ingen spindoktor kunne forudse

Alt var forberedt til mindste detalje, da Mette Frederiksen (S) overtog Statsministeriet i juni 2019: Der var lagt planer for hvert eneste ministerium, og selv timingen var skitseret på forhånd. Sundhedsministeriet var et af de ministerier, der først skulle fokus på sidst i regeringsperioden, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) var dømt til et par år i kedsomhed. Sådan kom det ikke lige til at gå.

Coronaens indtog i marts flåede spindoktormanualerne fra hinanden. Pludselig blev Magnus Heunicke landets næstvigtigste mand - en rolle, som han på ingen måde var forudbestemt til. Heunicke er en dygtig politiker, men havde aldrig hørt til i den absolutte A-kæde.

Mette Frederiksens tilgang til coronakrisen var typisk for hendes tilgang til regeringsførelse: Den er centraliseret og politisk. Al magt udgår fra Statsministeriet, og det er ministrene – og ikke embedsmændene - der styrer. En tilgang, der både har styrker og svagheder, men som i foråret 2020 viste sig meget effektiv.

Politisk greb om rattet
Statsministeren proklamerede ”et ekstremt forsigtighedsprincip”, hvor folkesundheden havde forrang for alt andet, inklusive økonomien. Og regeringen valgte selv at tage styringen, man lyttede til de sundhedsfaglige råd, men i en række tilfælde gik man videre, end sundhedseksperterne anbefalede.

Det er blevet usædvanligt svært at være politisk spåmand. 

Erik Holstein
Politisk kommentator

Det viste sig at være en god idé, for i starten af epidemien tog sundhedseksperterne fejl den ene gang efter den anden. Mest eklatant, da Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, undervurderede værdien af coronatests – og først efter et moderat fysisk pres fra regeringen lagde sig på linje med Verdenssundsorganisationen (WHO).

Regeringens tilgang til krisen vakte i foråret stor genklang i befolkningen, og Socialdemokratiet steg til højder, man skulle mere end 20 år tilbage i tiden for at finde. Flere målinger sagde 35 procent til S-regeringen.

I hele den periode måtte oppositionen se til fra sidelinjen. De blev nødtørftigt orienteret, men reelt var det statsministeren, der hver gang kørte showet.

Der var ikke meget at gøre for de borgerlige, der forgæves forsøgte sig med forskellige angreb på regeringens processer for inddragelse af de andre partier. Men intet interesserede vælgerne mindre. Det var et frustrerende forløb for de blå ledere, og det blev ikke glemt.

Spinkongens afsked
Coronaen fik alt andet til at blegne i foråret, og truslerne mod regeringens liv fra den daværende leder af De Radikale, Morten Østergaard, blev skyndsomt puttet ned i posen igen. Alt kørte for regeringen, da Folketinget gik på sommerferie

Det var dog en streg i regningen for Mette Frederiksen, at hendes magtfulde særlige rådgiver, Martin Rossen, sagde op til fordel for et job i det private erhvervsliv.

Den iltre Rossen var omstridt – og han havde et mildt sagt anstrengt forhold til journalisterne på Borgen – men hans betydning for Mette Frederiksen kan slet ikke overvurderes. Ved hans afskedsreception i Arbejdermuseet deltog ikke alene toppen af regeringen, man så også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og partiledere som Pernille Skipper (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF). Rossen fik en afsked, der var en spinkonge værdig.

Den nye pige i klassen
I den blå blok kunne Konservative glæde sig over en gradvis genrejsning, og partiet nåede for første gang i ti år op omkring de ti procent, der bliver anset for et absolut minimum i partiet.

Den helt store sensation på højrefløjen var dog Nye Borgerliges Pernille Vermund. Den rapkæftede partileder havde med kun fire – parlamentarisk ligegyldige - mandater meget få kort at spille med. Men hun spillede dem overraskende godt.

Partiets pressechef, Lars Kaaber, er en erfaren spiller på Christiansborg, og hans betydning for Pernille Vermunds succes er underbelyst. Vermund formåede gang på gang at markere sig, snart med et angreb på Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen, snart med hardcore udfald mod muslimer.

Vermunds klaviatur er begrænset, men hun formår at udnytte sin karisma og slagkraft fuldt ud. Samtidig har Nye Borgerlige bedre end nogen andre formået at eksponere sig på de sociale medier.

Nye Borgerlige kom i Folketinget med kun 2,4 procent af stemmerne, men pludselig var der målinger, der gav Vermunds tropper ti procent. Og i måling efter måling overhalede opkomlingerne nu Dansk Folkeparti. Det var dog ikke kun Nye Borgerliges fortjeneste.

For Dansk Folkeparti er på få år, efter partiet scorede over 21 procent af stemmerne, røget ind i en fatal krise. Vermund har glubsk kastet sig over savannens sårede dyr, og en stor del af hendes vælgere kommer fra Dansk Folkeparti, der efter næsten tyve år nær magten ikke kan konkurrere med Nye Borgerliges anti-establishment stil.

Intern kamp
DF’s problemer er større end Vermund, og det er frem for alt de andre partiers adoption af store dele af DF’s udlændingepolitik, der har bragt partiet i en eksistenskrise.

Ikke mindst S-formand Mette Frederiksens kombination af en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik og en stram udlændingepolitik er en trussel mod DF, der med en vis frustration må erkende, at S-formandens hårde udlændingeretorik ikke kan affejes som ren taktik. Det er noget, hun mener – og brænder igennem med.

For første gang nogensinde må en DF-formand se sin autoritet udfordret, ikke kun af den ambitiøse Morten Messerschmidt, men også fra andre kredse i partiet. Thulesens forgænger, Pia Kjærsgaard, er således alt andet end tilfreds med efterfølgeren.

Morten Messerschmidt ligner den nye formand, den dag Kristian Thulesen Dahl kaster håndklædet, men det er langt fra sikkert, at Messerschmidt kan bringe DF tilbage.

Messerschmidts projekt med øget vægt på kristendom og nationalkonservative værdier appellerer ret snævert. Vælgermæssigt var der mere perspektiv i Thulesens projekt om at gøre DF til et midterparti med en hård udlændingepolitik og en midtsøgende fordelingspolitik. Men det er tvivlsomt, om Thulesen har styrken til at fastholde ambitionen om DF som det nye midterparti.

Ellemann og Støjberg
Heller ikke Venstre har ligefrem kørt som smurt. Den nye høvding, Jakob Ellemann-Jensen, skabte splid i blå blok med sin flirt med Morten Østergaard fra Radikale, og heller ikke i sit eget parti kunne Ellemann skabe opbakning til den vej.

På Venstres sommergruppemøde måtte Ellemann tage konsekvensen og droppe et forpligtende samarbejde med Radikale. V og R vil stadig samarbejde på delområder, men enhver tanke om at komme til magten på radikale mandater har Venstre skrinlagt.

Heller ikke Ellemann har synderlig kontrol over sit parti. Han var ude af stand til at få sin hårdtslående næstformand til at rette ind. Inger Støjberg gjorde helt, hvad der passede hende: Det gælder udlændingepolitik, det gælder MeToo, og det blev senest illustreret med Støjbergs ”Dræn sumpen”-retorik vendt mod Mette Frederiksen. 

Spillet kan blive ændret, hvis Folketinget i starten af 2021 beslutter sig for at anlægge rigsretssag mod Støjberg, der blev hårdt kritiseret af Instrukskommissionen. Men det vil langt fra løse Ellemanns problem: Støjberg vil kæmpe, til hun dør, og med hendes massive støtte blandt Venstres vælgere og bagland kan det blive usædvanligt dyrt for Ellemann at bakke op om en rigsretssag. Men Ellemann tog kampen og vandt første runde, da Støjberg kort før nytår måtte trække sig som næstformand. Hvordan Støjberg reagerer på længere sigt, bliver en af de politisk definerende ting for 2021.  

Den uforudsigelige Løkke
På sidelinjen står Ellemanns forgænger, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Heller ikke han er til at styre på en tønde land, og han har flere gange udfordret Ellemanns linje. Det blev særlig tydeligt, da Løkke åbent kritiserede Ellemanns beslutning om at opgive et strategisk samarbejde med Radikale.

Den tidligere statsminister er stadig bitter over, at han blev fjernet som Venstre-formand, og Løkke har åbent erkendt, at han ikke egner sig til at sidde på bagerste række. Det store spørgsmål er, om Løkke vil starte sit eget parti. Det har han – opsigtsvækkende – ikke afvist, og det bliver en af de interessante ting at holde øje med i 2021.

Det har ikke gjort situationen lettere, at Venstre har låst sig fast på en meget ufleksibel udgave af Anders Fogh Rasmussens skattestop. Det blev senest illustreret, da Venstre foran et måbende Christiansborg afviste at deltage i et politiforlig, der ellers gik lige fra Enhedslisten og SF til Nye Borgerlige og DF.

Her stod Venstre tilbage på sidesporet sammen med Liberal Alliances tre mandater. Det menes især at være Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, der insisterer på denne særegne strategi.

Alt i alt står stjernerne usædvanligt dårligt for Venstre i 2021.

Arne landede klokken 4 om natten 
Da efteråret gik i gang, var der tegn på en vis normalisering af det politiske liv. Coronaen syntes under kontrol, og de kommende måneders mest markante politiske begivenheder tegnede til at blive finanslovsforhandlinger, klimaaftaler og forslaget om tidligere pension til nedslidte.

Sidste valgkamps helt store socialdemokratiske slagnummer, ”Arnes pension”, blev som ventet landet i et forlig mellem S-regeringen, SF, Enhedslisten – og Dansk Folkeparti.

Det var indholdsmæssigt en meget vigtig politisk sejr for socialdemokraterne, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fik med aftalen demonstreret, hvorfor han er en af topkandidaterne til posten som den næste socialdemokratiske formand.

Til gengæld blev aftalen landet klokken 4 den nat, hvor Folketinget – og de politiske journalister – gik på efterårsferie. Maksimal dårlig medietiming for samtlige forligspartier, men i særlig grad for Kristian Thulesen Dahl, der var taget hjem til Thyregod i den tro, at forliget først blev landet senere. Med det resultat, at Thulesen ikke kunne nå frem til præsentationen af aftalen. Ganske symptomatisk for DF's rædselsår.

Overraskende mandefald
Allerede på det tidspunkt var den almindelige politiske dagsorden igen ved at blive fortrængt. For nu ramte MeToo-bølgen for alvor det politiske niveau.

Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) 12 år gamle sag blev hevet frem af mølposen, men snart skulle opmærksomheden rettes i en helt anden retning.

Til alles overraskelse udviklede sagen sig eksplosivt i det parti, der havde haft den højeste cigarføring, nemlig Radikale Venstre. Absolut ingen havde forestillet sig, at partiets leder, Morten Østergaard, skulle blive det første politiske offer for bølgen, men med den profil, partiet havde lagt, var der ligesom ingen margen for fejltagelser.

At Københavns overborgmester Frank Jensen (S) blev den næste, der faldt, var måske knapt så overraskende. Frank Jensen var tidligere kendt for en sag, hvor han havde haft sin tunge lige lovligt langt inde i en kvindelig ansats øre, men at det skulle koste ham borgmesterposten, havde ingen set.

MeToo-bølgen stoppede – i hvert fald foreløbigt - lige så pludseligt, som den var begyndt, og Morten Østergaard og Frank Jensen må stå tilbage med spørgsmålet:
”Var der virkelig ikke politikere, der var værre end os?”

Et arrigt rovdyr
Da coronaens anden bølge tog fart, blev pandemien igen næsten enerådende i mediebilledet. Her blev et lille arrigt rovdyr med en kostbar pels omdrejningspunktet.

Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål i minkskandalen, men den var næppe opstået, hvis ikke regeringen havde slækket på sit ekstreme forsigtighedsprincip. 

Aflivningen af syge mink blev på et tidspunkt sat i bero, hvorefter smitten spredte sig, og der blev ikke reageret rettidigt på mistanken om, at der kunne opstå en vaccineresistent mutant af coronavirussen blandt mink.

Denne langsommelighed var den direkte årsag til, at Enhedslisten fældede fødevareminister Mogens Jensen (S), men for den borgerlige blok var det mest graverende, at regeringen gav ordre til aflivning af mink, uden lovgrundlaget var på plads.

For første gang siden valget fik blå blok foræret en virkelig god sag. Det har ikke gjort sagen lettere for regeringen, at den benægter, der blev givet en ulovlig ordre om aflivning af mink på det famøse pressemøde med Mette Frederiksen 4. november.

Den noget formalistiske argumentation, at der slet ikke kan gives en ordre på et pressemøde, overbeviste ikke Folketingets partier, der nu har nedsat en såkaldt granskningskommission. Dermed kommer minkskandalen til at løbe langt ind i 2021, og det er efterhånden umuligt at sige, hvor den ender. Den har – som andre følgevirkninger af coronaen – ødelagt regeringens fireårs planer, og Mette Frederiksen har her for første gang vist sig sårbar. 

Da S-ledelsen planlagde overtagelsen af regeringsmagten, var det primært tre personer, der lagde strategien. Det var Mette Frederiksen, Martin Rossen og Henrik Sass Larsen. Nu er de to væk, og der er ikke længere nogen på topplan, der for alvor kan sige Mette Frederiksen imod. Det er en klar svaghed.

Fortsætter, som om intet var hændt
Minkskandalen har dog ikke påvirket S-regeringen synderligt. Den lander forlig på forlig uden at lade sig mærke med noget, og indtil videre har sagen ikke kostet Socialdemokratiet i meningsmålingerne. Tilmed er samspillet i rød blok det bedste siden regeringens dannelse, og det mest opsigtsvækkende ved årets finanslovsforhandlinger var det manglende drama.  

Ved indgangen til det nye år er regeringens største problem, at det ekstreme forsigtighedsprincip ikke er blevet ført lige så konsekvent igennem som i foråret, så coronaepidemien er på nippet til at komme ud af kontrol. Sker det, kan meget af Mette Frederiksens politiske kapital gå tabt.     

2021 bliver et spændende politisk år, der kulminerer med november måneds kommunalvalg. Et valg, der også kan få landspolitiske konsekvenser. Det gælder ikke mindst for DF-formand Kristian Thulesen Dahl, der næppe kan overleve et kommunalpolitisk blodbad. 

2021 ligner endnu et dårligt år for blå blok, men som det forgangne år har vist, kan tingene hurtigt udvikle sig totalt uforudsigeligt. Det er blevet usædvanligt svært at være politisk spåmand. 

Godt nytår!