Benny Andersen tog selv Dissing – nej til Cæsar

En duo, som virkelig fik stor betydning, var Benny Andersen og Povl Dissing, som Peter Abrahamsen kom til at arbejde med og for i mange, mange år.

“Benny kendte jeg fra Chez Ankerfeldt, et værtshus på Falkoner Alle, hvor han arbejdede som hyggepianist.

I begyndelsen af tresserne boede jeg på Frederiksberg, og når jeg havde været ude at spille, tog jeg forbi og fik en godnatøl og lærte Benny at kende.

Jeg sang nogle gange ‘You Are My Sunshine’, som han spillede til, og vi sad ofte og snakkede, når han holdt pause. Bennys karriere på Chez Ankerfeldt er model til Henning Carlsens film ‘Man sku’ være noget ved musikken’, som Otto Brandenburg spiller hovedrollen i. 

En aften, hvor vi sad og snakkede, trak han sin tegnebog frem og fandt et sammenfoldet udklip, som var journalisten og forfatteren Tom Kristensens anmeldelse i Politiken af ‘Den musikalske ål’, Bennys første digtsamling fra 1960.

Det var en god anmeldelse, og Benny sagde stolt til mig: ‘Peter, du ved, egentlig er jeg digter’.

I 1976 sendte han mig endnu bog, som han netop havde udgivet. ‘Nomader med noder’, hed den.

I den skrev han i dedikationen: ‘Kære Peter: Du ved, egentlig er jeg musiker!’

Søren, min bror sømanden, kom også på Chez Ankerfeldt, når han var hjemme. Han købte ofte Bennys bøger til mig, og en af dem, jeg fik, var Svantes Viser.

Den var jeg vild med og så straks nogle muligheder i at kombinere teksten med musik.

Jeg ringede så til Benny Andersen og foreslog ham, at Cæsar skulle indsynge sangene fra Svantes Viser, men han svarede, at han hellere ville have Povl Dissing til at synge dem.

Det skyldtes, at jazzbassisten og kapelmesteren Erik Moseholm, som på det tidspunkt arbejdede for Danmarks Radio, halvandet år tidligere havde lavet en udsendelse, hvor han netop havde parret Benny Andersen med Povl Dissing, uden at jeg havde været opmærksom på det.

Povl Dissing var en af tidens mest provokerende sangere, dels fordi han sang på sin ganske særlige måde, dels fordi han valgte et repertoire, der skabte genlyd. ‘Giv mig en hest, mor’, og Shell Silversteins ‘Der er 25 minutter endnu’ kan de fleste huske.

Benny havde skrevet ‘En lille sang til Nina’, et digt, der senere indgik i ‘Svantes Viser’-bogen, og den havde Erik Moseholm spurgt Povl, om han ville synge.

Det gjorde Povl i radioudsendelsen, hvor Benny Andersen spillede klaver til.

Dertil kom, at billet- og impressariebureauet ARTE desuden lavede en lille forfatterturne for Povl og Benny, før der var nogen, der kendte til Svantes Viser, men da de kom hjem fra den turne, gik vi i studiet med det, som blev til pladen Svantes Viser.

På Tarm Bibliotek hænger der en plakette, hvor der står ‘Her opførtes Svantes Viser for første gang’!

På det tidspunkt var der ikke så mange penge i kassen i mit produktionsselskab, så da der skulle betales musikere og studie, var det nødvendigt for mig at sælge min brugte Volvo Amazon.

Produktionen var ikke helt færdig og derfor endnu ikke solgt videre til Metronome, der gerne ville udgive den. Derfor var udgifterne heller ikke finansieret, men en gang imellem tror man så meget på en ting, at man finder pengene til mellemfinansieringen i sikker forvisning om, at de nok skulle komme igen bagefter.

Pladen har i dag solgt over en kvart million, 250.000 eksemplarer. Men dengang var der ikke nogen, der troede på den. Povl var jo ikke storsælgende på nogen måde. Han var lidt et enfant terrible, og vi ville være tilfredse med 5.000 solgte eksemplarer.

Desværre var kontrakten med Metronome, som Bent Fabricius-Bjerre ejede, ikke særlig god for os set i bakspejlet: Jeg plejer at sige, at det er Bent Fabricius-Bjerre, der har lært mig at nærlæse kontrakter. Man lærer jo hele tiden, og hvis man laver en dårlig kontrakt, må man prøve at lave en bedre næste gang. Jeg havde jo selv sagt ja til den.

Men samarbejdet førte til, at Peter efterfølgende producerede de næste syv plader med Povl og Benny, som udkom på forskellige mærker, herunder Exlibris. Svantes Viser blev en del af den danske sangskat, og mange professionelle øjne blev rettet mod det lille selskab AbraCadabra, og hvad der foregik i Larsbjørnsstræde.

Producerens rolle
“At producere er jo en slags instruktørarbejde ligesom til en film. Du har til opgave at samle alle trådene, du skal sørge for, at tingene fungerer, du skal nærmest lave et handlingsforløb, før du går i studiet.

Du skal sørge for, at der er øvet på sangene, og hvis der ikke er øvet på sangene, skal du sørge for, at der er noder med i studiet, så folk kan spille det, der skal spilles.

Nu har jeg altid været heldig at arbejde meget med jazzmusikere, for jazzmusikere er jo vant til at improvisere. Benny Andersen var jazzpianist, og Povl Dissings karriere blev indledt som kornetspiller i et jazzorkester.

Så de satte sig bare ned over for hinanden og sagde: ‘Den går sådan her’, ‘OK, det prøver vi’, og til mig sagde de: ‘Vi har tænkt os at gøre sådan og sådan’.

Svantes Viser tog to dage at indspille. Der var ganske få ting, vi øvede, inden vi gik i studiet. Optagelserne foregik i Rosenberg-studiet på Dortheavej, hvor Freddy Hansson var lydtekniker, og så vidt jeg husker, var en ganske ung fyr, Flemming Rasmussen, netop begyndt som praktikant. 

Alt gled forbløffende nemt. Man gik i studiet og spillede, så tilrettede man, og så kom produceren ind og sagde: ‘Godt, den her tager vi. Det er den rigtige version’ eller ‘Vi prøver lige at tage endnu en lytter’.

Sådan var det også med Svantes Viser. Producerens rolle er at formidle en helhed. Produceren må aldrig gå ned og blive petitesseorienteret, han skal hele tiden have overblikket og vide, hvor vi er henne. Musikerne hører kun sig selv – jeg selv inklusive, når jeg er i studiet med mine egne ting.

Er jeg nu god, spiller jeg nu godt nok, kunne jeg gøre det bedre endnu, hvis vi tog den en gang til? Mens producerens rolle er at gå ind og lytte til helheden.

Det kan godt være, at der er nogen, der ikke spiller helt rigtigt, men hvis fornemmelsen i hele sangen er rigtig, skal man sørge for, at den er gemt på båndet, for det er ikke sikkert, den version kan laves en gang til.

Det gør ikke noget, at der er en lille fejl, den kan man i værste fald gå ind og reparere særskilt, men man skal ikke begynde at lave om på noget, som virker helstøbt. 

Og så skal man være opmærksom på den enkelte musiker og kende deres temperament og arbejdsstil.

Noget, man altid skal være opmærksom på, når man producerer Benny Andersen, er, at han peaker på et eller andet tidspunkt; der kommer et punkt i løbet af optagelserne, hvor han aldrig bliver bedre. Det vidste jeg jo, hvornår var, fordi jeg kendte ham og havde lært hans spillemåde at kende igennem mange år.

Jeg kunne høre præcis, hvornår han var bedst, og fra da af ville det, han lavede, kun være reminiscenser af det, han lige havde præsteret.

Povl har det samme, han synger fantastisk godt, og man skal fange ham lige på det tidspunkt, hvor han synger bedst sammen med Benny.

Det er muligt, at man forsøger at lave sangen eller sekvensen tre-fire gange til, men du skal sørge for, at den version, som var den bedste, bliver gemt.

Og det skal du kunne, mens du hverken lytter efter, om Povl er specielt god, eller om Benny er specielt god.

Du lytter, om de er gode sammen.

Det er helheden, der er vigtigst, og det er dét, jeg altid har været ret god til. Altså, at give dem noget snor og så pludselig sige: ‘Prøv lige at høre – dette take er det bedste – det bruger vi’. Hvis det altså er kommet med på båndet – for man sidder jo ofte bare og spiller, og har produceren ikke givet tegn til teknikeren, at båndet skal rulle, er det mildt sagt ærgerligt at misse den bedste version, musikerne lige har lavet. 

Peter Abrahamsen har produceret følgende plader med Benny Andersen:

Svantes Viser, 1973
Køb Blomster, 1977
Oven visse vande, 1981
Hymner og ukrudt, 1984
Noder i flere farver, 1986
Over adskillige grænser, 1988
I al slags vejr, 1990
Skynd dig langsomt, 1997
Længsel efter broen, 2000