Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian Egander Skov: Dansk Folkeparti – den gode tones forkæmper

KOMMENTAR: Når populisterne går fra rebeller til elite, viser det sig, at de også er klar til at blive krænket over snart sagt hvad som helst, skriver Christian Egander Skov.

Pia Kjærsgaards reprimande til Pelle Dragsted har fået den gode tone tilbage på dagsordenen, skriver Christian Egander Skov. 
Pia Kjærsgaards reprimande til Pelle Dragsted har fået den gode tone tilbage på dagsordenen, skriver Christian Egander Skov. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den gode tone er vendt tilbage. Eller det vil sige, det er den ikke. Men vi er begyndt at tale om den igen.

Selvom den nok er ude af syne, er den ikke ude af sind. Jeg tænker naturligvis på den reprimande, Enhedslistens Pelle Dragsted modtog forleden, da han fra Folketingets talerstol betegnede Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths holdninger som racistiske.

Engang var det som bekendt sådan, at anklager om racisme var en fast bestanddel af det gode selskabs forsøg på at kvæle Dansk Folkepartis – og en stor del af de danske vælgeres – utilfredshed med den førte udlændigepolitik.

Der var en diskant i tonen, man ikke brød sig om. De var skingre, og herfra sluttede man, at de ikke var stuerene, og at der var noget med deres menneskesyn. I husker det nok. I 90’erne var anklager som disse lige så banale som tidens tyggegummipop.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

I 2019 er det anderledes. Nu er det Pelle Dragsted, der forbryder sig mod den gode tone ved at tale om racisme på folkestyrets centrale valplads. Nok skal der kæmpes, men høvisk forstås. Meget høvisk.

Heldigvis har Folketinget en person, hvis opgave det er at vogte den gode tone og se til, at løjerne i den parlamentariske kravlegård ikke går over gevind. Det er Folketingets formand, og heldigvis for Kenneth Kristensen Berths ære er dette som bekendt Pia Kjærsgaard, der fluks irettesatte Pelle Dragsted – og derefter med en røst, enhver, der har prøvet at blive irettesat af sin bedstemor, frygter, slog fast, at man slet ikke diskuterer med formanden.

Man mærker blandt bekymrede humanister en ærgelse over, at man ikke uden videre kan betegne politiske modstandere som fascister som i de gode gamle dage. 

Christian Egander Skov
Historiker

Dansk Folkeparti er blevet optaget af den gode tone. I Sønderjylland har kravet om, at formanden for det tyske mindretals hovedorganisation skal trække sig, bredt sig fra et af partiets byrådsmedlemmer i Aabenraa til selveste Peter Kofod, partiets unge stjerne og nyslåede spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Hjemmetyskerens brøde? Han havde delt et link, der sammenlignede Dansk Folkepartis retorik med Görings. Det er ikke god tone.

Nu var opslaget i sig selv et åbenlyst forsøg på at udskamme Dansk Folkeparti med henvisning til deres tone, som altså angiveligt skulle være nazistisk. Man mærker blandt bekymrede humanister en ærgelse over, at man ikke uden videre kan betegne politiske modstandere som fascister som i de gode gamle dage. Dette er blandt andet kommet til udtryk i en kronik af Alternativets Uffe Elbæk, der for nyligt blev sekunderet af Helsinki-Komitéens seniorrådgiver Claus von Barnekow her på Altinget.

Som fhv. diplomat er von Barnekow nok en udsøgt tonekunstner, og han konstaterede i sin kronik, at Dansk Folkeparti nok var demokratiske, men altså stadigvæk repræsenterede en tilbagevenden til fascismen. Den demokratiske fascisme, må man forstå. En sproglig nyskabelse, syet til lejligheden. Nu kunne von Barnekow ganske vist trække på et par fine akademikere i sin argumentation, men sagen er denne:

Om man skal trække ”Hitler-kortet” over for Dansk Folkeparti er langt mindre en akademisk diskussion om den tvivlsomme berettigelse af sådanne udsagn, som det er et spørgsmål om, hvad det er god tone at kalde folk, som forbryder sig mod den gode tone.

Man skal naturligvis ikke forklejne betydningen af civilitet, uformelle regler og konventioner, hverken i det daglige liv eller i politik. Samtidig ville man være slemt naiv, hvis man ikke forstod, at den idelige insisteren på den gode tone også handler om magt – særligt i politik.

Læs også

Den rummer en potentiel tilsløring af forhold, der trænger til afsløring. Det er, som teologen og modstandsmanden Tage Schack skrev allerede i 1920’erne:

”Den rette og gode Tone er... at ligne ved de kalkede Grave, der synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde Ben og al Urenhed: Bitterhed, Vrede, Ligegyldighed overfor vor Næste.”

Ja, nogle gange skal ting siges, uanset om fru Møhge taber gebisset i suppen. Den gode tone er altid konservativ, i den forstand at den slår en skanse omkring etablerede interesser og synspunkter.

Særligt i det politiske liv gælder det, at de, der sætter reglerne for, hvad der kan siges, og hvad der ikke kan siges, åbenlyst udøver magt. Se blot på historien. Oldkirkens stærkeste kort var, at den kunne stemple afvigende teologiske doktriner som kætterske og ekskomunikere dem, hvis idéer eller livsførsel afveg fra det vedtagne. Erfaringsmæssigt er det sådan, at når magten siger ”hold kæft og tal ordentligt”, er den som regel mere interesseret i, at man holder kæft, end i, at man finder nye og mere høviske måder at sige det samme på.

De ovenfor nævnte eksempler fra Dansk Folkeparti og deres modstandere mere end antyder de to vigtigste arenaer for vores tids kamp om den gode tone: på den ene side debatten om populismen og på den anden side den progressive besættelse af krænkelser af diverse selvtitulerede minoriteters – åbenbart fortrinsvis diskursive – rettigheder.

Hvad sidstnævnte fænomen angår, turde det være åbenlyst, at det ikke drejer sig om en reel følelse af at være krænket, når man pludselig retter sin vrede mod jurastuderendes kulturelle appropriation af sombreroer, eller når professionelle collegeaktivister sætter sig for systematisk at ødelægge historiske statuer i USA.

De krænkelsesparate aktivister er ikke ”snefnug”, som deres kritikere ofte hævder, de er målbevidste ideologiske aktører, der ønsker at styrke deres egen magt ved at indskrænke mulighedsrummet for, hvad der kan siges – og derfor tænkes.

Og hvad populismen angår, drejer det sig om et fænomen, der handler om brud på den gode tone. Ja, i virkeligheden dækker populismebegrebet jo først og fremmest over en særlig retorik, der netop dømmes ude, i det øjeblik den stemples som populistisk.

Men samtidig er også populisterne klar over sprogets magt. De ved, at de er et oprør mod den gode tone, og de lægger bevidst deres retorik an på at løbe storm mod vedtagne normer for at flytte debatten. De vil gerne forarge og elsker, når det lykkes. Deres fjendebillede er eliten, og deres mål er delegetimeringen af elitens sprog og konventioner samt kanaliseringen af den indstængte vrede, som den gode tone har lagt sig over som en dyne.

Også heri ligger der naturligvis en fare, og når populisterne går fra rebeller til elite, viser det sig, at også de er klar til at blive krænket over snart sagt hvad som helst. Og sådan gentager farcen sig i det uendelige.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024