5 A'er: Ny bog om Løkke og LA åbner som komedie, men ender som tragedie

Det er dagen efter valget i 2015. Liberal Alliance har fået et forrygende valg. Partiet har nu 13 mandater i Folketinget og er afgørende for det blå flertal.

Gennem hele valgkampen har Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille slået fast, at partiet ikke har et eneste ultimativt krav.

Sarte sjæle vil måske mene, bogen demonstrerer, hvad der er galt med moderne politik

Jakob Nielsen

Nu sidder partiets to topfolk – stadig lidt groggy efter valgkampen og en våd valgaften – sammen med rigmanden Lars Seier Christensen og nogle rådgivere for at lægge strategi. Samuelsen vurderer, der nok godt kan samles flertal for at sænke skatten i bunden. Men partiets hovedsponsor, Lars Seier, er ikke tilfreds:

”Jeg har sgu ikke postet 10-15 millioner i projektet for at få lettelser i bunden,” siger han.

Hele rummet flækker af grin.

Men da partiet nogle dage senere sidder overfor Lars Løkke Rasmussen for at forhandle betingelser for en ny regering, står topskattelettelser øverst på LA’s ønskeseddel.

Morsomt – og tragisk

Det korte forløb indkapsler den forrygende velfortalte og til tider nærmest sensationelle bog, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille har skrevet om de fire kaotiske år fra 2015 til 2019, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister for enhver pris.

Det er morsomt, ofte direkte komisk, når forfatteren i noget nær dagbogsformat og ved hjælp af noter og gemte sms’er gengiver det ene tumultariske forløb efter det andet. Men som læsere ved vi, hvordan det ender: med en dysfunktionel regering, hvor ingen stoler på hinanden. Med Venstres nedsmeltning og opsplitning i tre partier. Og med et Liberal Alliance, der må se sin egen formand blive vraget af vælgerne ved valget i 2019.

Komedien ender som tragedie.

Sarte sjæle vil måske mene, bogen demonstrerer, hvad der er galt med moderne politik. Andre vil mene, den blot er et sjældent hudløst – og derfor lærerigt – kig ind bag facaden til de rum, hvor magten udøves, og hvor der ikke er plads til fine fornemmelser.

Uanset hvilket hold, man er på, vil man have fornøjelse af at læse ’Insider – Fire år med Løkke’.

Det er en af de mest komiske scener, jeg kan huske at have læst om dansk politik

Jakob Nielsen

Det skorter ikke på politiske bøger, og især ikke dem, hvor nuværende eller forhenværende politikere plejer eget eftermæle med selektive gengivelser af højspændte forløb. Lars Løkke Rasmussen alene har for eksempel udgivet tre af den slags bøger siden 2019.

Hvad der gør Ammitzbøll-Billes bog til noget særligt er, at den er mere hudløs og båret af en høj grad af selvindsigt. Det bliver ikke lagt fingre imellem, når den forhenværende toppolitiker gengiver de talrige nederlag, Liberal Alliance pådrog sig i den vilde valgperiode fra 2015-19.

Det begynder straks efter valget, da Lars Løkke Rasmussen dygtigt får lokket Liberal Alliance til at bakke op om Pia Kjærgsaard (DF) som formand for Folketinget.

”Vi vil hellere have Bertel Haarder,” siger Ammitzbøll-Bille til Lars Løkke. LA’erne ved, at det er en livsdrøm for Haarder.

”Men han er ikke kandidat,” svarer Løkke tørt.

”Men vi kan stille ham op,” replicerer Ammitzbøll-Bille kækt. Posten er et borgerligt ombud, så hvis først Haarder bliver stillet op, kan han dårligt undslå sig.

”Så gør jeg ham til minister,” siger Løkke med et triumferende smil. ”Hvad gør I så?”

”Så stiller vi Hans Christian Schmidt op,” ryger det ud af Ammitzbøll-Bille.

”Så gør jeg også ham til minister. Hvad gør I så,” lyder det nu irriteret fra Løkke.

Det er en af de mest komiske scener, jeg kan huske at have læst om dansk politik.

Selvfølgelig ender LA’erne med at bøje sig. Løkke – og DF – får det, som de vil have det. Komikken rummer også kimen til tragedien:

”Her kommer man og vil forandre verden, og så falder det pludselig i mit lod at forære en af landets fineste poster til DF uden at få noget til gengæld. Det var sgu ikke derfor, jeg gik ind i politik,” skriver forfatteren.

Og vi er kun på side 21.

Lars Seier fik noget for pengene 

Når man ser tilbage på den smalle Venstre-regering og en efterfølgende VLAK-regering, er det slagsmålet om topskatten, der står tilbage som årsagen til det evige kaos i den blå blok. Og den gængse fortælling er, at Liberal Alliance skabte problemerne ved at kravle for højt op i træet og stille det ultimative krav om lettelser i topskatten.

Det indtryk bliver for så vidt bekræftet af Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog. Men han føjer en stribe nye dimensioner og ekstra nuancer til historien.

Den første nye dimension er – som nævnt i indledningen – oplysningen om, at det et stykke hen ad vejen var rigmanden Lars Seier Christensen, der skubbede partiet op i det træ, hvorfra det skulle falde så dybt.

I det hele taget spiller den i Schweiz bosiddende millardær en meget central rolle i fortællingen. Ikke blot fordi LA-toppen gør det til en vane at holde sine valgaftener i Seiers suite på Hotel d’Angleterre, men i høj grad fordi han kræver og får indflydelse på partiets politik. Det er ifølge Ammitzbøll-Bille langt hen ad vejen Seier, der presser på for den EU-skeptiske kurs, der blandt andet leder Liberal Alliance til at anbefale et nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015.

(Hvilket fører til endnu en komisk scene, da Ammitzbøll-Bille selv i al hemmelighed går ned og sætter sit kryds ved ’Ja’, mens venstreministeren Inger Støjberg som bekendt ifølge sig selv i dyb hemmelighed sætter sit kryds ved ’nej’).

Det er også Lars Seier, der i 2017 overtaler Anders Samuelsen til at blive i VLAK-regeringen, selv om partiformanden og Ammitzbøll-Bille kort forinden faktisk har aftalt at træde ud af regeringen.

Anders Samuelsen har ved flere lejligheder klart afvist, at Lars Seier med de mange millioner i partistøtte har købt sig til indflydelse på Christiansborg. Bogen fortæller en anden og mere realistisk historie.

VKO-flertal gjorde Løkke blind

Men forfatteren føjer også en anden ny dimension til fortællingen om topskatten. Ifølge ham var det et afgørende problem for Venstre og Lars Løkke Rasmussen, at de ikke kunne løsrive sig fra den erfaring, de gjorde sig i de 10 år med VKO-flertal.

”Ti år i toppen af dansk politik under VKO-dagene har gjort dem blinde for andet end at sikre et godt forhold til Dansk Folkeparti. Men der er ikke VKO-flertal længere. Det kommer de til at lære på den hårde måde. Det samme gør vi,” skriver Ammitzbøll-Bille.

Ifølge bogen opstår mange af problemerne, fordi Lars Løkke Rasmussen ikke rigtigt kan eller vil forstå, at han faktisk ikke har vundet valget i 2015. Det er DF og LA, der har vundet det for ham.

”Løkke vil have sin smalle Venstre-regering. Han ser en mulighed for at lade sit politiske talent komme til sin fulde ret med en smidig og manøvredygtig regering.”

Rå mængder alkohol

Og hans metode er den sædvanlige: langstrakte og ofte natlige forhandlinger med de forskellige partier hver for sig – ofte over ganske rå mængder alkohol.

Som i denne beskrivelse af forhandlingerne umiddelbart efter valget i 2015:

”Han [Løkke, red.] har allerede udmanøvreret Dansk Folkepartis regeringsambitioner. De konservative har resigneret fra begyndelsen. Nu mangler han kun os, og han hælder gavmildt op i vores rødvinsglas. Ingen af os evner dog at følge med forhandlingslederen, så vi beder om, at der også kommer vand på bordet.”

Det er efter dette møde, at Anders Samuelsen går ud på altanen for at tage en selfie sammen med Lars Løkke – nøjagtig som Kristian Thulesen Dahl (DF) har gjort nogle dage forinden.

”I må ikke bruge det,” siger Løkke. Han vil ikke provokere DF. Simon Emil Ammitzbøll-Bille konstaterer, at ”alle ved, at de er mere ømskindede end en solskoldet baby.”

Kristian Jensen blev holdt ude

Vand eller vin – Løkke får sin vilje og sin smalle V-regering, indtil han senere er nødt til at udvide den med LA og K for at overleve på posten. Og her føjer bogen nye nuancer til historiefortællingen.

For ganske vist stod der ikke noget konkret om topskat i det regeringsgrundlag, som de tre partier i VLAK-regeringen lagde frem. Men ifølge bogen havde regeringen derudover intet mindre end tre hemmelige og bindende forståelsespapirer, som de undlod at lægge frem. Og i et af dem stod, at topskatten skulle sættes ned.

Bogen giver også ny indsigt i magtkampen mellem Lars Løkke og Venstres daværende næstformand, Kristian Jensen.

Da der skal forhandles udvidelse af regeringen, holdes Jensen helt ude. Så da han på et sent tidspunkt bliver inviteret med til forhandlingerne, må de to andre partier acceptere at spille skuespil og lade som om, at det næsten færdige regeringsgrundlag blot er en ”førsteudkast”.

Aparterierne står i kø

Sådan bliver det ved – side efter side, afsnit efter afsnit.

Som det hedder i bogen: ”Aparterierne står i kø”. Ja, mon ikke.

Man skal ikke være særlig interesseret i politik for at føle sig godt underholdt af de mange opsigtsvækkende replikskifter og taktiske slag, der udkæmpes.

Og det er ikke kun internt i blå blok, at knivene sidder løst. Liberal Alliance er også et umage fællesskab, sat sammen af alt fra gamle radikale afhoppere over über-liberale frihedselskere til mere nationalkonservative kræfter med Henrik Dahl i spidsen.

De forsøger også på skift at rykke magtbalancerne og flere gange er der optræk til at afsætte Anders Samuelsen som leder. Men han nægter at gå og truer direkte med at hive hele partiet med i faldet.  

”Den, der er parat til at smadre sit eget parti, kan få en uforholdsmæssig stor magt,” citerer Ammitzbøll-Bille Samuelsen for at have sagt.

Bemærkningen skal være faldet som analyse af Henrik Sass Larsens position i Socialdemokratiet, men står også tilbage som en læresætning, der synes at have inspirereret mere end én af tidens toppolitikere.

"Grænseløst hykleri"

Et nøgleforløb i bogen er dramaet omkring fyringen af venstreministeren Eva Kjer Hansen.

Lars Løkke Rasmussen truer med valg og får både DF og LA til at hjælpe med at banke de konservative på plads. Men da det ikke lykkes, glemmer han alle sine trusler og ofrer sin minister.

Forfatteren kalder det ”grænseløst hykleri” og tilføjer, at forløbet var med til at øge graden af kaos:

”Vi har lært, at Løkke er villig til at gøre alt for at være statsminister. Det øger modet og dumdristigheden i resten af valgperioden. Og det skal henlægge blå blok i et historisk kaos, at Løkkes bluff blev kaldt, og at vi alle så, at han vil være statsminister for enhver pris”.

Ondskabsfulde persontegninger 

Simon Emil Ammitzbøl-Bille skriver som nævnt med en høj grad af selvindsigt og åbenhed om egne fejl – og de er talrige.

Det ændrer ikke på, at ’Insider – Fire år med Løkke’ er en bog, der efterlader flere af hans kolleger med blå bogmærker. Det gælder selvfølgelig Lars Løkke Rasmussen – men på en eller anden måde kan intet længere overraske, når det gælder nationens nyslåede udenrigsminister. Man løfter knap et øjenbryn, da forfatteren bringer en sms fra Løkke med indledningen ”Elsker at krejle!”.

Henrik Dahl og Merete Riisager får ikke mange pæne ord med på vejen, og den konservative Rasmus Jarlov beskrives flere gange som syngende illoyal overfor den regering, han selv er del af. Beskrivelsen af DF’s Kim Christiansen er på grænsen af det ondskabsfulde, og det trækker ned i bedømmelsen, fordi det forekommer unødvendigt.

Hvem tager stikket hjem? 

Som bogen skrider frem, afløses komikken gradvis af opgivelse og undergangsstemning. På et møde i Statsministeriet sidder Løkke og hans ministre i 12 minutter i pinlig tavshed, fordi ingen er villige til at give sig.

Liberal Alliance overvejer, hvem de skal pege på, hvis der udskrives valg, og én foreslår ”enhver venstremand, der ikke er Løkke”.

I sidste øjeblik tilbyder Dansk Folkeparti skattelettelser, hvis LA vil acceptere, at de offentlige udgifter kan følge det forventede udgiftstryk. LA siger nej – blot for at se Løkke love det i valgkampen.

Det var, skriver Ammitzbøll-Bille, ”måske vores største fejl. I politik skal man trække stikkene i den rækkefølge, de byder sig”.

I den ene sætning ligger forklaringen på, at Lars Løkke Rasmussen fortsat er magtfuld minister, mens Simon Emil Ammitzbøll-Bille nøjagtig som Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl har forladt politik.

De mest kaotiske fire år i dansk politik har nu fået den bog, som perioden fortjener. En hudløs og hensynsløs sensation af en bog.

Og tilbage står det nøgne resultat: Løkke trak stikkene hjem. De andre trak stikket.