Kommentar af 
Caroline Howard Grøn

At adskille privat-Trine og forsvarsminister-Trine handler om befolkningens tillid

At kunne adskille privat-Trine fra minister-Trine handler ikke kun om praktik, og hvem der vinder kommunalvalget på Ærø. Det handler om embedsværkets rolle og befolkningens tillid til den offentlige forvaltning. Det kan være en svær balance, men den er vigtig at ramme, skriver lektor i statskundskab Caroline Howard Grøn.

Det leder ikke til en rigsret, når Trine Bramsen får en af marinehjemmeværnets både til at transportere sig. Men det rykker potentielt ved synet på, hvornår ministre bevæger sig fra privat-Trine til minister-Trine, skriver Caroline Howard Grøn.
Det leder ikke til en rigsret, når Trine Bramsen får en af marinehjemmeværnets både til at transportere sig. Men det rykker potentielt ved synet på, hvornår ministre bevæger sig fra privat-Trine til minister-Trine, skriver Caroline Howard Grøn.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Caroline Howard Grøn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Kabul faldt, var Trine Bramsen (S) på Ærø. For at komme dertil, havde hun fået et lift med Marinehjemmeværnet. Turen indbefattede et – om end kort – besøg på øens navigationsskole og en lidt længere gåtur med Ærøs socialdemokratiske borgmester. Forud havde ministeren fået talepunkter, der vedrørte det kommende kommunalvalg.

I den seneste tid har sagen om de socialdemokratiske erhvervsklubber fyldt i avisspalterne. Diskussionen rasede om to ting. For det første om erhvervsklubberne de facto gav økonomiske interesser mulighed for at købe sig adgang til ministre under påskud af, at de var til arrangementet som socialdemokrater. For det andet om embedsværket rettelig kunne bruges til at forberede den slags arrangementer.

I august kunne Altinget berette om, at Justitsministeriet havde vurderet, at embedsværket gerne må levere oplæg, når socialdemokratiske ministre optræder i partiets erhvervsklubber. Men en række eksperter problematiserede den vurdering efterfølgende og påpegede, at embedsværket ikke kan benyttes til at forberede fundraising-arrangementer.

Og problemet vedrører ikke bare den nuværende socialdemokratiske regering. Skellet mellem privat-Lars og statsminister-Lars har tidligere vakt debat i relation til blandt andet lån af sommerhus af en storfisker – en af de såkaldte kvotekonger.

Når man bliver minister, holder man ikke op med at være socialdemokrat eller aktivt medlem af Venstre. Heldigvis, ellers ville der jo ikke være meget ide med at have ministre, der er valgt på baggrund af deres holdninger.

Men når man bliver medlem af regeringen, får man adgang til nogle magtressourcer, der kræver, at man finder den rette balance mellem rollen som partimedlem og minister.

Det leder ikke til en rigsret, når Trine Bramsen får en af marinehjemmeværnets både til at transportere sig til noget, der mest af alt ligner en håndsrækning til en socialdemokratisk kollegas valgkamp. Men det rykker potentielt ved synet på, hvornår ministre bevæger sig fra privat-Trine til minister-Trine.

Caroline Howard Grøn
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Balancen er delvist reguleret. Embedsværket må ikke hjælpe ministeren med at føre valgkamp. Det betyder de facto, at der bliver ret stille i centraladministrationen, når der udskrives valg. For nok kan embedsmændene fortsætte den daglige drift, men de kan ikke forsyne ministeren med materiale, der ville kunne bruges til at føre valgkamp, for eksempel nye politiske tiltag.

Det betyder også, at selvom ministersekretæren er sekretær for ministeren, er der ting, som vedkommende principielt ikke må hjælpe til med. Det kunne være et besøg i valgkredsen, hvor det i stedet er den særlige rådgiver, der må bære attachemappen og hente kaffe.

Her kommer erhvervsklubberne ind i billedet, for embedsværket må gerne hjælpe minister-Morten, men de må ikke betjene privat-Morten eller parti-Morten. Spørgsmålet er naturligvis så, hvem der egentlig tager til møder i erhvervsklubben.

Selvom der er visse retningslinjer, viser sagerne tydeligt, at der er et væsentligt fortolkningsrum, der i den konkrete sag skal udfyldes af ministre og embedsværk. Det er sagen om erhvervsklubberne et eksempel på, når Justitsministeriet og to juraprofessorer kan være uenige.

Grundlæggende skal embedsværket sige nej, hvis ministeren beder dem om noget, der ligger udover rammerne for ministerbetjening. Men der er ikke tvivl om – det viser Støjberg-sagen – at det kan være meget svært, hvis ministeren insisterer. Ministrene har derfor også et væsentligt ansvar for at holde sig på dydens smalle sti.

Der er mange ting i samspillet mellem ministre og forvaltning, der ikke er reguleret meget tæt i den danske centraladministration. Det er der en del fordele ved. Det muliggør løbende tilpasninger til ændringer i de politiske behov, uden at det kræver ændringer i et centralt regelsæt, der regulerer centraladministrationen.

Det gør, at det danske system generelt er et af de mest effektive i verden, hvis man spørger OECD, fordi vi kan nøjes med færre regler og har en højere grad af tillid. Det gør også, at det danske system, hvor vi har et politisk neutralt embedsværk, indtil videre har kunnet tilpasse sig ændrede behov for politisk-taktisk rådgivning, og at det permanente embedsværk med fagligheden i orden stadig spiller en altafgørende rolle i den politiske rådgivning af ministre. Det er alt sammen godt.

Men risikoen i sådan et system er, at tilliden brydes. At de ikke-formaliserede normer for samspillet mellem ministre og embedsværk ikke respekteres. Det leder ikke til en rigsret, når Trine Bramsen får en af marinehjemmeværnets både til at transportere sig til noget, der mest af alt ligner en håndsrækning til en socialdemokratisk kollegas valgkamp, eller når Morten Bødskovs embedsmænd forbereder en powerpoint præsentation til et oplæg i en socialdemokratisk erhvervsklub. Det ville måske også være lidt for meget. Men det rykker potentielt ved synet på, hvornår ministre bevæger sig fra privat-Trine og privat-Morten til minister-Trine og minister-Morten.

Det skred kan i værste fald erodere ideen om, at det partipolitiske og ministerhvervet skal og bør adskilles. Statens embedsværk bliver ministerens private serviceorgan. Og det kan lede til, at den generelle tillid der er til embedsværket – fordi det er politisk neutralt – mindskes.

Når den enkelte minister overvejer, hvad han eller hun skal bede embedsværket om, handler det altså ikke kun om, hvad der i situationen kunne være praktisk eller nyttigt. Som minister varetager man også den institutionelle arv; man er med til at forme normerne for, hvad embedsværket skal og ikke skal.

Det betyder noget for, hvordan den næste regering betjenes – uanset om den er blå eller rød. Men det er også med til at påvirke, hvordan embedsværket og samspillet mellem politikere og embedsværk opfattes i befolkningen. Den opfattelse er vigtig for os alle sammen, for tilliden til offentlige myndigheder er afgørende for, at vores samfund er velfungerende. Tænk bare på villigheden i den danske befolkning til at lade sig vaccinere sammenlignet med for eksempel Rumænien.

At kunne adskille privat-Trine fra minister-Trine handler ikke kun om praktik, og hvem der vinder kommunalvalget på Ærø. Det handler i mindst lige så høj grad om embedsværkets rolle og befolkningens tillid til den offentlige forvaltning. 

Rettelse: I en tildigere version af indlægget, stod der, at Lars Løkke Rasmussen havde lånt et sommerhus af en "nu dømt fisker". Den pågældende fisker er imidlertid ikke dømt for noget i relation til sin fiskerivirksomhed. Altinget beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

0:000:00