Christian Egander Skov: Dansk Folkeparti – den gode tones forkæmper

Den gode tone er vendt tilbage. Eller det vil sige, det er den ikke. Men vi er begyndt at tale om den igen.

Selvom den nok er ude af syne, er den ikke ude af sind. Jeg tænker naturligvis på den reprimande, Enhedslistens Pelle Dragsted modtog forleden, da han fra Folketingets talerstol betegnede Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths holdninger som racistiske.

Engang var det som bekendt sådan, at anklager om racisme var en fast bestanddel af det gode selskabs forsøg på at kvæle Dansk Folkepartis – og en stor del af de danske vælgeres – utilfredshed med den førte udlændigepolitik.

Der var en diskant i tonen, man ikke brød sig om. De var skingre, og herfra sluttede man, at de ikke var stuerene, og at der var noget med deres menneskesyn. I husker det nok. I 90’erne var anklager som disse lige så banale som tidens tyggegummipop.

I 2019 er det anderledes. Nu er det Pelle Dragsted, der forbryder sig mod den gode tone ved at tale om racisme på folkestyrets centrale valplads. Nok skal der kæmpes, men høvisk forstås. Meget høvisk.

Heldigvis har Folketinget en person, hvis opgave det er at vogte den gode tone og se til, at løjerne i den parlamentariske kravlegård ikke går over gevind. Det er Folketingets formand, og heldigvis for Kenneth Kristensen Berths ære er dette som bekendt Pia Kjærsgaard, der fluks irettesatte Pelle Dragsted – og derefter med en røst, enhver, der har prøvet at blive irettesat af sin bedstemor, frygter, slog fast, at man slet ikke diskuterer med formanden.

Man mærker blandt bekymrede humanister en ærgelse over, at man ikke uden videre kan betegne politiske modstandere som fascister som i de gode gamle dage. 

Christian Egander Skov
Historiker

Dansk Folkeparti er blevet optaget af den gode tone. I Sønderjylland har kravet om, at formanden for det tyske mindretals hovedorganisation skal trække sig, bredt sig fra et af partiets byrådsmedlemmer i Aabenraa til selveste Peter Kofod, partiets unge stjerne og nyslåede spidskandidat til Europa-Parlamentet.

Hjemmetyskerens brøde? Han havde delt et link, der sammenlignede Dansk Folkepartis retorik med Görings. Det er ikke god tone.

Nu var opslaget i sig selv et åbenlyst forsøg på at udskamme Dansk Folkeparti med henvisning til deres tone, som altså angiveligt skulle være nazistisk. Man mærker blandt bekymrede humanister en ærgelse over, at man ikke uden videre kan betegne politiske modstandere som fascister som i de gode gamle dage. Dette er blandt andet kommet til udtryk i en kronik af Alternativets Uffe Elbæk, der for nyligt blev sekunderet af Helsinki-Komitéens seniorrådgiver Claus von Barnekow her på Altinget.

Som fhv. diplomat er von Barnekow nok en udsøgt tonekunstner, og han konstaterede i sin kronik, at Dansk Folkeparti nok var demokratiske, men altså stadigvæk repræsenterede en tilbagevenden til fascismen. Den demokratiske fascisme, må man forstå. En sproglig nyskabelse, syet til lejligheden. Nu kunne von Barnekow ganske vist trække på et par fine akademikere i sin argumentation, men sagen er denne:

Om man skal trække ”Hitler-kortet” over for Dansk Folkeparti er langt mindre en akademisk diskussion om den tvivlsomme berettigelse af sådanne udsagn, som det er et spørgsmål om, hvad det er god tone at kalde folk, som forbryder sig mod den gode tone.

Man skal naturligvis ikke forklejne betydningen af civilitet, uformelle regler og konventioner, hverken i det daglige liv eller i politik. Samtidig ville man være slemt naiv, hvis man ikke forstod, at den idelige insisteren på den gode tone også handler om magt – særligt i politik.