Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskop: Gælder religionsfriheden også i praksis, når troende stadig betragtes som naive slaver?

Det er ikke sjældent, at man som troende bliver opfattet som fortidig og lidt naiv. Men religionskritik er en del af min måde at tro på, og jeg anser det ikke for at være et problem. Tværtimod, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Når vi interesserer os for tro og spiritualitet, er det ikke for at kortslutte komplicerede tanker. Tværtimod udfordrer troen fantasien og åbner for nye dimensioner, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Når vi interesserer os for tro og spiritualitet, er det ikke for at kortslutte komplicerede tanker. Tværtimod udfordrer troen fantasien og åbner for nye dimensioner, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et samfund som vores i Danmark, der i så høj grad er tolket religiøst af folkekirken og andre kristne traditioner, må man selvfølgelig også spørge sig selv, hvordan religionsfriheden egentlig har det i et moderne samfund. 

Når jeg møder delegationer fra andre lande, spørger de altid, om der er en samtale mellem de kristne traditioner og mellem de kristne og andre religioner?

Det er der, men det er ikke noget, der dominerer. Selv har jeg fra studietidens første dage læst især katolsk, anglikansk og selvfølgelig min egen traditions evangelisk-lutherske intellektuelle udtryk.

Men i modsætning til andre europæiske lande må jeg indrømme, at det er en “tillært smag”, for vi løber jo ikke bare sådan ind i hinanden, som det er tilfældet i andre lande, hvor traditionerne er mere jævnbyrdige, og hvor man hele tiden udfordres af de andres holdninger.

Religionsfriheden ville nå væsentligt videre, hvis ikke-troende, ateister eller humanister blot ville tilstå de religiøse fornuftens mulighed og kraft og afstå fra at mene, at vi ikke har tankens og følelsens kraft

Peter Skov-Jakobsen

Med hensyn til samtalen mellem religionerne, er det noget, jeg er ved at tillægge mig.

Jødedommen har altid været der, siden studietiden. Vi deler helligskrift for en væsentlig parts vedkommende. Europæisk historie forlanger også, at kristen teologi har en afklaret holdning, så man ikke kommer til at smugle antisemitisme ind i vores kristne udtryk. Det er sket alt for mange gange i vores historie.

Siden studietiden har kristne teologer, der har arbejdet i samtalen med hinduisme og buddhisme særligt interesseret mig. Der er visdomstraditioner, som “klinger” godt i moderne ører. Den, der lever i vores kultur og som er født ind i den, er også født ind i intellektuelle traditioner, der har religionskritik i sin kerne.

Forleden hørte jeg et foredrag om “de underjordiske” på Bornholm. Foredragsholderen inddelte menneskeheden i dem, der troede på ånder, trolde og underjordiske. Så var der sådan nogle som os – altså kirkelige, dem der kommer med et dogmatisk system og en udtrykt tro. Slutteligt var der de oplyste og videnskabelige.

Jeg indrømmer, at jeg spjættede, da jeg blev præsenteret for den tredeling af menneskeheden, for det er i virkeligheden en nedladende holdning at stille op med.

Men det er ikke en usædvanlig måde i vores samfund at anskue religion på. Det er ikke sjældent, at man som troende bliver opfattet som fortidig, lidt naiv, måske lettroende og til tider som en slave af tvangstanker og formørkelse. Hos mange ateister og blandt nogle humanister oplever jeg for eksempel en opfattelse af, at det religiøse menneske ikke agter oplysningsprojektet, ligesom den troende anser sig selv som værende i et modsætningsforhold til videnskaben.

Min tro forhindrer mig hverken i en naturlig interesse for videnskab endsige for oplysning. Jeg har aldrig følt, at jeg måtte ofre min forstand, mit intellekt, min længsel efter sandhed og underkaste mig et religiøst system. Mine religiøse opfattelser – min tro – er derimod i høj grad en tro, der lever med en religionskritik i sig.

Religionskritik er en del af min måde at være menneske på – en del af min måde at tro på. Jeg anser det ikke for at være et problem

Peter Skov-Jakobsen

Sommetider vil jeg tro, at religionsfriheden ville nå væsentligt videre, hvis ikke-troende, ateister eller humanister blot ville tilstå de religiøse fornuftens mulighed og kraft og afstå fra at mene, at vi ikke har tankens og følelsens kraft.

Religionskritik er en del af min måde at være menneske på – en del af min måde at tro på. Jeg anser det ikke for at være et problem. Tværtimod. Ligesom jeg hele tiden lader mine kulturelle holdninger, mine politiske og ideologiske meninger underkaste diskussion og kritik, sådan er min tro og det formulerede udtryk – teologi – hele tiden underkastet en naturlig kritik. 

Det falder mig meget let at bære på denne naturlige kritik, for jeg finder den grundlagt af Jesus og bevidnet i Ny Testamente, hvor Jesus hele tiden stiller spørgsmålstegn ved traditionen. 

I jødedommen og islam har man lange traditioner for forskellige visdomstraditioner og den ivrige diskussion findes i begge traditioner. Eftertanken er ikke fremmed for nogen af os. 

Den tyske teolog, Gerd Theissen, fastslår i en lille bog med titlen “Religionskritik als Religionsdiskurs” ("Religionskritik som religionsdiskurs"), at “religion er en resonanserfaring, der modsiger absurditeten”.

Når mange mennesker i dag interesserer sig for religion, for spiritualitet, så er det ikke fordi man søger et system, der sætter verden på plads. Tværtimod er det ofte mennesker, der er videnskabeligt skolet, og som elsker oplysningsprojektet, som er dybt fascineret af viden, kunst, poesi og musik – mennesker, der lever med respekt for videnskaben og teknikken.

Når vi interesserer os for tro og spiritualitet, er det ikke for at kortslutte komplicerede tanker. Tværtimod. Troen, religionen udfordrer fantasien, åbner for nye dimensioner, giver en forståelse for fænomener, der fornemmes som indsigter, der gør én livsduelig og giver én en grundstemning, der holder fast i håbet og afviser absurditeten og banaliteten i verden.

Der er én ting, som det troende menneske ved: Vi kan kun erkende stykkevist og foreløbigt. Intet menneske fatter hele mysteriet. Det endelige – og mennesket er endeligt – kan ikke rumme det uendelige i sin fylde.

Med den erfaring i tanken og følelsen bliver vi indledningsvis i enhver samtale om religionsfrihed nødt til at træde et skridt tilbage og spørge os selv, om der er plads til de andres holdning? Er der plads til humanistens, ateistens, muslimens, katolikkens, den frikirkeliges erfaringer? Er der noget, jeg skal gøre mig lydhør for?

Men Gud er tilgængelig, selv om jeg ikke fatter hele mysteriet, og jeg vil slutte, som Theissen afslutter sin bog, med at citere jødisk visdom:

“Da Rabbi Jizchak Meir var en lille dreng, tog hans mor ham med hen til Maggiden fra Kosnitz. Et menneske sagde til ham: “Jizchak Meir, jeg giver dig en gylden, hvis du fortæller mig, hvor Gud bor”. Han svarede: “Og jeg giver dig to gylden, hvis du fortæller mig, hvor Gud ikke bor.”

Rabbi Mendel fra Kozk overraskede engang nogle mænd, som gæstede ham, med spørgsmålet: “Hvor bor Gud?” De lo ad ham: “Hvad siger I dog. Verden er jo fyldt med Guds herlighed!” Han svarede dog selv på sit spørgsmål: “Gud bor dér, hvor man lukker ham ind.”

Religionsfriheden vil afkræve os en dansk dyd: åndsfrihed. Den vil kræve af os, at “enhver skal, hvor end han står, træde et skridt nærmere” for nu at citere en bogtitel af den tyske forfatter, journalist og islamforsker Navid Kermani.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)