Ase: Hummelgaard ødelægger digital beskæftigelsesindsats

Intet løfte er gratis – ej heller Socialdemokratiets om tidlig tilbagetrækning. Arne-pensionen skal finansieres af milliard-besparelser på indsatsen i landets jobcentre. Langtfra en ønskesituation for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der derfor gør et prisværdigt forsøg på at nytænke beskæftigelsesindsatsen.

Resultatet er kort fortalt en genoplivning af statsminister Mette Frederiksens (S) tanker fra 2013 om at give a-kasserne ansvaret for de dagpengeforsikrede i de første seks måneder og lade jobcentrene koncentrere indsatsen om at få kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse. Som beskæftigelsesminister var Mette Frederiksen svært utilfreds med jobcentrene og lagde op til en mere individuel behandling af de ledige med a-kasserne som de helt centrale og primære tovholdere for de dagpengeforsikrede i de første seks måneders ledighed.

Noget tyder faktisk på, at den digitale samtaleform giver ”bedre relationer” end de fysiske samtaler. 

Karsten Mølgaard Jensen
Adm. direktør, Ase

De grundlæggende forbedringer i beskæftigelsessystemet udeblev imidlertid som så ofte i politik. Politiske uenigheder og hensynet til kommunerne overtrumfede omsorgen for de ledige og målet om en kvalitetsbevidst, effektiv, individuel og enstrenget indsats. Tankerne var ellers gode, og Ase har flere gange opfordret skiftende regeringer til at tænke nyt og lade a-kasserne overtage det fulde ansvar for de forsikrede ledige og ikke blot i en afgrænset periode.

Det vil give jobcentrene mulighed for at koncentrere indsatsen om kontanthjælpsmodtagere, der ofte har andre udfordringer ud over ledighed og derfor også er ”kunder” i andre af kommunens afdelinger. Her er der nemlig meget at komme efter. Jobcentrenes største potentiale for forbedringer er netop at styrke indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere, vurderede Rigsrevisionen i beretningen ”Jobcentrenes effektivitet” fra 2018.

Dropper succesfuldt offentlig digitaliseringsprojekt
Desværre løser de gode takter i udspillet fra FH ikke det grundlæggende problem. Udfordringen i den aktive beskæftigelsespolitik er ikke, hvem der står for indsatsen, men snarere hvordan den ydes. Med andre ord giver det først for alvor mening at lade a-kasserne overtage hele forløbet, hvis de samtidig får metodefrihed og dermed mulighed for at tilrettelægge og målrette en individuel fokuseret indsats til den enkelte.

Her har corona-perioden vist vejen. Under nedlukningen blev de lovpligtige fysiske samtaler med ledige i jobcentre og a-kasser erstattet af samtaler over telefon og andre digitale platforme. Det gav en helt ny dynamik og mulighed for langt mere målrettet kontakt med den enkelte ledige. Til de lediges og alle andre aktørers store tilfredshed. Alligevel har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) valgt helt at droppe det måske mest succesfulde offentlige digitaliseringsprojekt nogensinde for fra 1. august at gå tilbage til det rigide og gammeldags fysiske mødesystem.

En beslutning som også FH øjensynligt beklager i lyset af de gode erfaringer med de moderne samtaleformer, der blev indhøstet under Corona-tiden. Således foreslår FH, at de digitale og telefoniske samtaleformer fastholdes. De bør benyttes klogt og i respekt for borgerne og deres situation, har FH-næstformand, Ejner K. Holst, tidligere understreget. Derfor kan det undre, at FH i udspillet ”Nytænkning af den kommunale beskæftigelsesindsats” håndfast konkluderer, at den første samtale (CV-samtalen) skal være fysisk. Også her burde det være en vurdering af den enkelte lediges situation, der afgør hvilken samtaleform, der er mest optimal.

Digital samtale bedre end fysisk
FH’s argument for alligevel at bevare en fysisk CV-samtale er ønsket om at etablere en ”god relation” mellem den ledige og a-kassen samt sikre, at alle informationer afgives og modtages korrekt. Det forekommer at være et noget bedaget synspunkt.

De digitale samtaler har vist vejen og er kommet for at blive – indtil politikerne ødelagde denne fantastiske erfaring fra coronatiden. 

Karsten Mølgaard Jensen
Adm. direktør, Ase

Erfaringerne fra halvandet år med digitale samtaler under coronanedlukningen har netop været, at den gode kontakt sagtens kan skabes uden, at samtalen nødvendigvis skal være fysisk. Ja, noget tyder faktisk på, at den digitale samtaleform giver ”bedre relationer” end de fysiske samtaler. For nogle kan netop det, at de kan være i hjemlige omgivelser give ekstra tryghed, viser en erfaringsopsamling fra coronatiden.

Det er som så meget andet individuelt. Ledige er som alle andre mennesker forskellige og har varierende ønsker og behov. Det må være udgangspunktet for enhver indsats. Ved at behandle alle ens risikerer den laveste fællesnævner at blive standard. Det er der hverken fremtid eller fremdrift i.  

Overordnet er beskeden fra FH til beskæftigelsesministeren entydig – de digitale samtaler virker. Lad os få dem tilbage som et effektivt værktøj i beskæftigelsesindsatsen. Jo før, desto bedre. Og så kommer FH med en utvetydig kritik af den aftale, som Peter Hummelgaard indgik med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti – en aftale der giver ledige mulighed for digitale samtaler, men først efter seks måneders ledighed.

Den model er FH langtfra begejstret for. Brugen af digitale samtaleformer vurderes til at være særligt velvalgt over for gruppen af ”jobparate, relativt nyledige dagpengemodtagere, hvorimod personer længere væk fra arbejdsmarkedet i højere grad vurderes at kunne have behov for en mere håndholdt tilgang”, fastslås det i udspillet.

Politikerne ødelagde fantastisk erfaring
Nu ligger bolden hos beskæftigelsesministeren, der efterhånden må kunne se skriften på væggen. Verdens suverænt dyreste beskæftigelsespolitik har alt, alt for længe stået i stampe. Her har de digitale samtaler vist vejen og er kommet for at blive – indtil politikerne ødelagde denne fantastiske erfaring fra coronatiden.

Det rigide system med lovpligtige fysiske samtaler planlagt i embedsmændenes excel-ark efter politisk bestemte datointervaller – helt afsondret fra hensynet til den enkelte lediges individuelle kompetencer, forudsætninger og egen jobindsats – som hjørnestenen i bestræbelserne på at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet har udspillet sin rolle.

Ønsket om et enstreget system deles af de forsikrede ledige, der har prøvet systemet i praksis og gør op med princippet om at løbe spidsrod mellem skiftevis jobcenter og a-kasse. To ud af tre foretrækker, at indsatsen samles i a-kassen.

Op mod 10.000 ansatte fordelt på 94 jobcentre har til opgave at hjælpe ledige borgere i job eller tættere på et job gennem uddannelse og opkvalificering. Systemet koster årligt mere end 13 milliarder kroner. Det er stort set det samme som i 2013 til trods for højkonjunktur og en ledighed, der er tæt på at være minimal. Trods de svimlende milliardbeløb er resultaterne langtfra overbevisende. Faktisk kunne antallet af ledige på overførselsindkomst ifølge Rigsrevisionen reduceres med 18.000, hvis de mindre effektive jobcentre kom på niveau med de mest effektive.

Almindelig sund fornuft
Dele af den politisk bestemte beskæftigelsesindsats hælder direkte skattekronerne ud ad vinduet. Det gælder eksempelvis seks ugers jobrettet uddannelse, der ifølge Finansministeriets undersøgelse af de enkelte instrumenter i beskæftigelsesindsatsen direkte skader samfundsøkonomien.

Jeg håber, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard tager de nødvendige initiativer – herunder at føre beskæftigelsesindsatsen fuldbyrdet ind i den digitale tidsalder.

Karsten Mølgaard Jensen
Adm. direktør, Ase

Tænk hvis nogen politikere tog området alvorligt og øjeblikkeligt lukkede ned for en indsats, der kun bidrager med samfundsøkonomisk selvskade. Så kunne de penge bruges på noget fornuftigt et andet sted.

Men ak, som beskæftigelsesministeren selv har udtrykt det, så er den slags almindelig sund fornuft fra det private erhvervsliv ikke noget, der kan bruges til at drive den del af samfundet, som politikerne har ansvar for. I den optik forstår man bedre en moderne iværksætter som Tommy Ahlers fik nok af det politiske system og ville ud i den rigtige verden, hvor han mente, at man bedre gør en reel forskel.

Set i internationalt perspektiv er Danmark det land i OECD, der anvender flest ressourcer på den aktive beskæftigelsespolitik i forhold til bruttonationalproduktet (BNP). Udgifterne til ordinær uddannelse, vejledning og opkvalificering koster alene mere end fem milliarder kroner om året. 

Få beskæftigelsesindsatsen ind i den digitale tidsalder
Tænketanken Cepos har tidligere beregnet, at det koster op mod en halv million kroner at få en ledig i job – vel at mærke uden håndgribelig evidens for, hvorvidt det faktisk var jobcentrets fortjeneste. I mere end ni ud af ti tilfælde finder nyansatte jobbet på egen hånd viser Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse.

Langt hovedparten af alle ledige har ikke noget større ønske end at finde beskæftigelse hurtigt og varigt. Regler og bureaukrati må ikke stå i vejen for den rette beskæftigelsesindsats til den enkelte ledige, konkluderer FH.

Kunne ikke være mere enig i målet. Jeg håber, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard tager de nødvendige initiativer – herunder at føre beskæftigelsesindsatsen fuldbyrdet ind i den digitale tidsalder. Det lykkedes under corona – så helt undtagelsesvis lyder opfordringen herfra til ministeren om at skrue tiden tilbage. Bare til før 1. august. Det vil gøre en verden til forskel for landets pt. 110.000 ledige.