Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian Egander Skov: Det er Socialdemokratiet, der er kulturlivets store problem. Ikke corona

KOMMENTAR: Det er det nye Socialdemokratis ændrede holdning til kultur, snarere end coronaen, som udgør kulturlivets langsigtede problem. Socialdemokratiets position er – hvis den ellers ikke ændres – et nyt strukturelt grundvilkår for kulturlivet.

Det var, da Joy Mogensen (S) i marts erklærede ”jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu,” at pråsen gik op for kulturlivet. De kunne ikke vente sig noget af det nye Socialdemokrati, skriver Christian Egander Skov.
Det var, da Joy Mogensen (S) i marts erklærede ”jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu,” at pråsen gik op for kulturlivet. De kunne ikke vente sig noget af det nye Socialdemokrati, skriver Christian Egander Skov.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kulturen er kaput. Så kort kan dens status gøres op.

I hvert fald, hvis vi med kultur mener det, som de fleste traditionelt har forstået ved ”kulturlivet”, den højere kultur og den gode smag. Skulle repræsentanter for dette kulturliv skrive dets nekrolog, ville de pege på to ting.

For det første en regering, der har været meget eksplicit om, at den ikke prioriterer kulturpolitik i denne forstand, og desuden afviser, at noget kultur er bedre end andet. Håndbold og ballet er næsten det samme, hvis man kniber øjnene sammen.

Og på denne makronbund af indifferens blev så lagt coronakrisen, hvor kulturminister Joy Mogensen (S) i sine forsinkede og nølende reaktioner forfærdede det meste af kulturlivet. Dog i det mindste både det brede og det smalle.

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det var, da Joy Mogensen i marts erklærede ”jeg ville opfatte det som upassende, hvis jeg stod og talte om kultur lige nu,” at pråsen gik op for kulturlivet. De kunne ikke vente sig noget af det nye Socialdemokrati.

Det var ikke alene det forhold, at Socialdemokratiet ikke rigtig ville noget med kulturen, men også, at partiet var klar til gennem sin passivitet at udsætte det for skade. Sådan tog det sig ud.

Sandheden er, at det smalle kulturliv – polemisk sagt – er blevet et reservat.

Christian Egander Skov

Når man nu holder de to dødsårsager op imod hinanden, står det ret hurtigt klart, at det er Socialdemokratiets ændrede holdning, snarere end coronaen, som udgør kulturlivets langsigtede problem. Corona er en begivenhed. En langstrakt en af slagsen jovist. Men Socialdemokratiets position er –hvis den ellers ikke ændres – et nyt strukturelt grundvilkår for kulturlivet.

Hvorfor nu det?

Selvom kulturverdenens median-udøver befinder sig et godt stykke til venstre for midten og går ind for lighed af enhver slags, bryder man sig i virkeligheden slet ikke om den egalitarisme, som Socialdemokratiets nye kulturpolitiske holdning er udtryk for.

Kulturlivet er, når alt kommer til alt, funderet i en næsten aristokratisk tradition, hvor såvel selvforståelse som (nok så vigtigt) finansiering baserer sig på en uudtalt konstatering af et kvalitativt skel mellem det brede og det smalle, det folkelige og det elitære. Kulturlivet – i den smalle forstand – er kulturliv, netop fordi det fra det høje giver det brede noget, som det brede mangler.

Den kulturelle transaktion er altid en bevægelse oppefra og ned.

Nok forstås denne transaktion i kulturlivet i dag i højere grad som en bevægelse udefra og ind, hvor kulturlivet repræsenterer noget vildt, anti-konformt og marginaliseret, som er fortrængt af centrets konformitet, men netop derfor har et par sandheder at sige de konforme.

Dette er imidlertid ikke andet end en retorisk øvelse udi genbeskrivelse. Selve transaktionen skaber hierarkiet. Der er nogen, der har en indsigt, der formidler denne indsigt til nogen, som ikke har den. Udefra og ind. Oppefra og ned. Det er det samme.

Denne opfattelse har indtil for ganske nyligt også været Socialdemokratiets. Selvom man var et folkeligt parti, knyttede man an til kulturlivets elitære positioner. Hvorfor? For at bibringe den brede befolkning den kulturelle kapital, der engang var forbeholdt borgerskabet.

Og denne tankegang var dybt indgroet i Socialdemokratiet.

I en debat fra 1965 mellem Socialdemokraten Knud Heinesen og den folkekære revymand og visedigter Volmer Sørensen, der var kendt for sin brede folkelige appel, kom den klassiske socialdemokratiske opfattelse til udtryk for fuld udblæsning. Volmer Sørensen beklagede sig i debatten over, at Danmarks Radio ikke gav plads til det populære og folkelige. Han sagde til Knud Heinesen:

”I er hamrende bange derinde. I ved jo, at det I vil tvinge igennem, er i mindretal. Derfor bruger i pegepinden og det, I kalder kultur. Jeg ved sgu også hvad kultur er.” Og han fortsatte. ”Jeg er lykkelig over, at jeg ikke er ansat i huset (DR) mere. Lykkelig.”. Hertil svarede Knud Heinesen blot tørt: ”Det beklager vi heller ikke.”

Det var dengang.

Man kan ikke læse denne ordveksling uden at blive slået over, hvor langt væk, vi er fra den virkelighed. Og sandheden er jo, at det ikke bare er Socialdemokratiets position, der har ændret sig. Tværtimod kan man sige, at Socialdemokratiet unaturligt længe har fastholdt en elitær position, fordi de af historiske årsager var investeret i et velfærdsstatsligt dannelsesprojekt.

En ting er, at man i dag ikke ville kunne forestille sig en ledende socialdemokrat indtage Knud Heinesens position. Noget andet er, at det er endnu mere utænkeligt at forestille sig en dominerende kulturinstitution som DR indtage rollen som kulturpolitisk tugtemester.

Sandheden er, at det smalle kulturliv – polemisk sagt – er blevet et reservat. Og de er, som Volmer Sørensen ville sige, ”hamrende bange derinde”.

Når Det Radikale Venstre for nyligt har stillet forslag om at dele kulturministeriet i to – et kunstministerium og et idrætsministerium – er det ikke alene et udtryk for en forfejlet analyse, som ud af et svagt ministerium vil skabe to endnu svagere. Det er også et udslag af denne reservatstænkning.

Prøv at tænke over det.

I det gamle borgerskabs glansperiode havde vi et kulturministerium, der omfattede kirke, kultur og undervisning og udtrykte den gamle borgerlige dannelses helhedssyn. Under den modernistiske velfærdsstat blev kulturen udparcelleret af kirke og undervisning, og vi fik Kulturministeriet, hvorfra den gode smag skulle tilgængeliggøres for de brede masser.

Med kulturlivets overgang til et kunstministerium ville den gode smags selv-ghettoisering være fuldbragt. Man ville på lidt mere end 100 år været gået fra den borgerlige dannelses enhedskultur til det fortvivlede forsøg på at beskytte den rigtige kultur gennem en impotent mikro-ministerium, som ikke ville være stort andet end en ussel tømmerflåde.

Men i det mindste ville man være sluppet af med de andre. Og i en vis forstand ville et sådant afmægtigt ministerium være en logisk og naturlig følge af kulturlivets almindelige retræte fra det bredere samfund.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00