Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian Egander Skov: Vælgerkampen på den populistiske højrefløj skærper til

KOMMENTAR: Nye Borgerligere er gennem en form for performativ politik lykkedes at appellere til et vælgersegment, hvor skraphed fremfor praktiske resultater tæller, skriver Christian Egander Skov.

Nye Borgerlige regner med, at den nationalkonservative linje og forsvaret for en kristeligt funderet værdipolitik vil skræmme vælgere væk fra Dansk Folkeparti, skriver Christian Egander Skov.
Nye Borgerlige regner med, at den nationalkonservative linje og forsvaret for en kristeligt funderet værdipolitik vil skræmme vælgere væk fra Dansk Folkeparti, skriver Christian Egander Skov.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kampen om vælgerne på den populistiske højrefløj skærper til.

Det er ikke bare de aktuelle forskydninger inden for Dansk Folkeparti, der vidner om det det. Her er Morten Messerschmidt som bekendt blev næstformand i kraft af anvisningen af en mere ideologisk, kristeligt nationalkonservativ linje.

Nej, det er også det forhold, at Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, i en ret opsigtsvækkende, men også relativt upåagtet, udmelding på den socialdemokratiske netavis Pio tog markant afstand til Morten Messerschmidts udmeldinger:

"Man risikerer, at nogle begynder at pege fingre af en og siger: Hvis du er et så godt kristen menneske, hvordan kan du så tillade dig A, B og C?".

Fakta
Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For nogle år tilbage tegnede idéhistorikeren Mikkel Thorup i sin bog 'Fornuftens perversion' det skel op, som vi nu ser udtrykt. På højrefløjen findes på den ene side de såkaldte modoplysningspositioner, hvor aktuelle politiske og ideologiske udfordringer føres tilbage til grundlæggende fejl ved moderniteten. På den anden side det, som han kaldte "den selvfede oplysning", hvor det moderne bliver "en hammer, man bruger til at slå andre i hovedet med".

Denne begrebsliggørelse af skellet rummer måske en ikke ringe grad af venstreorienteret polemik mod højrefløjens idélandskab. Men noget siger det alligevel om skellet.

Politiske idéer handler som bekendt om mere end deres umiddelbare vælgertække.

Christian Egander Skov

I hvert fald forekommer det lige nu klart, at Nye Borgerlige foretrækker positionen som islamkritiske kulturradikale fremfor rollen som nationalkonservative kritikere af modernitetens dekadence.

Der er måske åbnet i en front i kampen mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Traditionelt har Nye Borgerliges kritik af Dansk Folkeparti drejet sig om det, som Nye Borgerlige – og øjensynligt en del af Dansk Folkepartis vælgere – har opfattet som Dansk Folkepartis svigt i 2015, da partiet trods sin status som det største borgerlige parti ikke præsterede stort andet end afmagt over for den pludselige og voldsomme flygtningestrøm, som ramte Europa og Danmark.

Denne kritik er efterfølgende blevet udbygget til en mere generel kritik af Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som har haft det klare og utvetydige formål at placere Nye Borgerlige som et parti, der var skrappere på udlændingepolitik end Dansk Folkeparti.

Gennem en form for performativ politik er det lykkedes Nye Borgerligere at appellere til et vælgersegment, hvor det at synes skrap gør det ud for praktiske resultater.

Svaret fra Dansk Folkeparti har været flerfoldigt og derfor også uklart. Fra et forsvar for partiets ageren under flygtningekrisen til forsøg på at overgå Nye Borgerlige i skraphed.

Samtidig har man villet undergrave Nye Borgerliges troværdighed ved at pege på, at dets ledende politikere med en enkelt undtagelse indtil for nyligt tilhørte partier, der bestemt ikke lå til højre for Dansk Folkeparti på udlændingeområdet.

Uanset hvordan man vender og drejer det, har denne indsats drejet sig om at lappe hullerne i en skude, der tog vand ind, og hvor mange har undret sig over, hvad der egentlig foregik på broen.

Men parallelt hermed har partiet arbejdet med at genfinde sin sjæl – eller DNA, som vi siger, i vor grå og triste samtid. En arbejdsgruppe blev nedsat som en reaktion på Dansk Folkepartis valgnederlag i 2019 og var præget af nationalkonservative som Katrine Winkel Holm, Morten Messerschmidt og Martin Henriksen.

Læs også

Holdningen i arbejdsgruppen var klar: Dansk Folkeparti måtte styrke sin nationalkonservative profil og finde tilbage til rødderne som et højreparti i opposition til systemet.

Uanset at arbejdsgruppen til dels har været tænkt som en art beskæftigelsesterapi for kritiske røster, er det i hovedtræk denne vision, der nu med Morten Messerschmidt offentlige kritik af partiets linje og efterfølgende forfremmelse til næstformand er blevet sanktioneret af partiets ledelse.

Jeg hører ikke til dem, der tror på den populære udlægning, at kritikken var at opfatte som en udfordring af Kristian Thulesen Dahls position som sit partis leder.

Det er mere rimeligt at opfatte fremstødet som et mere generelt udslag af den idékrise, som partiet har befundet sig i. Altså: Ikke et forsøg på at fodre kaptajnen til hajerne, men et forsøg på at forpligte ham og partiet på et søkort.

Det er heri, at det egentlige nybrud ligger. Det er konstateringen af, at det ikke længere er nok at stikke en finger i vejret, mærke, hvad vej vinden blæser, og så sætte kursen.

En ting er, at dette helt åbenlyst ikke virker længere. Noget andet – og på længere sigt lige så alvorligt – er, at de populistiske partiers tendens til at sjusse sig frem til den rigtige position udgør en organisatorisk svaghed.

For hvad er det, som man tror på? Hvad skal få folk til ikke alene at stemme på et parti (her er enkeltsager typisk nok), men også melde sig ind og identificere sig så meget med det, at man vil lægge en indsats?

Og hvordan sikrer man uden en nogenlunde fast, fælles identitet, at der er nogenlunde kongruente forestillinger om relevante politiske problemer og deres svar?

Overordnet set har mange populistiske bevægelser forladt sig på stærke ledelser og karismatiske frontfigurer. Problemet er, at deres autoritet, ja, selv deres karisma, står og falder med deres evne til at skabe fremgang.

Mon ikke det er sådanne problemer ved selve den populistiske modreaktions natur, som bevægelsen mod en mere afklaret ideologisk position af nationalkonservativt tilsnit adresserer? Det er så et andet spørgsmål, om idéerne kan bære.

I Nye Borgerlige tror man ikke på det. Her regner man med, at den nationalkonservative linje og forsvaret for en kristeligt funderet værdipolitik vil skræmme vælgere væk fra Dansk Folkeparti.

Her vælger man selvfed oplysning over modoplysning. Og mange vælgere ligger vel tættere på Pernille Vermunds ukristelighed end på Messerschmidts kristelighed.

Men politiske idéer handler som bekendt om mere end deres umiddelbare vælgertække.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00