70 procent er ikke nok: Klimaloven bør genåbnes

Der skal større CO2-reduktioner til, hvis vi i Danmark skal overholde vores andel af Parisaftalen. Klimaloven bør genåbnes, genforhandles og revideres mod 78 procents reduktion, skriver Sebastian Mernild.

Placeholder image
Klimatopmødet COP26 vil vise, om vi har mod til at omstille vores verden, skriver Sebastian Mernild.
Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nye tider, nye krav.

Senest er der på forskellige platforme set en skærpet retorik vedrørende det at holde klodens middeltemperaturstigning under 1,5 grader celsius siden det førindustrielle niveau (siden 1880).

Dette står i skarp relation til det kommende klimatopmøde COP26 (Conference of the Parties) i Glasgow, hvor retorikken tydeligt indikerer, at der skal arbejdes for at holde klodens middeltemperaturstigning indenfor en rækkevidde af 1,5 grad (dog udvist, hvor meget elastik der ligger i ordet "indenfor" i relation til de 1,5 grader).

Udfordringen er, at videnskabelige rapporter viser, at en 1,5 graders stigning vil blive nået tidligst i begyndelsen af 2030'erne. Ifølge den nyeste hovedrapport fra FN's Klimapanel (IPCC; den sjette hovedrapport), der blev fremlagt i august, vil stigningen blive nået i intervallet mellem 2021 og 2040.

Med vores forståelse af klimasystemet bliver det uundgåeligt at holde middeltemperaturstigningen under 1,5 grad, også selvom der retorisk i skærpet omfang tales om 1,5 grad.

Vi kan ikke tale os til 1,5 grad, men vi kan på baggrund af bæredygtig omstilling arbejde mod for eksempel stigende reduktioner og fangst af drivhusgasser, og dermed kan vi minimere middeltemperaturudviklingen fremover.

Hvis ikke det sker i betydeligt og hurtigt omfang – i et hastigt omfang, for det er vigtigt at huske på, at hastighed er essentiel i denne sammenhæng – da vil de akkumulerede mængder af drivhusgasudledninger føre til, at den globale middeltemperaturstigning vil overstige 2,0 grader, som var målsætningen i Parisaftalen. Jo mere der udledes af CO2, jo mere CO2 der akkumuleres, jo mere skal der ryddes op efterfølgende.

Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at effekten af for eksempel hyppigere og mere intense klimaekstremer vil koste samfundet i betydeligt omfang

Sebastian Mernild, kommentarskribent

Hvis vi formår at omstille samfundet på effektiv og optimal vis, vil klodens middeltemperatur i 2050 være steget i gennemsnit til 1,5 grader (i værste fald til 1,9 grader) siden industrialiseringen.

Det er allerede om mindre end 30 år. Hvis der ikke omstilles, da vil middeltemperaturen være steget til 2,3 grader (i værste fald til 2,9 grader). Det viser de seneste IPCC-vurderinger.

Rettes blikket mod 2100, vil middeltemperaturstigningen i værste fald ligge mellem 3,3 til 5,7 grader, hvor enkelte modeller indikerer op til 7,5 grader (sidstnævnte modeltal er dog med en meget lille sandsynlighed).

Hertil skal nævnes, at regionale variationer vil forekomme, hvor temperaturstigningerne kan være betydeligt højere i specifikke geografiske områder. Dette med bekymrende og betydelige samfundsmæssige konsekvenser til følge.

Det er utvetydigt, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at effekten af for eksempel hyppigere og mere intense klimaekstremer vil koste samfundet i betydeligt omfang.

Dertil kan blot nævnes, at de materielle skader efter de kraftige regnskyl og oversvømmelser i Tyskland denne sommer blev estimeret til knap 200 milliarder kroner.

Dette beløb skal ses i lyset af, at regeringens seneste vurderinger vedrørende omkostningerne til den resterende del af realiseringen af 70-procentsmålet – altså hvordan der reduceres fra ti millioner tons per år til 20 millioner tons per år mod 2030. Et beløb, der skønnes at være i størrelsesordenen af ti til 15 milliarder kroner i samfundsøkonomiske omkostninger i 2030.

Nye data og beregninger har vist, at den danske 70-procentsmålsætning ikke er tilstrækkelig, såfremt Danmark skal indfri sin andel af Parisaftalen.

Vi skal derimod op på en reduktion på 78 procent i 2030 i forhold til 1990-niveauet for at indfri Danmarks andel. Nettonul (klimaneutralitet) skal forekomme allerede i 2036 og ikke i 2050, som det er lagt op til i dag.

Vi ved, at med CO2-budgetterne fra den nyeste IPCC-rapport lever vi på ingen måde op til vores ansvar i Parisaftalen, hvis vi fortsætter med den nuværende klimalov.

Selv Klimarådet konkluderer, at det danske 70-procentmål er utilstrækkeligt til at holde os inden for CO2-budgettet og dermed Parisaftalen i en dansk kontekst. Alligevel fastholdes valget om 70 procents reduktion. Men med det seneste videnskabelige grundlag fra IPCC-rapporten synes grundlaget for klimaloven desværre at smuldre væk.

Klimatopmødet COP26 vil vise, om vi har mod til at ændre og omstille vores verden, og om vi kan se udover egen næsetip

Sebastian Mernild, kommentarskribent

Vi må erkende, at der skal større reduktioner til, hvis vi skal gøre os en forhåbning om, at Danmark skal overholde vores andel af Parisaftalen. Klimaloven bør genåbnes, genforhandles og revideres mod skærpede forhold – mod 78 procent.

Vi må øge vores ambitioner på klimaområdet, da alt, hvad vi gør, sætter spor i klimasystemet. Og set i et globalt perspektiv står det klart, at der er et link mellem udledningerne og sandsynligheden for, at klodens middeltemperaturstigning forbliver under 1,5 grad. 

I den nye IPCC-rapport er CO2-budgettet på global skala 500 gigatons (lig 50 procent sandsynlighed for, at middeltemperaturstigning holdes under 1,5 grad), 400 gigatons (lig 67 procent sandsynlighed under 1,5 grad), eller 300 gigatons (83 procent sandsynlighed under 1,5 grad).

Samme tendens gør sig gældende for 2,0 grader. Så jo mindre der udledes, jo højere er sandsynligheden for, at klodens middeltemperaturstigning holdes under 1,5 grader, respektive 2,0 grader.

Om få uger starter klimatopmødet COP26 i Glasgow. Dette klimamøde bliver et af de vigtigste siden Kyotomødet i 1997.

Udmeldingen lyder, at der for eksempel skal arbejdes for at sikre nulemission senest i 2050 samt at holde den globale middeltemperaturstigning inden for en rækkevidde af 1,5 grad.

Det betyder, at landene for eksempel skal fremskynde udfasningen af fossile brændstoffer, tilskynde investeringer i vedvarende energi, etablere en aftale om en international pris på CO2-kvoter og accelerere omstillingen af samfundet – inklusiv omstillingen til elektrificering som for eksempel mobiliteten til flere nulemissionsbiler.

Derudover skal landene – de udviklede lande – forhandle en finansiering på plads og leve op til løftet om at mobilisere mindst 100 milliarder dollar årligt i klimafinansiering.

Det lyder som en stor økonomisk muskel, men svarer reelt cirka kun til en tredjedel af det danske BNP. Når det kommer til stykket, synes musklen ikke at være tilstrækkelig.

Der synes ikke at være tilstrækkeligt med økonomiske midler til at styrke og effektivisere den grønne omstilling globalt mod det niveau, som er nødvendigt for at begrænse temperaturen til for eksempel 2,0 grader.

Vi har en udfordring, men vi ser også ind i muligheder. For klima, vækst, omstilling, effektivisering og eksport er ikke hinandens modsætninger. De skal være hinandens ledsagere og dermed være springbrættet for muligheder ved for eksempel også at etablere samarbejder landene imellem på tværs af grænser.

Klimatopmødet COP26 vil vise, om vi har mod til at ændre og omstille vores verden, og om vi kan se ud over egen næsetip – for data mangler vi ikke.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser