Benny Damsgaard: Det er tid til et dansk lobbyregister

KOMMENTAR: Lobbyismen er stigende i Danmark. Det samme er mørket omkring, hvem der forsøger at påvirke vores politikerne. Selvom regulering af lobbyisme er ekstremt svært i praksis, så er det tid til at øge offentlighedens indsigt. 

Ved siden at mit daglige arbejde som lobbyist har jeg her i forårssemesteret haft fornøjelsen af at undervise 45 studerende i et valgfag om dansk og international lobbyisme på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Den store mængde international forskning om lobbyisme, jeg har læst op til og under semesteret, har fået mig til at se anderledes og mere kritisk på rammerne for mit fag. Jeg ser nu langt mere positivt på behovet for lovregulering på området, end jeg gjorde inden.

Min holdningsændring skyldes ikke en speciel sag eller skandale, selvom der efterhånden har været en del. Eksempler som både Waterfront-sagen og ikke mindst Falck-sagen understreger vigtigheden af øget åbenhed og klare regler. Min holdningsændring skyldes heller ikke det massive lobbypres, som Folketinget og regeringen har været under fra især erhvervsorganisationerne her under coronakrisen. Begge forhold har dog omvendt ikke trukket i den modsatte retning.

Jeg mener heller ikke, at det på nogen måde er problematisk at være lobbyist eller benytte sig af lobbyister. For det første har alle en grundlovssikret ret til at bruge deres ytringsfrihed til at forsøge at overbevise politikerne og offentligheden om deres sag og til at få hjælp til det, hvis de har behov. For det andet peger forskningen på, at lobbyisme samlet set gør lovgivning bedre. Lobbyister, som gør deres arbejde ordentligt, hjælper lovgivere med viden og information, som de ellers ikke havde.

Min holdningsændring skyldes to langt mere grundlæggende udviklingstræk, som har været på vej længe, men som de senere år er accelereret, og som nu kræver lovgivning.

For det første har offentlighedens indsigt i, hvem der konkret forsøger at påvirke vores politikere, været for nedadgående, siden den såkaldte korporatisme forsvandt fra slutningen af 1970’erne. Under korporatismen var de store organisationer på især arbejdsmarkeds- og uddannelsesområdet en integreret del af det lovforberedende arbejde, hvor de sad i en lang række råd, nævn og udvalg. Det var oplysninger, som var offentligt tilgængelige, og alle vidste derfor, hvem der var med til at udvikle lovgivningen, og hvem de repræsenterede.

Korporatismen overlevede imidlertid ikke den økonomiske krise og reformerne i 1980’erne. I stedet fik vi det system, vi har i dag, som minder om det, man længe har haft i USA. I dag kæmper organisationer, virksomheder, bureauer og enkeltpersoner løbende – formelt og ikke mindst uformelt og uden for referat – om politikernes opmærksomhed og gunst. En af konsekvenserne af udviklingen er, at offentlighedens mulighed for at følge med i, hvem der konkret forsøger at påvirke vores lovgivere, er blevet langt mindre.

For det andet peger de internationale erfaringer entydigt i retning af øget åbenhed gennem regulering. Lobbyismen er i stigning over hele Europa, og i stadigt flere lande har man taget konsekvensen af det øgede påvirkningspres på lovgiverne og har indført registre og retningslinjer. Alene fra 2014 til 2019 indførte otte nye lande i OECD regulering af lobbyisme, så man nu er oppe på, at 20 af OECD’s 36 medlemslande har regulering.

Men kan lobbybranchen ikke bare blive ved med at regulere sig selv gennem etiske kodeks, som den gør i dag? Ikke reelt. For det første udgør organisationslobbyisterne hovedparten af de lobbyister, som arbejder med politisk påvirkning, og de er ikke underlagt brancheforeningen Public Relations Branchens noget flydende etiske retningslinjer. For det andet dækker Public Relations Branchens etiske retningslinjer kun de virksomheder, som er medlem af Public Relations Branchen. Det er de brodne kar i branchen som oftest ikke. Derfor er der ingen vej uden om lovgivning, hvis der er et konsekvent ønske om mere åbenhed om, hvem der forsøger at påvirke vores demokrati.

Men hvordan kan lovgivning om øget åbenhed om lobbyisme så se ud i praksis?

De internationale erfaringer peger på, at det i praksis er svært at indføre god lobbyregulering. Djævelen ligger i detaljen, og man risikerer let at indføre lovgivning, som ikke reelt gør den store forskel. Derfor bør første skridt være, at Folketingets Præsidium nedsætter en kommission, som kan gå i dybden med emnet, kigge på de internationale erfaringer og sikre en lovgivning, som ikke bare bliver symbolsk. Medlemmerne af kommissionen kunne være forskere, politikere og ikke mindst lobbyister med erfaring fra lobbyisme i praksis.

Første skridt bør derefter som minimum være en model i stil med den, man blandt andet har i USA. Her har man lavet et offentligt register, som alle, der aktivt arbejder med at påvirke valgte politikere eller deres embedsmænd, skal tilmelde sig og her opgive, hvad og hvem man arbejder for. Et sådant register vil skabe klarhed over omfanget og ikke mindst, hvilke interesser der forsøger at påvirke vores politikere.

Herudover bør man indføre regler for god lobbyisme, som for eksempel forpligter alle i registeret, som kontakter en politiker eller embedsmand, til at fortælle vedkommende, hvem man arbejder for, og hvad man konkret arbejder med. Dette sker i dag allerede i stort omfang, men der er desværre eksempler fra især den private konsulentbranche på, at det ikke altid sker.

Sidst, men ikke mindst, bør der være et forbud mod, at siddende politikere arbejder som betalte lobbyister. Det nytter ikke noget, at man for eksempel har siddende folketingsmedlemmer, som mod betaling rådgiver om politiske spørgsmål. Enten er man lobbyist, eller også er man politiker.

Et forslag, som er oppe i debatten med jævne mellemrum, er forslaget om en karensperiode for politikere. Politikere, som ønsker at stoppe som politiker og skifte til enten et bureau eller en organisation, skal ifølge forslaget have en ”afkølingsfase”, hvor de ikke må arbejde med politisk påvirkning. Argumentet er, at de pågældende sidder inde med stor viden om deres område, som de potentielt kan misbruge.

En sådan karensperiode kan måske give mening i andre lande, men herhjemme gør det ikke.

For det første er der tale om et meget lille ”problem”. En opgørelse fra 2015 kom frem til, at kun 11 procent af de politikere, der forlod Folketinget mellem 1981 og  2015, i dag arbejder professionelt med politisk påvirkning, og af dem er kun 2 procent ansat i den private sektor.

For det andet er der langt flere embedsmænd, som går over og bliver lobbyister, end der er politikere. Der er der en grund til. Hvor politikerne har det overordnede indsigt i et område, så har embedsmændene en dybere teknisk indsigt og et unikt netværk blandt deres tidligere kollegaer, som sidder med sagerne i det daglige.

Hvis der skal laves en karensperiode, er det derfor langt mere relevant at lave det over for embedsmænd. Det vil dog kræve, at der er politisk villighed til at betale embedsmænd for at gå i flere år og ”køle af”. Ansættelsesretligt er en karensperiode nemlig det samme som de konkurrenceklausuler, som man har i mange private virksomheder, og som forhindrer nøglemedarbejdere i at skifte til konkurrenten. Jeg skal ikke kunne sige, om der er politisk villighed til at betale to års løn til embedsmænd, når de stopper i deres job, men jeg tror det ikke.

En regulering af dansk lobbyisme er svær. Uanset hvad man mener om behovet, er der dog ingen tvivl om, i hvilken retning det går i landene omkring os. Tendensen går i retning af mere lobbyisme, mere professionel lobbyisme og ikke mindst mere regulering og dermed åbenhed.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Folketingsåret afslører, at Danmark fortjener bedre Martin Lidegaard: Folketingsåret afslører, at Danmark fortjener bedre Næste artikel Jeanette Varberg: Nu får fortidens gerningsmænd endelig deres straf Jeanette Varberg: Nu får fortidens gerningsmænd endelig deres straf
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.